Copenhell 23: En god opvågnen
Gehenna var kun lige stået op, og Dirt Forge skulle vække os blidt, men insisterende. Og det gjorde de. Både med brøl og ild, men også med fin sans for dynamik.
Stoner- og sludgemusik kan være rigtig fedt. Det kan også være dybt derivative bands, der forsøger at være Sleep eller whomever, og så er det simpelthen så kedeligt at høre på. Heldigvis er Dirt Forge tre voksne mennesker, der har brugt tid på at få sig en musikalsk personlighed, og det gør deres musik både mere interessant og mindre kategoriserbar. Tak for det!
‘Highest Low’ var et klart højdepunkt under den 45 minutter lange koncert. Det seje groove i 7/8-takt føltes ikke forceret, og det var faktisk, som om nummeret fik et ekstra skær af organisk elegance i liveversionen i forhold til pladeversionen, som bestemt ikke er dårlig. Et minus var det dog, og det gjaldt sådan set hele koncerten, at Alexander Kolbys vokal lå lidt langt nede i mixet. Det gik især ud over hans rene vokal, som til tider næsten helt forsvandt. Ærgerligt, for han er en god og udtryksfuld vokalist. Til gengæld var lyden god på alle andre af musikkens elementer.
Den udbredte brug af phaser (eller en lignende modulationseffekt) på guitareren gav til tider, sammen med de mellemøstligt klingende skalaer, der dukkede op, et psykedelisk præg, som jeg egentlig som udgangspunkt ikke er særligt vild med, men som her fungerede udmærket i sammenhængen, især måske fordi samspillet mellem de tre bandmedlemmer var forrygende. Her må jeg især fremhæve trommeslager Nicolai Lomholt, hvis spillestil er hårdtslående, men på en organisk flydende måde, som både klæder musikken godt, men også bare generelt er rar at høre på.
Koncertafslutteren, den stort anlagte ‘Miscommunission’, var lidt som en Maggi-ternming af bandets musikalske spændvidde. Vi kom højt op at flyve på smukt svævende klange fra både Yannick Kristensens synth og Alexander Kolbys guitar, men vi kom også helt ned i knæene med en knugende tyngde i de groovy, men koldt nedslående riffs – og her mener jeg nedslående som, at grundstemningen i musikken ikke er opløftende, ikke at det var en nedslående oplevelse at høre Dirt Forge åbne Gehenna. Tværtimod.