Naivitet og stjernestunder
Populær
Scorpions havde suveræne stjernestunder, men også et til tider vaklende flow, da de gav koncert for omkring 10.000 mennesker en mandag i Royal Arena.
2. Make It Real
3. The Zoo
4. Coast to Coast
5. Seventh Sun
6. Peacemaker
7. Bad Boys Running Wild
8. Delicate Dance
9. Send Me an Angel
10. Wind Of Change
11. Tease Me Please Me
12. Rock Believer
13. New Vision
14. Blackout
15. Big City Nights
Ekstranumre:
16. Still Loving You
17. Rock You Like a Hurricane
Da jeg var barn og ung i 90'erne, var det svært at finde et band, der blev regnet for mere kiksede end Scorpions. De var gamle, de havde haft hittet 'Winds of Change', og deres let metalliske hard rock med store omkvæd og ditto lyd var antitesen til alt, hvad musikjournalister mente musik skulle være i 90'erne.
Da jeg taler med en kollega og siger, jeg skal til Scorpions-koncert, ser han på mig, som om jeg er idiot. Men musikjournalisterne løj, og kollegaen aner ikke, hvad han taler om: Scorpions var bare så uheldige at spille en genre, der pludselig blev regnet for ikkestueren, og det har deres image kæmpet med siden, uagtet at de altså har leveret hard rock af høj klasse i over 50 år.
Denne aften i Royal Arena er det tydeligt, at der er mange, der er ligeglade med, hvad ignoranter går og mener om Scorpions. Der er vel knap 10.000 til stede i salen på en mandag; såvel folk, der har holdt ved siden siden i hvert fald 80'erne, som overraskende mange yngre, nytilkomne fans.
Scorpions' kerne er oppe i årene – bandleder Rudolf Schenker er 74, sanger Klaus Meine 75, leadguitarist Matthias Jabs en årsunge på 67. Meine er den, som alderen trykker mest. Stemmen kan ikke nå samme højder som tidligere, fraseringerne i versene sidder ikke lige i skabet, og benene er lidt stive. Schenker – iført grimme solbriller og smagløs cowboyhat, der får ham til at ligne en eurodance-cowboy – virker mindst påvirket, drøner rundt på scenen som en skoldet skid, et sandt energibundt. Jabs i lædervest, bar mave inde under, hamrer lead efter lead af.
Alligevel er det, som om både Scorpions og publikum skal varmes lidt op. De tre første numre er i hvert fald lidt gumpetungt spillet, og kun i omkvædet til 'The Zoo' løfter sig lidt. Utroligt nok skal der et instrumentalnummer til, 'Coast to Coast', før Scorpions for alvor kommer op i gear. Måske har Meine fået lidt luft, måske har de fået spillet sig varme, men 'Seventh Sun' (fra seneste album, 'Rock Believer'), der trækker tråde til 70'ernes Scorpions, og 'Bad Boys Running Wild' er det første, der rigtig får mig (og Scorpions selv) op at køre.
Når Scorpions i 90'erne blev regnet for så umådeligt kiksede, handlede det også om en vis naivitet. Gamle mænd i læder og bare læderhudsmaver. At man insisterer på trommesoloen til koncerter (selv i hænderne på Mikkey Dee er dette element overflødigt). Klichéer om at være klar til at rocke. At man helt uden distance kalder et album for 'Rock Believer' (titelnummeret derfra et af de stærkeste kort denne aften). Guitarer med påmalede enarmede tyveknægte og påskriften Las Vegas. Den ublu hengiven sig til det store omkvæd. Og at man dedikerer 'Wind of Change' til det ukrainske folk – for efterfølgende at hengive sig til at rocke videre uden eftertanke.
Det kunne da også være grelt kikset, men der er også noget sært rørende og uskyldigt over det. Scorpions virker sært blottede for kynisme. En ren og intakt tro på, at musikken kan bygge broer mellem folk, troen på rockmusik som en frigørende kraft. Denne rockmillionærnaivitet er helt ude af trit med tiden, og måske derfor virkede det også sært forfriskende, decideret rørende i 'Wind of Change', som uanset 90'er-traumer er og bliver en af de største, mest effektfulde powerballader nogensinde.
Men Scorpions har også en tendens til at ødelægge flowet i koncerten med hyppige instrumentalnumre efter 3-4 sange. Hver gang man synes, at nu kører det, nu koger salen, så kommer der en guitarsolo, en bas- og trommesolo, en trommesolo. Det er sikkert på grund af alderen, en lille pause og lidt massage, og det er egentlig helt fair og måske et vilkår ved en koncert som denne. Men det betyder også, at Scorpions mister et ellers strålende momentum, og det trækker ned i det samlede indtryk. Også selvom 'Blackout' efter en af de instrumentale pauser virker som en eksplosion. Sådan som Meine holder mikrofonstativet frem, og Schenker drøner rundt med røg fra et udstødningsrør påsat guitaren, føles Scorpions som ren naturkraft, som den orkan, de slutter af med i 'Rock You Like a Hurricane'.
Flotte stjernestunder, men også en noget ujævn præstation, der til gengæld var fri for de kynisme, man nogle gange kan føle ved at være vidne til de helt store bands' tourmaskineri.