Delikat, mørkt og melodisk
I ly af sommeren udkom Ascendencys seje nye udgivelse, der fletter mørke og melodi fornemt sammen på en måde, så pendulet snart peger mere mod black end mod dødsmetal.
Det er ikke lyden af de næste somres musikalske akkompagnement, der møder lytteren på Ascendencys anden udgivelse siden demoet tilbage i 2019. ’A Manifest of Imperious Destiny’ udkom midt i juli i år og var til gengæld måske den perfekte lydkulisse til en måned, hvor sommeren ikke rigtigt bed fra sig. På udgivelsen blæser hilsner fra det kolde nord pakket i tremolo-riffing med både direkte og underspillede melodier i flot, stemningsfuld produktion. Juli er festivaler og ferie for mange, og for skribenten er det lykkedes ikke at få nedfældet tankerne om skiven her. En skam, for de tre herrer, der også huserer i bands som Septage, Sulphurous og Phrenelith, har begået en skive, som ikke bør glemmes eller forbigås.
Allerede på den forrige udgivelse, ’Birth of an Eternal Empire’, varsledes bandets kunnen indenfor beskidt dødsmetal med stor, sort stemning. Denne gang har bandet været forbi Orms guitarist og vokalist Simon Sonne Andersens studie ”Full Moon Studio” for at indspille. Med sig tog de tremolo-riffs i mængder, dertil lidt variationsskabende intermezzoer hist og her og ud fik de et mere dødsmetallisk favntag på Dissection-inspireret formørket og melodisk metal.
Det er ingenlunde så beskidt som på den første udgivelse, men det er stadig forbandet mørkt, stemningsfuldt og forførende og ildevarslende som en god horror-film. Et skarpt eksempel på et frugtbart møde mellem et bands vision og den udførte indspilning og produktion.
I arrangementerne af musikken er der flere stedet presset ekstra stemning ned i lagene i form af subtile keyboards, strygere og blæseinstrumenter. Der fulgte ikke mange informationer med omkring indspilningen, så om det hele er skabt af synth og keyboards må her stå hen i det uvisse, vigtigere er nu også blot, at det fungerer som et utroligt lækkert krydderi i musikken.
Alt i alt har Ascendency flyttet pilen fra dødsmetallen mere over mod black metal denne gang, selvom ordet black og variationer heraf da også fremgik en håndfuld gange i vor anmeldelse af forgængeren. Det formørkende træk har bandet god succes med, det er indlysende fra første lyt. Udgivelsen fletter melodi og mørke flot sammen via en udmærket hæs vokal og velspillede trommer, som sammen er med til at drive værket hæsblæsende fremad som perfekt akkompagnement til de fede riffs fra guitaren.