Copenhell 23: Energi og smil i den sidste sol
Engelske Employed to Serves metalcore var ligetil og let at gå til; den blev serveret med et smil, og publikum kvitterede med imødekommenhed.
Fra Woking i England, lidt syd for London, fik vi Employed to Serve, en kvintet med fire album bag sig med metalcore af den let melodiske slags på. Onsdag spillede de aftensolen ned på Pandæmonium-scenen på Copenhell.
Der blev lagt for med en båndet intro fra 'Universal Chokehold'. Det gik klart igennem, lød godt, og det forførende riff lovede noget, som i første omgang ikke blev indfriet. Lige så snart guitarer, trommer og bas gik på, blev vellyden afløst af en noget rodet lyd. Guitarist og sekundær vokalist Sammy Urwin kunne dog for sin del godt få det nu mere distortede, catchy introriff klart nok igennem, og han signalerede dermed, at det hele nok skulle gå alligevel. Og han blev i det hele taget en hovedperson på lige fod med bandets frontkvinde.
I det hele taget bemærkede man Urwins tilstedeværelse positivt flere gange. For det første klædte hans rene vokal den primært råbende vokal fra vokalist Justine Jones. Det var forfriskende, at han ikke kom med skønsang i flødesovs a la Howard Jones i Killswitch Engage, for det er der alligevel ikke mange, der kan, og det ville have slebet bandets udtryk ned. Der var alligevel en fin balance med melodi i flere passager. I stedet var der en let råhed bibeholdt i den rene vokal, så den gav et touch af melodi og bibeholdt den samlede energi i Employed to Serves musik. Og det var det vigtige krydderi, der gjode, at Justine Jones noget ensformige krydderi netop passede godt til musikken. Hun serverede den aggressive råbevokal, alt imens hun vandrede fra side til siden af scenen, livligt gestikulerende og med hvert et spyttende råb afsluttet med et smil.
Der var nemlig masser af humør og glæde i præstationen fra englænderne. Den rodede lyd kom ret fint på plads, selv lilletrommens noget bastanke donk-lyde fandt bedre vej ind i mixet, selvom den aldrig blev så insisterende, som man havde kunne have håbet for at give agressionen det sidste spark fremad. Bedre lyd betød også bedre feedback fra publikum. Musikken vandrede fra det tunge med et par breakdowns til hidsigt tempo med trommesmadder.
Der var en god håndfuld riffs, som var ekstra skarpe, særligt med de lækre fingerfærdigheder, der indimellem som et hurtigt krydderi frembragte sært støjende lyde fra Urwins guitarspil. Detaljer, som virkelig hævede barren. Viljen, lysten og den klare glæde over publikumsresponsen blev større end de sange, som bandet rejser rundt med. Det er ganske fine sange, men stadig et stykke fra dét, der vil kunne hæve bandet til de endnu større scener. Koncerten tog for alvor fat, da Justine Jones udnyttede glæden ved et Copenhell-publikum i godt humør og dikterede moshing og crowdsurfing. Hun fik som befalet, som var det publikum, der var employed to serve.