SB '17: Finsk og fantastisk
Med sidste års gennembrud 'Winter's Gate' i ærmet var Insomnium længe ventet, og pladsen foran scenen var proppet. Men bandet dykkede længere tilbage i historien med stor succes.
2. While We Sleep
3. Change Of Heart
4. Only One Who Waits
5. Revelation
6. The Killjoy
7. Against The Stream
8. Ephemeral
9. The Promethean Song
10. Mortal Share
11. Weighed Down With Sorrow
Finland har alle dage haft en bemærkelsesværdig tæft for god metal af enhver art. At Insomnium mest af alt lyder som et symfonisk band fra Göteborg-skolen, er så en helt anden sag, men spille, det kan de, og skrive storladne kompositioner, det gør de!
På sidste års 'Winter's Gate' valgte de at skrue op for ambitionerne og lave deres eget take på Edge of Sanitys 'Crimson' ved at lave en plade med ét nummer på 40 minutter, delt op i syv passager. Det kom nok lidt bag på dem, at det var det, der skulle til for at få deres navn udbredt, men fordi det er svært at tage enkelte brudstykker ud af helheden er det ikke altid lige til at inkludere materiale fra den live. På trods af coveret fra 'Winter's Gate' som scenetæppe var det således bagkataloget, vi fik serveret denne aften på T-Stage, og det var der al god grund til at glæde sig over.
Ikke fordi pladen er hypet, men fordi der er så meget godt gemt i gemmerne, især fra den foregående 'Shadows of the Dying Sun', som indtog en dominerende plads i sætlisten. Skabelonerne er for så vidt ret gennemgående, men den måde, guitaristen og bassisten spiller op til hinanden på, ryg mod ryg, mens de lirer det ene harmonisk synkoperede mellemstykke af efter det andet, skiller det hele ad igen, bygger op igen og pludselig vender tilbage til et tema fra før minutter før, er grænsende til overlegent. De får det ligefrem til at se nemt ud. Egentlig lidt provokerende. Ikke at det skal gøres til et problem, at de er dybt professionelle og virker, som om de har fået Hypocrisy ind med modermælken, men det var respektindgydende at se dem bevæge sig så let fra passage til passage i komplet symbiose.
'Against the Stream' og 'Only One Who Waits' satte undervejs gang i crowdsurfingen som lidt mere aggressive indslag fra de gamle dage. Sjovt, som folk under større metalkoncerter nærmest venter på en chance til at crowdsurfe eller starte en moshpit, for hvor smukt det end kan være at nyde god metal, mens man skøjter henover menneskehavet, desto mere aparte virker det lige præcis under en Insomnium-koncert.
Moshpit eller ej, så var det en magtdemonstration i finsk død, vi her var vidne til, og med flere år siden sidste besøg på dansk jord må dette gerne være et opråb til de danske spillesteder om at komme ind i kampen, for Insomnium kan noget ud over det sædvanlige.