Iskold dommedag
Populær
’Ashen’ er en imponerende ubehagelig plade – en modbydelig mastodont skabt af en unik lyd og ond, nordisk kulde.
Linger
Lifeless, Deathless
Withering
Instill
Labyrinthian
Catastrophize
Death Spiral
Shell
Passage
Burden
Bearer
Det er stadig koldt i Helsingborg. Mørkt, koldt og dystopisk. Væk er sommeren, forduftet er majfest og krebsegilde. Tilbage er kun den kommende undergang og en kulde, der mærkes fra første øjeblik ’Blood Spilled’ sætter i gang. Svenske Humanity’s Last Breath er tilbage med endnu et skud nordisk, blackend deahtcore-filmbulvinter og det er ikke en behagelig lytteoplevelse.
Bandets forrige udgivelse, ’Välde’ (2021), var en magtdemonstration. Trods flere års eksistens, var det bandets endelige gennembrud. En kolos af en plade, der ikke kun voksede med tiden men ditto fremviste en unik lyd og univers. Milevidt fra de mange moderne deathcore-bands, der har genoplivet den udskældte genre de seneste år. Humanity’s Last Breath er nordisk. Tundra, lange mørke kolde nætter, dystopi i en forfrossen verden, på randen af udryddelse – og meget mere end et deathcore-prædikat.
Hertil er bandet naturligt båret af sin arv. De progressive aner og de djentede riffs, der gennem pladen giver bandet en unik lyd i deathcore-kontekst. Dertil kan man ikke negligere Buster Odeholms sans for detaljer, uden at gå på kompromis med en særdeles bombastisk lyd. Alle elementer, der er bibeholdt på ’Ashen’.
Derved fremstår udgivelsen også som det naturlige skridt fremad, efter ’Välde’. Der er stadig intet lys i mørket, og hvis der er, bringer det intet godt med sig. Det piver i ørerne, som vindens tuden imellem grantræerne, når ’Lifeless, Deathless’ indledes med skærende synths, før vinden bliver erstattet af en tung og langsom storm af ubehag. Musikalsk som vokalmæssigt. Filip Danielsson er personificering af maren, med sine maridtsgrowl og konsekvente tilstedeværelse i lydbilledet. Eminent skrevet og fremført.
Et nært upåklageligt niveau
Som sin forgænger kræver pladen lyttetid og en smule tålmodighed. Men måske ikke helt i samme grad som ’Välde’. Vi får kompositioner, der er nemmere, der hurtigere fænger, men stadig står stærkt i forlængelse af foregående og efterfølgende nummer. ’Instill’ fænger hurtigt med sin gennemgående, chantende tematik. Det er ørehængende og sumblimt sat i spil over for de velbalancerede black metal-elementer, der giver nummeret et hidsigt islæt.
På samme vis er førstesinglen ’Labyrinthian’ ørehængende fra første break, fra det øjeblik Danielsson leder os ned i undergrunden, i de lange, snørklede og kulsorte gange, og med en overbevisende vokalstyrke brøler ”Cavernous, tunneling through / Labyrinthian / Chasms opened (Opened) / Walls upon walls”. Som lytter begraves man dybt i den stenhårde jord af håbløshed. Mens de tordnende instrumentale verssektioner kun presser os længere ned i jorden, får vi ubehaget serveret i atmosfæriske riffs, der sætter rammen for den uendelige vandring i en underverden, der aldrig ser lys.
Vokalsamspillet og de mange instrumentale lag er en gennemgående styrke. ”I Die With The World” brøler Danielsson indtrængende og insisterende, på ’Catastrophize’, og man er aldrig i tvivl om, at alt synger på sidste vers. Døden står for døren og livet er håbløst.
Sådan emmer ’Ashen’ af atmosfære og interessante tiltag. Såsom den forbipasserende brug af skønsang på den eminente ’Passage’, den synthorienterede intro til ’Bearer’ og førnævnte chanten på ’Instill’. Alt sammen med til at gøre pladen nemmere tilgængelig, om end det er minimalt. En klar forbedring i forhold til forgængeren. Til gengæld er pladen også det mindre konsistent i forhold til ’Välde’. Den røde tråd og konceptet er en smule mindre tydeligt i snestormen, men det er et meget lille negativt aspekt af en ellers særdeles stærk udgivelse.