Forsmag på døden

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/31/bf/a7/-XTJ2773-9-1534804313.jpg
18. August 2018    

Kill-Town Death Fest vender stærkt tilbage, og hvis det forsætter som med torsdagens warm up-koncert, er der gode grunde til at glæde sig

Kunstner
Titel
+ Blood Incantation + Undergang + Bastard Grave + Ultra Silvam
Spillested
Dato
16-08-2018
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

I torsdags, tre uger før Kill-town Death Fest genoplives, blev der varmet op i Pumpehuset med en forsmag på Kill-Town-oplevelsen, som mange har savnet i de fire år, festivalen har været lagt i graven. Med både helt nye bekendtskaber, større bands fra undergrunden, sløv doom, hurtig smadder, svensk, amerikansk, dansk og japansk dødsmetal på programmet, så virkede opvarmningsdagen også som et lille brudstykke af den genoplivede festival. Kan den stadig? Efter opvarmningen er der i hvert fald håb forude.

Gode intentioner, mangelfuld levering
Første band på udendørs scenen var Ultra Silvam fra Malmö, et ganske ungt band med kun en enkelt demo udgivet. Med blod i hovederne, læderjakker og patronbælter var de klar til at nedslagte publikum med deres thrashede black metal.

Intentionerne er også gode. Deres sange er fyldt med potent trommespil, gode skift og meget energi. Desværre er lyden slet ikke med dem, mest af alt på grund af en dårligt indstillet guitarlyd. Meget af det, Ultra Silvam vil ud med, falder til jorden, når hverken riffs eller leads kan høres, med mindre bandet er nede i de sløvere tempi.

Forhåbentlig får bandet bedre styr på deres lyd i fremtiden, så man faktisk kan høre, hvad de spiller.

Svenskerdød lige efter bogen
Næste skud på stammen er ligeså svenske Bastard Grave. Her er tydeligt tale om et mere erfarent band. Der er styr på lyden, og deres old-school svenskerdød tromler gennem byhaven. Bandet spiller helt ufortrødent musik, der sagtens kunne have ligget glemt i Entombed eller Graves bagkatalog.

Og det gør sgu ikke det store. Bastard Grave gør, hvad de gør, til punkt og prikke. Det eneste minus hos dem er nogle temmeligt unødvendige og dårligt spillede guitarsoloer. Det er god energi og god stemning, skønt deres musik ikke er original.

Bastard Grave er et solidt bekendtskab. Om de kommer til at få mange afspilninger hjemme på anlægget er nok tvivlsomt, men det ville ikke være af vejen at se dem igen på en større scene.

Danske mudderdøds-darlings
Efter en lille pause, hvor der kunne sluges nogle fadøl, rykkede folket indendørs til den egentlige event og aftenens eneste danske band: Undergang.

Undergang er nok det mest profilerede danske dødsband. Når der skal snakkes dansk død i udlandet, så er Undergang sikre på at poppe op længe før nogle af de lokale mediedarlings. Efter fire album, flere internationale tours og en enkelt optræden i 'Go’ morgen Danmark' er det ikke uforståeligt, at der er godt fyldt op denne sommeraften

Bandet spiller noget af det med rådne og beskidte midttempo-dødsmetal i mands minde, lyden er intentionelt mudret ind i helvede, og vokalerne er nogle dybe bøvser. Det er både godt og skidt, for mens det giver bandet deres identitet, så er det også en balancegang imellem mudder og at kunne høre musikken. Og det lykkes ikke altid for dem. Så må man stå og forestille sig riffet i stedet. Det er egentlig ærgerligt, for med de nye medlemmer, Mads Haarløv på guitar og Martin Leth Andersen på bas, har Undergang aldrig spillet bedre.

Mudderet er ikke det eneste, da Undergang denne aften fokuserer på atmosfæren, og kun har rødt lys bagfra. Forsanger David Mikkelsen går aldrig ud af sin bøvsevokal, men forsætter med den mellem numrene. Det hele bliver lidt en seance for de indviede, der finder en særlig atmosfære i denne slags dødsmetal. Andre, der måske mest tænker, at det handler om tyngde og nakkemuskel-motion, må stå lidt tilbage og føle, at de aldrig helt blev inviteret ind, men var overladt til at stå på dørtærsklen.

Rumheltene vender tilbage
Så var tiden kommet til aftenens egentlige hovednavn, Blood Incantation. Efter bandet udgav den skamroste plade ‘Starspawn’ for to år siden, har de ikke ligget på den lade side. Hele tre koncerter i Danmark er det allerede blevet til med en fjerde på tapetet, når selve festivalen løber af stablen.

Modsat Undergang spiller Blood Incantation meget tydeligt og klart og lader tonerne skabe stemningen for sig. Det er også nødvendigt for at skabe den overjordiske sci-fi-lyd, bandet går efter, hvilket de gør til fulde. Bandet har tydeligt opbygget meget liveerfaring efter den store aktivitet og lyder fabelagtigt.

Selvom riffene er tekniske, og sangene snørkler sig rundt i sære opbygninger, taber de aldrig lytteren, men tør tage det ned i mere almindeligt dødsmetalterritorium. De rammer hele salen, og man kan knapt sætte en finger på noget hos dem denne aften. Blood Incantation rammer meget af det, som Timeghoul gjorde med de to demoer der gav bandet kultstatus i undergrunden. Det er en fryd at lægge øre til et band, der rammer den stil så rent, især fordi den ellers ikke er særligt berørt.

Forsanger Paul Riedls tidligere tendens til brok og mumlen var heller ikke et problem denne aften. Selvom manden er ret lavmælt mellem numrene, virkede han mere sikker i, hvad der skulle siges, og det blev ikke så uforståeligt, som det har været tidligere. Bandet var simpelthen i topform

Det eneste, der mangler fra dem nu, er noget mere materiale og et nyt livesæt. For nu har de alligevel spillet det samme sæt på dansk grund en del gange. Men kan de holde niveauet fra denne aften, så skulle der også meget gerne blive noget at se frem til. Og de, der ikke så dem denne aften, kan i den grad glæde sig til festivalen!

Tung og sløv japansk afslutning
Kill-Town Death Fest har en tradition med at lade festivalens sidste dag være dedikeret til det tunge og sløve. Måske var det derfor, japanske Coffins var aftenens sidste band, der med deres death doom hev stemningen fra stratosfæren og ned i graven. For selvom de er det band, der har eksisteret længst, så er det ikke noget band, der har opnået den helt store anerkendelse. Bandet spiller tungt og effektivt med gode riffs og opbygninger.

Med en enkelt guitar mangler Coffins dog noget leadarbejde til at give deres musik et atmosfærisk pift. Og når der faktisk spilles lead, så tabes den massive væg af guitar, der ellers giver musikken sin kraft. Det er svært at fange stemningen, og det lader til at være en opfattelse, der deles af mange i publikum, der begynder at trække udenfor under bandets lange sætliste.

Selvom Coffins er et sympatisk bekendtskab og spiller godt, så virker de lidt ligegyldige efter at have set Blood Incantation. Det, som gør doomdagen på Kill-Town speciel, er den udmattelse og træthed, der kommer efter flere dages festival og bands. Det er ikke rigtig indtrådt her, og Coffins virker derfor ikke om den rigtige afslutning på en mægtig aften.

Ultra Silvam: 2
Bastard Grave: 4
Undergang: 3
Blood Incantation: 5
Coffins: 3

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil