Hvis Staind havde valgt at blæse igennem…
Updated
Den nye med Staind lyder som de gamle med Staind – og gør det på en fin måde. Desværre med himmelråbende mangel på nosser. Stainds sjette er – surprise! – umiskendelig Staind: Velklingende, melodisk introvert emo-NU-metal. Spørgsmålet er så bare, om man kan lide den stensikre cocktail af ligedele klagesang og hitpotentiale. Og det kan denne anmelder af én eneste grund; nemlig at Staind –igen – er i stand til at skabe en meget følelsesladet og sine steder også –mættet atmosfære.
Staind kan noget, som få andre på den for længst strandede NU-metal scene: Overleve - og gøre det ud fra samme recept, som gav dem det gennembrud, der førte til fire nr. 1 singler og Billboard-debut på førstepladsen for de tre seneste album.
Og ja, selvfølgelig har Staind forsøgt at gøre ”Outside” og ”It’s Been Awhile” efter. Førstesingle ”Believe” kører ganske fint i forgængernes dybe spor og kommer utvivlsomt til at garantere Staind et par sæsoner mere i gamet. Og det er altså også en fin sang, som især rykker fint i vers og omkvæd.
”All I Want” holder også fint fast i snoren fra tidligere og minder til dels faktisk en del om noget af det mere poppede Nickelback.
Men, helt seriøst: Staind mangler nosser. Slet og ret! Et nummer som ”Break Away” har så meget tyngde i sig, at det er synd, at produktion og vel sagtens også overordnet musikalsk strategi har valgt, at der skal skrues ned for aggression og slagstyrke.
Hvis Staind blæste igennem på dét nummer her, så var vi i hvert fald én her, som ville begynde at fable løs om NU-metallens anden bølge. Men desværre – lidt ligesom åbningsnummeret ”This Is It” (som også har tråd i sig) – så når de rå, metalliske riff ikke helt ud over kanten.
Men det er lidt, som Torben Schmidt fra Skagarack sang det på et af de mest undervurderede danske rockalbum nogensinde, ”A Bit On the Side”: ”Same old song, same old story”.
Staind leverer intet nyt under solen, men leverer dog ganske fint alligevel. Gode sange, gode (sørgelige) stemninger og fine melodier. Serveret uden den tyngde og aggressivitet, som fik mig til at blive vild med dem omkring årtusindskiftet. Et 9-tal for stemningen og melodierne.
Staind kan noget, som få andre på den for længst strandede NU-metal scene: Overleve - og gøre det ud fra samme recept, som gav dem det gennembrud, der førte til fire nr. 1 singler og Billboard-debut på førstepladsen for de tre seneste album.
Og ja, selvfølgelig har Staind forsøgt at gøre ”Outside” og ”It’s Been Awhile” efter. Førstesingle ”Believe” kører ganske fint i forgængernes dybe spor og kommer utvivlsomt til at garantere Staind et par sæsoner mere i gamet. Og det er altså også en fin sang, som især rykker fint i vers og omkvæd.
”All I Want” holder også fint fast i snoren fra tidligere og minder til dels faktisk en del om noget af det mere poppede Nickelback.
Men, helt seriøst: Staind mangler nosser. Slet og ret! Et nummer som ”Break Away” har så meget tyngde i sig, at det er synd, at produktion og vel sagtens også overordnet musikalsk strategi har valgt, at der skal skrues ned for aggression og slagstyrke.
Hvis Staind blæste igennem på dét nummer her, så var vi i hvert fald én her, som ville begynde at fable løs om NU-metallens anden bølge. Men desværre – lidt ligesom åbningsnummeret ”This Is It” (som også har tråd i sig) – så når de rå, metalliske riff ikke helt ud over kanten.
Men det er lidt, som Torben Schmidt fra Skagarack sang det på et af de mest undervurderede danske rockalbum nogensinde, ”A Bit On the Side”: ”Same old song, same old story”.
Staind leverer intet nyt under solen, men leverer dog ganske fint alligevel. Gode sange, gode (sørgelige) stemninger og fine melodier. Serveret uden den tyngde og aggressivitet, som fik mig til at blive vild med dem omkring årtusindskiftet. Et 9-tal for stemningen og melodierne.
Kunstner
Titel
The Illusion of Progress
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter