W:O:A '16: Malplaceret booking Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/b9/08/08/-DSF5983-41-1470903254.jpg
08. August 2016    

Hvordan passede Therapy? egentlig ind i det samlede lineup for Wacken?

Kunstner
Dato
04-08-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Mens Iron Maiden lagde hovedscenen ned, havde det irske punkrock/alternative rock-band Therapy? fået en af festivalens bedre tider (22:30) på W:E:T stage. En tid, der skaber forventninger, som det heldigvis lod til, at bandet havde alle intentioner om at indfri.

Men hvad var egentlig ideen i at booke det irske band? Som førstegangsgænger på W:O:A var det slående, hvor meget trioen skilte sig ud. Hvordan har de nogensinde passet ind i det metal-orienterede line-up? Et band, der reelt har været kommercielt dødt siden udgivelsen af ‘Troublegum’ fra 1994. Energien og livsnerven er aldrig forsvundet fra bandet. Det beviser de yderligere 10 udgivelser, gruppen siden hen har udgivet. Men det punkrockede nostalgi-trio virkede alligevel en smule malplaceret i det samlede program.

Heldigvis lod det ikke til, at trioen selv fandt det malplaceret. Tværtimod. Et af de elementer, bandet bragte til scenen, var deres enorme energi. Grundlæggende er det svært at klandre den irske trio for meget andet end høj energi, gode numre og evnen til at sætte publikum i gang. Mens sveden stod ned i panden på den karismatiske forsanger Andy Cairns, fik vi numre som den energiske ‘Stories’, ‘Teethgrinder’ og semi-hittet ‘Screamage’. Alle leveret med indlevelse og nerve, som var numrene udgivet i går. 

Desværre måtte Therapy? lide under samme irriterende vilkår som størstedelen af dagens bands under de hvide barduner. Detaljerne i den ellers insisterende lyd udeblev. Druknede i et halvkedeligt guitarinferno, hvor kun Cairns vokal stod klart. En kendsgerning, der generelt ødelagde oplevelsen af det ellers velspillende band. Havde de rette forhold været gældende, havde irerne sandsynligvis spillet et brag af en koncert.

Grundlæggende måtte trioen kæmpe mod hårde odds. I forlængelse af at Iron Maiden afsluttede, blev der fyldt godt op foran W:E:T Stage, og man må give irerne, at de kæmpede bravt for det og delvist opnåede succes. Med de kedelige lydforhold udeblev det helt store brag. I stedet fik publikum i glimt genialiteten i trioens numre.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her