BA '23: Muskelmænd uddelte straffen
Biohazard beviste på Brutal Assault, at broderskabet og bøllecoren lever i bedste velgående efter 30 års kamp på den forkerte side af sporene.
2. Shades of Grey
3. What Makes Us Tick
4. Down for Life
5. Tales From the Hard Side
6. Wrong Side of the Tracks
7. Black and White and Red All Over
8. Victory
9. Love Denied
10. We're Only Gonna Die (From Our Own Arrogance)
11. Punishment
12. Hold My Own
Selv om hardcore-kvartetten fra Brooklyn sjældent bliver omtalt som hverken legender eller stilskabende, er deres markante plads i metalhistorien svær at rokke ved.
For generationen af fans, der skulle finde deres plads i metallen post-'Black Album' er Biohazard en sværvægter. Det var bandet, der tog rapmetallen fra Rage Against the Machine og gjorde den tung og beskidt. Det var bandet, der samlede tråden op, som Agnostic Front og Cro-Mags var begyndt at spinde i firserne, og sammen med sjælefrænder som Sick Of It All og Madball bandt de endnu stærkere bånd mellem hardcorepunken og metallen. Og det var bandet, der på turneer med eksempelvis Slayer og Machine Head gjorde hardcorepunken endeligt spiselig for metalpublikummet.
Biohazard var et af de vigtigste bands for, at halvfemsernes unge og dem, der kom efter, ikke gjorde sig den ulejlighed at gøre forskel på metallen og punken, der pludselig var acceptable at kunne lide sideløbende i stedet for at være de modsætninger, de var i de lidt for polerede firsere. Biohazard var tunge. De var pumpede. De var forbandet vrede og prøv lige at kalde dem "lårtepunkere". Bare én gang, mand. Så ryger du fandeme på jorden.
De formative års hitparade
Spørgsmålet var selvfølgelig, hvor frygteligt relevante Biohazard er i 2023, 11 år efter seneste plade og 25 år siden, bandet for alvor havde sin storhedstid; specielt på en festival der ikke har gjort det til sit adelsmærke at hive bedagede ringvrag op på piedestaler, der burde være brændt for længst, og lade dem stå der og forsøge at skinne årtier efter, at glansen er gået af metallen?
Det korte svar: Pisse. Det er pisserelevant.
I hvert fald når Biohazard er i den kampform, de var en let overskyet og hyggevarm torsdag på Brutal Assault; det tjekkiske overflødighedshorn af en festival, der de senere år har cementeret sig som en af Europas allervigtigste af slagsen.
Opskriften for kvartetten i dag var simpel. Med det klassiske line-up bestående af sanger/basarm Evan Seinfeld, råb-og-bisseguitaren Billy Graziedei, lead-guitaristen Bobby Hambel og trommeslager Danny Schuler var det Biohazards tre første og klassiske, stilskabende plader fra 1990-94, der skulle plukkes fra. Nuvel, selv om der ligger enkelte guldkorn senere i diskografien var det næppe en menu, nogen kunne brokke sig stort over.
Skarpskårne seniorer
Specielt ikke, når retterne blev serveret med så meget energi, fandenivoldskhed og genfundet talent, som tilfældet var. Selv om de fire medlemmer alle nærmer sig 60-års-fødselsdagene, var det drive og den storsmilende hidsighed, sangene blev leveret med, pris- og misundelsesværdig selv for os, der var 15-20-25-30 år yngre end musikerne. Der blev hoppet, der blev two-steppet, der blev kastet håndtegn med et overskud og en vilje, man sjældent ser hos et orkester, der har ladet sig gendanne for (måske) at vride de sidste skillinger ud af brandet inden pensionen.
Og sætlisten: Ja, sætlisten. Det var klassikere og sing-a-longs, der blev rullet ud for dem af os, der kendte pladerne fra vores bumsede teenage-år: 'Wrong Side of the Tracks', 'What Makes Us Tick', 'Down for Life' og 'Black and White and Red All Over' var gedigne baskere til at bygge op til og rundt om de to forventede højdepunkter; kendingsmelodien 'Tales From the Hard Side' samt 'Punishment', der da også naturligt medførte fællessang og assorterede håndtegn fra den medrevne publikumsskare.
At opleve et band på Brutal Assault giver næsten altid lige smilets vinkel et par grader længere opad. Det er her, bands møder et multinationalt publikum, der i langt højere grad end vi typisk oplever herhjemme lever i og for musikken. Det er store skarer af metalliske feinschmeckere til selv mindre bands, det er ret velvoksne moshpits, festivalens relativt lille størrelse taget i betragtning, og det er her, hvor du enten lever dig fuldt ind i musikken eller bare går din vej. Der er ikke rigtig plads til mellemvejen.
Således også i dag: Et solidt leverende Biohazard blev en stor oplevelse, såvel grundet bandets helstøbte indsats som grundet den respons de fik fra et publikum, der virkelig glædede sig over deres tilstedeværelse. Jo, man kunne med rette undre sig over, at flere af bandets kendingsmelodier som 'State of the World Address', 'Five Blocks to the Subway' og 'How It Is' ikke var inkluderet i sættet til fordel for eksempelvis det ikke vildt vellykkede Bad Religion-cover 'We're Only Gonna Die', som ikke når originalen til sokkeholderne. Men det overordnede indtryk var et vibrant og velmenende Biohazard, der stadig i 2023 stod skarpt skåret og i stand til at levere. Om det også er tilfældet på det album, bandet teasede kommer til næste år, kan måske være tvivlsomt. Men klassikerne, det vi fik i dag; det kunne man ikke røre ved. Ellers kommer straffen.