RF 23: En god første date
Anmelderen havde en god første date med Siamese og måtte endnu engang erkende, at med fordomme kommer man ikke ret langt.
Det var fattigt med metal på årets Roskilde og derfor var det lidt min tanke, at Siamese var “bedre end ingenting”. Havde der været konkurrence om min tid, var jeg nok ikke taget afsted – men jeg er virkelig glad for, at jeg faktisk tog forbi Avalon, da Siamese havde sin debut på Roskilde Festival. 10 år tog det, før bandet fik lov til at spille på Danmarks største festival, og det' selvom de har spillet store shows på fx Copenhell.
Jeg starter med en indrømmelse. Jeg har i årevis været hardcoded til ikke at kunne lide Siamese. Numetal var bare ikke rigtig kosher i min vennekreds, hverken på denne eller den anden side af Storebælt. Det er jo på sin vis lidt trist, men nok også ret menneskeligt. Jeg er heller ikke fan-fan efter koncerten på Roskilde, og kommer nok ikke til at storme ned til pladepusheren efter seneste udgivelse, men jeg kommer bestemt til at se Siamese live igen, for de kan et eller andet. Uanset om man køber præmissen for deres musik eller ej, så er kompositionerne af høj kvalitet, der er tænkt over detaljerne, ikke mindst når violinist Christian Hjorth Lauritzen får lidt plads at boltre sig på. Forsanger og hjernen bag projektet, Miza Radonjica, synger fremragende og hele bandet er godt sammenspillede og rigtig tight, godt indpisket af tøndetæmmer Villads Berg med Morten Bo Jakobsen på bas som rygstød.
At sige at teltet var fyldt ville være en overdrivelse, men flere og flere kom forbi og en hel del blev hængende – og på en festival er det nærmest det bedste skudsmål man kan få, når man ikke er hverken hovednavn eller placeret centralt i programmet. Siamese spiller nu-metal. I en meget ren form, kammende over i det ret poppede. Men det fungerer fremragende under en teltdug på en regntung lørdag, hvor mange lod til at have et stort behov for at danse. Danse med hovedet på de forreste rækker og vippe med foden lidt længere nede, men hele teltet var lutter smil, og det var en ret samlende oplevelse. Vi var mange slags - også indenfor metallens mørke subgenrer, men det lod til at alle havde en fest.
Og med det in mente, så virkede det som en klokkeklar fodfejl at bringe en vokalist nummer 2 på scenen i form af Benjamin Julien fra Daze of June. Væk var Radonjica's ret uprætentiøse optræden, og på var der maskulin slagsbrorsenergi af den slags man typisk går udenom, når man møder den på en bar. Han gjorde vel det han skulle, og det lød som om det var med vilje, men det virkede så uendeligt malplaceret og gav alt det fine ved Siamese en grovfil den forkerte vej.
Kontraster virker typisk rigtig godt, når vi er ovre i den poppede ende af metallen, men her virkede det bare ikke rigtigt. De forreste rækker vil nok være uenige. Moshpitten kom rigtig godt igang, da Julian kom på scenen, men det generelle indtryk fra min position var, at det trak koncerten ned – og det er jo lidt trist med tanke på, at jeg netop var blevet så begejstret over at have lagt vejen forbi.
Men alt det til side: Siamese gik sejrende ud af Avalon-teltet på Roskilde Festival, men med programmers udvikling in mente kan det nu godt være, at de skal presse nogle andre festivaler mere på maven, så der ikke går 10 år før de kommer ud til det lidt bredere publikum – de kan bestemt godt løfte opgaven.