En karikatur af sig selv Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/6b/0c/36/danzigblackladencrowncd-33-1495726769.jpg
25. Maj 2017    

Det er en hensygnende rockgud, vi møder på Danzigs første rigtige plade i syv år. Og det er forbistret skuffende, at det skulle komme så vidt.

Kunstner
Titel
Black Laden Crown
Genre
Trackliste
Black Laden Crown
Eyes Ripping Fire
Devil On Hwy 9
Last Ride
The Witching Hour
But a Nightmare
Skulls & Daisies
Blackness Falls
Pull the Sun
Karakter
2

Det er efterhånden med en vis ængstelse, man som gammel fan går til en ny Danzig-plade. Den aldrende horror-rocker har langt hinsides enhver rimelig forventning udfordret himlene og skrevet sange af voldsomt høj kvalitet, men sideløbende er bundniveauet efterhånden blevet rædselsvækkende lavt. Satans Barn, datterfordærveren, dræberulven, venstrehåndsprædikanten, Den Ene har demonstreret, ikke hvordan guderne slår ihjel, men hvordan de sygner hen. Et sted har Glenn Danzig jo altid været lidt en joke, selvhøjtidelig, brovtende og forstadsguddommelig, som han er, men han har skrevet sange af en styrke, der fik hånlatteren til at forstumme, og han har haft en stemme, der fik mure af cool til at synke i grus.

Da Glenn Danzig for små tre årtier siden gik ud under eget navn, var det med et par plader, der satte så høj en standard, at han og hans skiftende backingband umuligt kunne forventes at holde den. ‘Danzig’ fra 1988 og ‘Lucifuge’ fra 1990 står som mesterværker inden for hard rock, og lige så storskrydende og imposant en figur, Glenn Danzig udgjorde i interviews, ikke mindst i den legendariske hjemmevideo, der fulgte efter debuten – det er der, internet-memet med Glenn Danzig, der i bar overkrop præsenterer sin bogsamling, kommer fra – lige så stærkt materiale havde han at bakke attituden op med. Ved indgangen til halvfemserne var bandet Danzig urørlige. Med John Christ, Chuck Biscuits og Eerie Von – bedste. kunstnernavn. nogensinde. – sang Glenn Danzig klassiker på klassiker om at være en inkarnation af Satan, om at bolle og ikke om så meget andet, for det er der ligesom ikke noget, der kan toppe, jo.

Og selvfølgelig kunne det ikke holde, men fordi niveauet fra begyndelsen af var lagt så højt, gik der forbavsende lang tid, før det for alvor begyndte at kunne mærkes, at det ikke var helt så godt længere. De efterfølgende to plader var så nogenlunde 50/50 stone cold klassikere og fyld, og først fra femte album og frem begyndte det at føles decideret trægt, selvom der stadig var gode sange at hæfte sig ved. På ‘Circle of Snakes’ i 2004 vendte han tilbage til den gotiske paganerrock fra begyndelsen, og den efterfølgende ‘Deth Red Sabaoth’ stod som en formfuldendt genkomst for rockguden.

Fejldisponeringer
De forgangne syv år er gået med reunion-shows med Misfits, det horror-punkband, som Glenn Danzig sang for i halvfjerdserne og starten af firserne, retssager mod de gamle bandkolleger, en genoplivning af præ-Danzig-bandet Samhain, medvirken i TV-serien ‘Portlandia’, en plade med coversange og i det hele taget alt mulig andet end at skrive en ny Danzig-plade, som Glenn Danzig og højrehånden Tommy Victor har arbejdet on-off på de sidste godt tre år. De to sidstnævnte faktorer er udtryk for de mest eklatante fejlvurderinger i Glenn Danzigs karriere: For det første at lave en coverplade alt for sent i karrieren, hvor stemmen hos den da tresårige Glenn Danzig ville have haft bedre af at synge sange, der var skrevet til den stemme, i stedet for at binde an med heltenes sanglinjer fra hans unge dage – for slet ikke at tale om at vælge at indspille ZZ Tops ømme sjæler ‘Rough Boy’, hvilket er så vanvittig en idé, at det er væsentligt bedre bare at holde fast i tanken end rent faktisk at give sig ud i at høre fortolkningen. For det andet at have Tommy Victor som sin tro væbner. Prong-frontmanden er simpelthen larmende inkompetent, når det kommer til at spille rock, og det værste er, at det virker, som om han er komplet intetanende om, hvilken skade han forvolder på de sange, han vælter sit ubehjælpsomme guitarspil ud over.

Set i det lys er det næsten en lettelse, at sangene ikke er bedre, end de er på ‘Black Laden Crown’. Det starter ellers lovende nok med titelnummeret, der er langsom, klagende doom af den gamle skole med et tema, der bliver gentaget igen og igen med hypnotiserende effekt, indtil sangen bryder ud af sin eget gænge og for alvor sætter gang i albummet. Det er så godt, at man næsten ikke lægger mærke til, hvor lidt stemme Glenn Danzig efterhånden har tilbage. Selv i den efterfølgende ‘Eyes Ripping Fire’ lyder det stadigvæk, som om det hele er et okkult kaos, lidt ligesom på de gamle Samhain-plader, der også lød mudrede og forvrængede, og hvor lo-fi-æstetikken blot hjalp med at gøre dem endnu mere forlokkende mørke. Man foregøgler sig selv, at Danzigs sære vræl er med vilje, at han udtrykker en sjælelig lidelse, der er vigtigere end noget så basalt som at synge på en måde, der traditionelt ville opfattes som vellydende.

En tragikomisk skikkelse
Men fra og med den jammerligt katastrofale hymne til noget så usexet og usatanisk som at køre stærkt, ‘Devil on Hwy 9’, står det klart, at mørket på ‘Black Laden Crown’ ikke er intenderet. Det mørke, Danzig nedkalder over sine lyttere på sit tiende regulære album, er ikke Lucifugus Rocales’, den dæmon, der i okkult mytologi vogter underverdenen og gav navn til ‘Lucifuge’ for 27 år siden. Det er ikke et mørke, der trodsigt fornægter Guds lys og viser sandheden om menneskesindet. Den sandhed, mørket her fremviser, er, at vi alle er forgængelige. Også Glenn Danzig. Han er ikke længere en mørk gud, han er mest af alt bare den der lidt tragikomiske skikkelse, som de ikketroende altid har beskyldt ham for at være. Deres profeti har han ladet gå i opfyldelse. Selv pladens cover er med dets temmelig ubehjælpsomme tegning af en storbarmet, blodindsmurt blondine med ild i hænderne og en flagermus i kavalergangen en parodi på Glenn Danzigs dårlige smag i tegneserier.

Det store spørgsmål er, om Glenn Danzig er i stand til at sætte sig ud over sin egen indbildskhed og erkende, hvor grelt det står til. Den nyfundne selvironi, der tillader ham at optræde som transsylvansk strandsælger i ‘Portlandia’, kunne i hvert fald tyde på, at han godt selv er klar over, at de sange, han skriver, den stemme, han synger dem med, og det band, han kan få til at spille dem med, ikke længere kan bære den uovervindelige attitude fra hans storhedstid. Uden den er der bare ikke særlig meget Danzig tilbage, desværre.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her