Druknet i imponade Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/0b/ab/35/20160224-224710-61-1456707103.jpg
25. Februar 2016    

Italienske Zu blæste hovedet af publikum på Loppen, men var næsten for imponerende og komplekse. Danske Distortion Girls leverede lummer og hypnotiserende støjrock som opvarmning.

Kunstner
Titel
+ Distortion Girls
Spillested
Dato
24-02-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Pernille Madsen
Forfatter
Karakter
3

Festivalen Vinterjazz havde gjort en god booking med de freejazz-veteranerne Zu. Sidst spillede de på Jazzhouse, men deres skramlede, metalliske lyd gør dem ligeså relevante på en rockklub som Loppen som på de noget mere mondæne forhold i Jazzhouse. Fremmødet var dog ikke imponerende, men det er trods alt også kun lidt over år siden (i slutningen af 2014), Zu sidst spillede i København, og med et tætpakket program kan det godt tænkes, at nogle fravalgte koncerten på den baggrund.

Som opvarmning var valgt det danske psykedeliske støjrockband Distortion Girls. De er temmelig langt fra hovednavnets frenetiske no wave-metalliske freejazz, men bandene har til gengæld begge en ret unik lyd og en ret kompromisløs tilgang til deres musik.

Den danske trio startede stenet og langsomt og repetitivt, og man følte sig hensat til en eller anden 90’er-heroinbule (ja, ikke at jeg har været i en) med sløvet, narkotiserende og dragende stemning. Distortion Girls er et band, der tager sig god tid. Langsomt sætter de dog tempoet op med en rytmebokslyd, der er så smadret, at den hele tiden lyder, som om den er ved at opgive ævred. Det holder sammen på guitarbredsiderne fra den overalls-klædte guitarist og organisten, hvis orgelkaskader lyder om muligt endnu mere smadrede end rytmeboksen, mens sangerinden er som en sløret femme fatale. Det er en pudsig størrelse, som Suicide på 1/3 hastighed blandet med støjrockens klassikere i et arty og alligevel inciterende og sexet udtryk. Titelnummeret fra det seneste album, ironisk betitlet ’Party’, føles som en lummer dekonstruktion af festbegrebet, mens ’Paperwork’ (der ”handler om kontorarbejde”, som organisten Marc Kellaway siger det) er noget mere direkte festlig med en arkadespilsrytme i nedsat tempo. Gid man selv kunne arbejde i det tempo.

Et genreløst landskab

Så er Zus musik straks mere udadvendt. Svenske Tomas Järmyrs trommesæt helt op i fjæset på publikum, flankeret af originalmedlemmerne Massimo Pupillo på bas og Luca T. Mai på barytonsaxofon og så ellers bare blæse knoppen af publikum med en massiv lydmur. Det er som at blive løbet over ende af et godstog, der er røget af sporet. Italienerne – med svenskeren som ny trommeslager i stedet for Gabe Serbian (fra blandt andet The Locust, eks-Cattle Decapitation) – bebor et lettere genreløst landskab mellem no wave, math metal og noiserock og har arbejdet sammen med blandt andet Mike Patton, The Melvins, Stephen O’Malley og Damo Suzuki (Can) for nu at nævne en brøkdel.

Den første sang, jeg hørte med Zu, hed ”Tom Araya Is Our Elvis”, og forskellen i vildskab mellem Zu og Arayas band Slayer er lidt som forskellen mellem Slayer og Elvis. Det er temmelig heftigt og intenst. Mens sveden hagler af Järmyr, står kæmpen Luca T. Mai og sveder ikke en eneste synlig dråbe under hele koncerten, mens han hamrer det ene brutale riff efter det andet ud på saxofonen. Pupillo fylder godt og massivt i lydbilledet, men der hvor jeg står, er det saxofonen og trommerne, der står for de ekvilibristiske solistiske indslag. Trommerne er her, der og alle vegne i blærede fills. Men det er federe, når han tillader sig at groove lidt. Så er trykket fra gryderne alene som High on Fire og Conan på en god og høj dag.

Sofistikeret råstyrke

Det er med andre ord et temmelig heftigt og intenst lydbillede, det forholdsvist fåtallige publikum får smadret i fjæset. Men det er samtidig teknisk og kompliceret, og det er i spændingen mellem råstyrken og det sofistikerede, at det lever. Det er også temmelig krævende at lytte til, fordi groovet ikke fastholdes særligt længe, vi skal hele tiden videre til noget nyt. Det kræver en vis dødsforagt at danse til Zu, som to piger forsøger det, mens det tilbageværende publikum er rykket tættere og tættere og mere svedende sammen om scenen.

Men det betyder også, at man nu og da kan savne en lille pause fra angrebet. I al sin variation bliver det også lettere monotont og sammenflydende, når vi kommer ud over de 45 minutters spilletid. Og selvom der er indlagt en pause, hvor Järmyr får en fortjent pause, mens de andre jammer, bliver man mættet af lydmuren, af al den virtuositet. På en mere feststemt dag end en onsdag med arbejde dagen efter havde det nok ikke været et problem, så kunne man sikkert have drukket sig til at blive ved og ved med at lade sig charmere af al den imponade, der væltede ud fra scenen.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her