Forløsende growl

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/5c/2a/9f/-DSF7022-32-1444687703-44-1445286044.jpg
18. Oktober 2015    

Det var lyden, der trak ned i vores anmeldelse af Paradise Lost, da de for nylig spillede i Malmø. Og selvom lyden da også havde nogle få mangler i Pumpehuset, så var det nærmest en forløsende koncert, hvor bandet endelig var uhyre skarpe på dansk jord.

Titel
+ Lucifer
Spillested
Dato
17-10-2015
Genre
Trackliste
No Hope in Sight
Widow
The Painless
Terminal
Erased
Praise Lamented Shade
Victim of the Past
Enchantment
Flesh from Bone
Beneath Broken Earth
As I Die
Requiem

Return to the Sun
Faith Divides Us - Death Unites Us
An Eternity of Lies
Say Just Words
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
4

For 20 år siden på den præcis samme scene oplevede undertegnede for første gang Paradise Lost. Det var samtidig første metalkoncert med et udenlandsk band, og selvom det i teenagetidens forvirrende rus automatisk burde have været dømt som en fremragende koncert, så var det det ikke for mig. Måske der allerede var en mavesur anmelder in spe gemt i mig? Ikke desto mindre har det britiske band desværre gang på gang skuffet mig, og forventningens glæde har været på et meget lille sted, når jeg siden har set bandet.

Men denne gang var det anderledes. Med det fremragende 'The Plague Within' ude og en frontmand, der ikke bare på den skive, men også hos Bloodbath har fundet growlet frem igen, og med en Gregor Mackintosh, der med Vallenfyre også viser stor kærlighed for den mere støjende ende af metallen, så var håbet atter på plads. Var det nu tosset igen at glæde sig til en Paradise Lost-koncert, når nu de tidligere koncerter bedst huskedes for spinkel vokal og meget lidt aktivitet på scenen, ofte iklædt ikke alt for god lyd?

Desuagtet var håbet og forventningen om en god koncert kommet med ind ad døren på det historiske københavnske spillested. Og denne gang var der ingen skuffelse at spore. Som et ironisk svar til anmelderen og i øvrigt helt forventet lagde bandet ud med 'No Hope in Sight' fra det nye album, og allerede ved første sangskift fik bandet vist, at der sagtens kunne balanceres mellem dystre, growl-bårne sange og sange med højere tempo og Hetfield-agtig vokal i 'Widow'. Ja, selv 'Erased' passede nogenlunde ind i lydbilledet efter fomidable 'Terminal' fra den nye skive.

Feststemning

Det gik dog ikke helt uden lydproblemer. Aaron Aedys guitar skrattede og hakkede lidt i de første numre og var samtidig en kende for høj, så det var svært at høre, når Gregor Mackintosh på den anden guitar spillede melodier henover akkorderne. Problemet blev hurtigt løst, men der var flere af melodistykkerne, som det krævede et ekstra vågent øre at få hørt for alvor, uanset hvem af guitaristerne der stod for dem. Til gengæld sad resten, og det var en fornøjelse at få så meget lækker bas i mixet også. Også selvom herren bag som den eneste på scenen denne aften virkede en smule tilbageholdende med smil og store armbevægelser.

For begge guitarister rockede, ja, til tider nærmest dansede de til musikken og sang med på sangene. Ikke fordi de behøvede det, for Nick Holmes med mikrofonen gjorde det selv i fremragende stil denne aften. Måske blot fordi det var lørdag aften, og publikums glade stemning smittede? Hvis man var i tvivl om, hvorvidt growlene stadig kunne leveres med præcision og dybde, så blev tvivlen gjort til skamme. Og ikke bare i de dybe toner, for den rene sang fungerede også fuldt ud i sange som 'Enchantment' og afslutteren 'Say Just Words', der rundede et show af på toppen, hvor folk i den grad godt ville have haft mere. Det fik man ikke, men i stedet var det halvanden time i fantastisk selskab som forløsning på en lang række Paradise Lost-koncerter, der ikke helt har leveret som forventet.

Endelig blev undertegnedes halvskuffende oplevelser med bandet afløst af noget, som var det fantastiske band værdigt. Det var, som om growlet har reddet bandet, og når den ekstra spilleglæde, det har givet, at bandet igen flirter med den mørke, dystre og brutale, samtidig også smitter af på de mere poppede elementer som 'Erased' og afslutteren 'Say Just Words', så er det bare stærkt. Simpelthen stærkt.

Uden horn

Før englænderne gik på scenen, var der opvarmning ved tyske Lucifer. Et frisk bandnavn, som man kan undre sig over har stået ledigt så længe. Det var udmærket at drikke øl til og mindes den okkulte rock og metal, som den er blevet fortalt i 70'erne af fx Black Sabbath. Men den kære Lucifer virkede lidt amputeret, når det kom til for alvor at bide fra sig.

Lyden var ellers god, og der var en håndfuld fede riff undervejs, selvom flere af dem havde den ulempe, at det mindede om noget, man havde hørt før. Vokalen fra den dansende frontkvinde var stærk, som en kontrolleret Ozzy, og den gjorde sit arbejde, men heller ikke meget mere. Hun og bandet så ud til selv at være meget ydmyge angående det at være opvarmning.

Til sidst, da afslutningen kunne øjnes, kom der ellers lidt mere gang i musikken. Trommeslageren begyndte at svinge sit garn, hvilket var en passende forandring sammenlignet med den stille mumlen, der mindede om dyb koncentration tidligere. Numrene 'Morning Star' og 'Izrael' havde lige netop det, der skulle til, for at placere en nysgerrighed efter bandets musik i lytteren, og så var opgaven jo ikke helt spildt. Men i sammenligning med hovednavnet var det desværre ret anonymt.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her