Roskilde '18: Ukompliceret komplekst

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/6f/9f/45/25299934-1527782600591466-1974010125701477726-o-91-1530614813.jpg
03. Juli 2018    

På en dag ellers tørlagt for død og helvede var Cabal et tilpas usmukt slag lige i ansigtet – men afbræk fra kompleksiteternes monotoni havde været at foretrække.

Kunstner
Dato
02-07-2018
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
3

Solen var fortsat på vej ned bag Rising. Som det hører sig til på Roskilde Festival, var rationeringen af battleveste og de til anledningen velvalgte metaltrøjer mådeholdent sammensmeltet med den random besofne efterskoleklike, der blot trængte til lidt afveksling fra ølbowling i lejren.



Afvekslingen var i denne omgang den Nørrebro-baserede kvintet Cabal, der over de seneste par år, senest med fuldlængden 'Mark Of Rot' fra tidligere i år, har sværget til deres eget sorte take på deathcore-genren. Det skorter ikke på komplicerede twists og breakdowns, og således indledtes koncerten også ligepå og hårdt med et knusende tungt riff, der afkrævede konskevent afstraffelse af nakkemusklerne fra første sekund!



Den kutteklædte stil var denne aften nedtonet til fordel for den mere klassiske sorte garderobe, men derudover var der absolut ingen kompromiser i spil: Andreas Bjulver Paarups bjørnebrøl tiltvang sig adgang til vores sorte sind, og i denne aftentime skabte den gennemgående destruktive tone en aggressiv symbiose publikum imellem. Lige det tunge indspark, vi havde brug for, og den nådesløse aggression blev hjulpet solidt på vej af den hærdede konstellation, hvor især guitarist Chris Kreutzfeldt og tøndebasker Nikolaj Kaae Kirk trådte i karakter med en nærmest Meshuggah´sk maskinel autoritet. Dekonstrueret, mekanisk og gustent slæbte de sig afsted henover skæringer fra både EPen 'Purge' og den nye fuldlængde, og alt smeltede sammen til en helvedeskedel af alt det, vi havde haft brug for hele dagen. Og lidt til.



Sammensmeltningerne havde nemlig også den uheldige bivirkning at gøre koncerten til en ensformig affære, hvor udsving var mangelvaren, og den ubønhørlige dedikation til de tunge breakdowns tog overhånd. Stiløvelser i at vise, hvor dygtigt man mestrer sit instrument, og det, der periodisk næsten gjorde det til matematik-lektier at regne ud, hvordan riffsene skulle indtages. I sig selv ganske sigende at iagttage en moshpit, der uhæmmet kaster sig rundt og pludselig står som fortabte sjæle uden at hitte hoved og hale i, hvor nummeret bevæger sig hen, og vælter ind i den første den bedste bare for at holde pitten i gang. Det var smadret og intenst, og den efterhånden obligatoriske wall of death antog heftige proportioner, men de tekniske finurligheder havde givetvis været nemmere gennemskuelige med en manual ved hånden.



Det er dog også de lokale djent-heltes charme, at de så tilsyneladende ukompliceret mestrer de komplekse takter. Uden denne fejlfri konstellation havde vi nemt været fortabt i rytmerne, og det taler til Cabals ære, at de kan fange et så spraglet publikum, omend rusen unægteligt også må kalkuleres med som en del af forklaringen. Cabal er konsekvente og sikre i deres håndværk. Det står dog som et ufravigeligt faktum, at de stadig mangler de forløsende skæringer, der gør, at man husker koncerten bagefter.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her