Dansk dystopi, internationalt format Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/4f/23/e8/-XTJ4988-50-1508243882.jpg
16. Oktober 2017    

Endnu engang må vi bekræfte, at Kellermensch er gjort af et helt særligt stof. Den intime setting på Lille Vega skabte plads til mere kontakt med publikum, og vildskaben fik frit flor.

Kunstner
Titel
+ Bellhound Choir
Spillested
Dato
14-10-2017
Genre
Trackliste
1. Atheist In A Foxhole
2. All That I Can Say
3. How To Get By
4. Don´t Let It Bring You Down
5. Mediocre Man
6. Rattle The Bones
7. Black Dress
8. Remainder
9. Pain Of Salvation
10. The Day You Walked
11. Moth
12. Lost At Sea
13. 30 Silver Coins
14. Army Ants
15. Bad Sign
16. Moribund Town
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Det er som bekendt ikke alt fra Esbjerg, der lugter af fisk. I det hele taget har vi ved adskillige lejligheder, senest for blot tre måneder siden på Roskilde Festival, fået bekræftet, at kældermenneskerne er i en liga for sig, og det var ganske sigende, at billetterne til denne eneste koncert i København på touren, som var på Lille Vega, havde været udsolgt siden maj måned. En opgradering havde været oplagt, og efterspørgslen taget i betragtning kunne de sikkert også godt have solgt Store Vega ud. Måske sværger de mere til den intime setting. Det var i hvert fald især dét, der gjorde denne koncert til en mere voldsom og direkte energiudladning end under de knap så ydmyge rammer på Arena-scenen på Roskilde.

Inden vi dog fik glæden af dette gensyn, havde Anders Bøtter budt publikum ind til præ-artist talk med gruppen i den tilstødende sal. Tanken er for så vidt fin. Et fremadstormende band får lejlighed til at tale om deres længere kunstneriske krise forud for deres andet album, 'Goliath', der var syv år undervejs. Resultatet var dog lidt pauvert. Uden et podie var de blot placeret i hjørnet af salen, og med lav lyd og hvad der virkede til at være manglende interview-erfaring, druknede snakken fuldkommen i mumlen og gulvknirken.

Nuvel, vi var jo heller ikke bare kommet blot for en sludder for en sladder. Der var også musikalsk opvarmning i form af Christian Hede Madsens soloprojekt Bellhound Choir. Sjovt valg af support, kunne man mene, men som han selv pointerede, var hans album produceret af forsanger Sebastian Wolff fra Kellermensch, og han lagde da også ud med at fremhæve esbjergenserne som et af hans absolutte yndlingsbands. En bemærkelsesværdig udmelding, for Bellhound Choir er vitterligt gjort af et helt anden stof, med blot én mand, en guitar og klassisk singer/songwriter-feeling på repertoiret med vægt på det fintfølende og skrøbelige.

Madsen er unægtelig en stærk guitarist og inkluderer både spontane strukturer og slide-guitar i sættet. Oh al respekt for at tage scenen ene mand og give sig tid til disse dybtfølte sjæleeskapader. Hvad han dog mangler i den forbindelse er at komme rigtigt ud over scenekanten, og når sættet ikke nogen sange, der for alvor stikker ud, Bellhound Choir en statisk affære. Også fordi man med alle de rette intentioner står foran et publikum, der utålmodigt afventer dagens hovednavn og har mere travlt med at snakke end at lytte. Han melder da også hurtigt ud, at vi må tale lige så tosset vi vil, så længe han får lov til at blive ved med at spille. Den udmelding fik desværre blot publikum til at tale endnu mere, og dommen må være, at Bellhound Choir ikke kom til sin ret under disse forhold foran det fadølslystne publikum.

Glæden var til gengæld stor, da forsanger Sebastian Wolff entrerede scenen, og 'Atheist in a Foxhole' lagde for med den repetitive, nærmest mantra-agtigt opbyggende korsektion. Imponerende hvordan Kellermensch kan klemme så mange musikere ind på den lille scene, og hver musiker gør da også sit til at fylde scenen ud fra første sekund. Især bassist Claudio Wolff Suez er værd at fremhæve med sit kølige udtryk og evindeligt højtspændte rem, som han marcherer scenen tynd med gribebrættet rettet mod publikum som et gevær, mens Christian Sindermanns aggressive brøl ud over scenekanten som afveksling fra den tilbagetrukne position bag trædeorgelet også sparker godt gang i de forreste rækker. Deres aggressive take på Neil Young-balladen 'Don´t Let It Bring You Down' gør stadig lige præcis det, som et cover skal gøre, nemlig at vise respekt for originalen og samtidig sætte sit helt eget præg på sangen, med Wolff, der tæsker løs på tamburinen, mens guitaren traver tung afsted, grænsende til det doomede.

Det virker nærmest absurd at følge den op med den umiddelbart mere enkle hitbasker 'Mediocre Man', men Kellermensch er lige præcis et af den slags bands, der især kommer ind under huden live versus på plade, og den nærmest dogmatisk banale tekst om det middelmådige liv forstærkes af den tunge bas og den harsk insisterende vokal fra Wolff. Kellermensch forener det smadrede og det melodiske udtryk helt problemfrit, og deres sorte garderobe bekræfter deres hang til den mørke rock med momentære afstikkere over i det mere metalliske, som i 'Rattle the Bones' eller 'The Day You Walked'. Nils Grøndahl på violin har det muligvis lidt nemt her, hans vante solo-ekskursioner ud i det mere eksperimenterede taget i betragtning, men han bidrager til at give sangene den lyd, de fortjener.

Vi bliver forsøgt spist af med 'Army Ants' som sidste nummer, men afslutningsvis lader Wolff sig bære af publikum gennem hele første ekstranummer, 'Bad Sign', inden den obligatoriske 'Moribund Town' lukker og slukker med den hypnotisk insisterende outro, ægte og punchy, hvor Suez igen truer publikum med sin bas og stålsatte blik. 'Goliath' er givetvis en mere P3-venlig størrelse i forhold til den mere dramatisk støjende debut, men der skal ingen tvivl herske om, at Kellermensch live anno 2017 fortsat er en vild, utæmmet størrelse, som tryllebinder publikum med deres nærmest orkestrerede opbygninger og stærke vokal fra både Wolff og Sindermann.

Indtil videre har vi næsten Kellermensch for os selv herhjemme - hvor længe mon det kan vare?

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her