RF 23: En fucking bluesgang
Populær
Electric Wizard mindede os om, at man ikke behøver mere end en bluesgang til at lave en knusende god koncert.
Det var tid til undertegnedes hovednavn torsdag aften, og i den forbindelse havde mig og vennerne da også gjort en gedigen indsats for at styrke oplevelsen med sansemanipulerende virkemidler. På den vis havde vi da også fra start af sænket paraderne, men efter nærmere eftertanke var det ikke bare vores tilstand der gjorde oplevelsen af de engelske kult-stoner-doomere fantastisk, for de spillede virkelig overbevisende godt.
Skævt og tight
Jeg må indrømme, at jeg faktisk kun rigtig har hørt det legendariske album, 'Dopethrone', og derfor var der egentlig ikke så meget af sætlisten jeg kunne genkende. Det var dog bedøvende ligegyldigt, for de enkle og catchy riffs blev leveret med en helt vild musikalitet fra bandets side. Trommeslageren og bassisten spillede med et konstant drag der gjorde riffsene endnu tungere og mere groovy end musikken er i sig selv. Dette tonstunge drag blev ovenikøbet forstærket af rytmeguitaristen, Liz Buckingham der hele tiden lavede opadgående Tony Iommi-slides, der hver gang ramte akkorden lige på slaget som en metronom.
Og det er netop der Electric Wizard demonstrerer, at de har en plads på den absolut øverste hylde af stoner-doomkunsten. For det er jo teknisk set ikke svært at spille deres musik, men kunsten ligger derimod i at præstere det enkle materiale med kæmpe musikalitet. Og det må man sige at de gjorde, så det blev umuligt ikke at stå og headbange konstant med hinanden om skuldrene og hver vores grimme stankface. Det var åndssvagt, så fedt vi kunne have det over, hvad der bare var en fucking bluesgang.
Groovy kaos
Det var svært at høre Jus Oborns vokal, men det gjorde egentlig ikke noget. For sammen med hans vederstyggelige fuzz-guitar og rodede lead-spil, dannede han et klamt og smadret kaos som fundament for de ellers utroligt tight og præcist eksekverede mukkertslag, som resten af bandet fik os til at slynge garn, hatte, skæg og isser til.
Afslutningsvis fik vi kæmpehittet ’Funeralopolis’, der da i hvert fald må være på top ti over bedste doom-riffs nogensinde. Derfor blev det også totalt ekstatisk og forløsende da det jo er et vanvittigt nummer at slutte af på, for hovedriffet er ikke bare catchy som fanden, men outroen får også bandet til at vise sig fra en vildere side, da tempoet bliver sat op og det går helt bananas. Hver gang man kiggede op med den opadgående bevægelse med hovedet fra at headbange, kunne man se det faste Roskilde-inventar af en ko der bliver bollet af et rumvæsen stå og skygge for det psykedeliske baggrundsshow på scenen. Det var helt uvirkeligt – fedt.