En progmetal-klassiker i revideret fokus
'Focus' fyldte 30 år i 2023. En plade, der mødte megen modstand i samtiden, men sidenhen har vundet klassikerstatus i progkredse - og er omdrejningspunkt for Cynics visit i aften.
1. Veil of Maya
2. Celestial Voyage
3. The Eagle Nature
4 Sentiment
5. I'm But a Wave to...
6. Uroboric Forms
7. Textures
8. How Could I
-------
9. Integral (akustisk)
10. Kindly Bent to Free Us
11. In a Multiverse Where Atoms Sing
12. Carbon-Based Anatomy
13. Adam's Murmur
14. Evolutionary Sleeper
Det er ikke ofte, Cynic har gæstet Danmark gennem årene. Mig bekendt er det, udover gårsdagens show i Aarhus, faktisk kun sket én gang siden gendannelsen i sidste halvdel af 00erne, hvilket var en fantastisk aften på Templet i Lyngby – vist den eneste gang, jeg nogensinde har set Jonas Bjerre (sanger i Mew) både headbange og løfte hornene i vejret, hvilket velsagtens siger lidt om Cynics crossover-appeal.
Dengang debutten udkom i 1993 var deres arty take på metalgenren med jazzy flairs og vocoder-vokal ikke velset, og Cynic valgte derfor hurtigt at lægge bandet på is, for først at genopstå 15 år senere. Gendannelsespladen 'Traced in Air' (2008) er en mere end værdig en af slagsen, der desværre står lige lovligt meget i skyggen af historien om 'Focus', men sidenhen har det desværre været så som så med kvaliteten fra Cynic-lejren. At det derfor er den fulde 'Focus'-pakke, der venter i aften, skal de absolut intet have at høre for, når nu vi har ventet så længe på at få Cynic til landet.
Allerførst venter der dog et andet gensyn, i form af Cryptosis. De hollandske prog-thrashere, der i 2021 udgav deres hidtil eneste album, den ambitiøse 'Bionic Swarm', hvis udgivelse vi har fået lyttet op på siden de supportede Vektor i Roskilde året efter. En forrygende plade, der veksler mellem det højenergiske og de mere stemningsfulde afbræk, og det er da også fortsat den plade, der med én undtagelse får den fulde opmærksomhed på sætlisten i dag. 
Cryptosis
Denne gang uden musikvideoer til at underbygge deres dystopiske sci-fi univers, men musikken bærer snildt bandet frem fra første hug, i den hyperintense åbner 'Decypher', med komplekse opbygninger, der dog aldrig bliver for fortænkte. Laurens Houvasts smittende energiniveau i front, inklusiv soli galore, får pulsen i vejret med det samme, og er en vigtig årsag til, at de kommer så godt udover scenekanten, i modsætning til den lidt stillestående bassist.
Egentlig imponerende, at en trio kan producere så komplekst et univers uden at tabe tråden undervejs, men Cryptosis forstår allerede på debuten at skrive sange, der går ind på nethinden uden at falde ind i en forudsigelig rille, der går i eet med tapetet. Som fx 'Prospect of Immortality', et tidligt højdepunkt for aftenen, hvor tempoet bygges op fra den doomede intro, til vi et minut senere står med armene i vejret, da lette guitarhug fører os videre fra det ene crescendo til det næste. Der kan næppe være nogen i aften, der ikke går herfra i aften og har skrevet Cryptosis bag øret.
Det progressive fundament ligger bestemt heller ikke Obscura fjernt, omend de afgjort også er det mest tekniske indspark for i aften. 'Cosmogenesis' indvarslede deres gennembrud i 2009 med højt tempo, hidsige skalaforløb og stålklar produktion – og det er i bund og grund også trademarks for alt det, Obscura har bedrevet siden.
Obscura
Alt står dog knap så knivskarpt i aften, nu hvor vi ikke befinder os i Pumpehuset store sal, men til gengæld i den lidt dårligere akustik i stueetagen. Ikke optimale rammer for et band, der opererer med en i forvejen absurd høj tonedensitet, og hvor de enkelte dele nemt kan fortabe sig i lydmuren, hvis ikke vilkårene er derefter. Bedst går det, når Alex Weber går i fuld jazzmode på den båndløse bas, omend det dog primært bundfælder sig i de passager, hvor resten af bandet trækker sig tilbage. Eller da de tidligt i sættet, i 'Emergent Evolution' fra forgængeren 'Diluvium' (2018), midlertidigt går ned i et laidback classic rock-pace, og hvor Steffen Kummerer (guitar/vokal) lige får os med ind i groovet i en enkel håndbevægelse, før vi fra det ene øjeblik til det andet er tilbage i det tekniske gear.
Kreativiteten peaker på et velspillet take på 'Orbital Elements', der dog også må tage til takke med nuancer, der fortaber sig i salen, mens meget af resten af koncerten går efter Kummerers mantra:
"Time for more blastbeasts, more shred!"
Gassen går ud af ballonen efter en halv time, og når de har 55 minutter at gøre godt med er det unægteligt alt for meget af det gode. For mig bliver deres take på tech/progdød hurtigt for formularisk og mekanisk at lægge ører til – og selv hvis du måtte være mere positivt indstillet for den slags må det have smagt blodfattigt i aften, i disse lydmæssige rammer. Obscura er tjent med bedre, uanset om du er fan af dem eller ej.
Nu er det dog Cynic, vi er kommet for i aften. Eller rettere, Paul Masvidal & co. I lyset af tabet af både Sean Reinert (trommer) og Sean Malone (bas/Chapman stick), der begge døde i 2020, er der store, musikalske sko at fylde ud – og det er nok de færreste her, der egentlig ved forinden, hvem der assisterer Masvidal i denne Cynic-konstellation.
'Focus' er bestemt heller ikke en nem plade at gengive med alle dens fusions-venlige twists 'n' turns, men efter en halv times sceneopsætning lægges der ud med 'Veil of Maya', og masser af lækre drumfills og jazzede undertoner fra Matt Lynch. Scenen dækkes i tågeslør, Masvidal selv med en hue godt trukket ned over hovedet, mens vocoder-effekten på hans vokal sætter den helt rette tone fra dengang. De fusionsladede indspark får i flere tilfælde lov til at fylde lidt mere, mens små, pulserende interludes af trommer og buddhistiske OM-mantraer ikke blot ender ud som fyld, men rent faktisk giver nyt liv til debuten. Bedst fungerer deres funky take på 'Sentiment', hvor Brandon Giffin ubesværet får lov at demonstrere sine basschops, mens 'How Could I' stadig er kronen på værket til at runde pladen af, perfekt bygget op og med militant præcision fra Lynch bag trommerne. En tidsløs perle i progmetal-verdenen, og ovenpå den del af sættet må vi blot tage hatten af for stadig at føre debuten fornemt videre her på sit 30. år, og bygge lækkert videre på nuancerne uden at tabe det hele på gulvet.
Skal man indsige noget mod den del, så skulle det da være Masvidals valg af også at snakke til publikum med samme vocoder-effekt.*–* jeg er med på "den røde tråd" and all, men altså - vi forstår ikke hvad du siger?!?
Cynic
Nuvel – et lille ekstra sæt får vi også, hvor tågen fortager sig, mens Masvidal dedikerer en akustisk udgave af den sublime 'Integral Birth' til Reinert og Malone. En rørende overgang til bandets nyere repertoire, hvor Masvidal har taget nogen af de lidt tungere nedpluk, ikke alt for verdensfjernt fra 'Focus'-stilen. Som i den lidt forglemmelige 'In a Multiverse Where Atoms Sing', der desværre ikke vinder yderligere i live-formen, mens den mere ligefremme melankoli i titelnummeret fra 2015s 'Kindly Bent to Free Us' til gengæld viser andre, indfølte sider af, hvor Cynic befinder sig den dag i dag. 'Evolutionary Sleeper' udvikler sig til lidt af en sing-along forrest i salen, med stærke bånd til debuten, og således er koncerten perfekt rundet.
Det er en kunst at kunne spille så arty metal på så organisk en måde, så det hele pludselig fremstår mere sammenhængende, uden at tage noget væk fra den oprindelige ligning. Hvis man selv måtte være af opfattelsen, at Cynic virker lige lovligt meget som quirky thinking-man's-metal, så brød de ned på den mur i aften, og det var koncertens absolutte styrke – en oplevelse, jeg hellere end gerne tager en gang til i august, når de spiller på Brutal Assault.
Cryptosis: 4
Obscura: 2
Cynic: 4