Vokalen vil for meget Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/7d/e1/38/Final-Void-album-cover-58-1497815011.jpg
18. Juni 2017    

Final Void er fra Finland, og det kan høres, for det lyder henad Sentenced med inspiration fra Amorphis. Desværre mangler forsangeren lige det sidste. Og det første.

Kunstner
Titel
Sounds of Absence
Dato
25-05-2017
Karakter
2

'Sounds of Absence' er debutalbummet fra finske Final Void, der har valgt at udgive pladen gennem Inverse Records, som ikke som sådan er et pladeselskab (deraf navnet, surprise), men som mere står for PR, marketing og distribution. Den slags er sådan set en ret almindelig metode i dag, hvor mange bands udgiver selv, men mod en skilling får hjælp til det at sprede budskabet om en plade.

Der bliver trukket meget på finsk tradition hos Final Void. Det har en meget tyk dunst af Sentenced fra tiden efter Taneli Jarva, hvor Ville Laihiala tog over med en mere melodisk vokal. Det vil sige fra skiven 'Down' og frem. Laihialas vokal var til tider lettere svingende, men kom alligevel altid helskindet i land. Det gør Final Voids Tuomas Kotajärvi desværre ikke. Det er faktisk til start så slemt, at anmelderen her må sammenligne det lidt med et uheld på motorvejen, hvor der opstår kiggekø i den modsatte retning, fordi folk ikke kan lade være med at kigge på uheldet. Her starter man med at krumme tæer over sangeren, men i stedet for at sætte andet musik på, så skal man lige høre, hvad han ellers sætter sig for af udfordringer, som stemmebåndet ikke er helt med på.

Og når man så har været gennem kiggekøen et par gange, så kan man faktisk godt se de gode idéer bag. Altså de her tanker bag, og den måde, som vokalen sikkert lyder inde i forsangerens hoved. For han kan rigtigt mange ting, og rigtigt mange ting lyder godt, men der er bare lige en sætning eller bare blot et ord i næsten hvert eneste vers, omkvæd eller passage med vokal på, hvor man spørger sig selv, hvorfor pokker ingen har bedt om et ekstra take på vokalen. Det bliver så ikke bedre af en indimellem tyk accent på de engelske ord (ikke så galt som dansk-engelsk, men tæt på ...). Det er typisk fraseringer, hvor tonen bare skulle have været holdt, eller ordet skulle have været holdt kort, og hvor han i stedet for det valgte  "beeeeeeaaaaaaeeee" skulle have valgt et kort "be". Vokalen holder ikke til de syrede fraseringsforsøg, hvor tonen holdes for lang tid.

Med flere gennemlyt opdager man dog, at sangene faktisk er ret gode, og de sære vokaler har en stor syng-med-kvalitet (ok, man behøver jo heller ikke være en topsanger for at være med på melodierne her ...). Der er den særlige finske storladenhed, og så er der lækre, melodiske leads på guitaren. Som den slags kendes fra Sentenced, Amorphis og de noget mindre kendte Fall of the Leafe. Ja, det skinner sådan set også igennem den ret magre produktion, der savner en ordentlig masterering. Dynamikken er lidt her og der, og vokalen skulle måske endda have været lidt lavere i mixet. Det skal måske lige nævnes, at der også er en art growl fra bassisten, og det fungerer egentlig meget godt, når de to herrer supplerer hinanden eller nærmest går i duet. Men i sig selv er den rå vokal også under standard.

I den givne karakter har manglen på originalitet trukket godt ned, ligesom vokalen bestemt heller hiver noget hjem på udførelsen. Men sangene er ligetil, catchy og velskrevne, så det tæller til gengæld meget godt opad. Og så er der en også lidt "guilty pleasure" med i karakteren – positivt – for selvom man ryster på hovedet over vokalmelodiens udførelse indimellem, så må det også indrømmes, at det alligevel på mystisk vis fænger og forfører. Men går man efter en tjekliste, når man søger bands, og har som ønske en god produktion og en fed vokal, taber det her stort. Den særlige finske charme er til stede, men desværre ikke så meget af den finske styrke, som man er vant til fra de kanter.



Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her