Grumset konsistens

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/13/7e/06/Ilsa-84-1523180865.jpg
08. April 2018    

Det er grum og ulden doom, man får hos amerikanske Ilsa, men på Relapse-debuten 'Corpse Fortress' er det ikke så meget i de enkelte numre, som det er i den samlede helhed, at bandet viser deres styrke.

Kunstner
Titel
Corpse Fortress
Dato
02-03-2018
Genre
Trackliste
1. Hikikomori
2. Nasty, Brutish
3. Cosmos Antinomos
4. Prosector
5. Old Maid
6. Long Lost Friend
7. Ruckenfigur
8. Polly Vaugn
9. Drums of Dark Gods
10. Nitrogen Narcosis (bonus track)
11. Dog River Days (bonus track)
Forfatter
Karakter
4

Når man ser en albumtitel som ’Corpse Fortress’, er det nærliggende at tænke, at det er titlen på din standard-dødsmetalplade. Og når man ser det lavpraktiske gråtonede albumcover med en kakkerlak og en edderkop, der omringer en forfærdet og simpelt tegnet figur, er det måske også nærliggende at tænke, at det er et mere amatøristisk take på genren.

Men bag omslaget gemmer Ilsa sig, og de er fede, og de spiller slet ikke dødsmetal. Ikke rigtigt, i hvert fald. De spiller en tung doom, der dog er rundet af både dødsmetal og crustet hardcore, hvilket til tider giver deres betonstøbte numre en sludget kvalitet. Bandnavnet har de fra kultfilmen ’Ilsa – She Wolf of the SS’ fra 1975, og albumtitlen er angiveligt opkaldt efter det lokale DIY-venue i den amerikanske stat Maryland, som bandet er fra, og hvor de spillede nogle af deres første shows.

Uldent grums
Ilsa er dog kommet et stykke videre siden da, for ’Corpse Fortress’ er deres femte album på ti år og det første til at udkomme på Relapse Records. Sammen med producer og fast samarbejdspartner Kevin Bernsten, der også har arbejdet sammen med navne som Full of Hell, Code Orange, Genocide Pact og Skeletonwitch, har bandet fundet frem til en lyd, der får dem til at skille sig ud. Det skyldes ikke mindst den veldefinerede guitartone, der er både grumset og ulden, og som i samklang med den beskidte bas ikke giver megen plads til diskant, der næsten udelukkende er overladt til trommespillet og vokalen.

Når Ilsa spiller tungt og langsomt – og det gør de! – lyder de som de britiske doommaestros Conan, og når de spiller mere uptempo, lyder de som dit lokale crustband tilsat ekstra, ekstra bund. Det synes måske ikke nødvendigvis bemærkelsesværdigt eller særligt positivt, men Ilsas stærkeste kort på ’Corpse Fortress’ er netop det uvarierede, indifferente og konsistense.

’Corpse Fortress’ kører på ren grums, om det er i dommedagsåbneren ’Hikikomori’ (en japansk term for mennesker, der isolerer sig fra samfundet), hvor bandet overbevisende fører sig frem skildpaddetempo, eller om det er i de ligefremme ’Nasty, Brutish’ og ’Ruckenfigur’, der tromler derudad som en bulldozer i straight midtempo, før sidstnævnte afbrydes halvvejs inde af et effektivt break, hvor dobbeltpedalen også tages i brug.

Politisk positionering
Andre steder dukker indflydelsen fra hardcore op, som i ’Old Maid’s d-beat-rytme eller i det energiske trommespil på ’Cosmos Antinomos’, og Ilsa sporter da også hardcorescenens tradition for at fremvise sine politiske overbevisninger, når de gør det tydeligt, at de er et queerinkluderende, racialt integreret, antifascistisk band.

Den slags er muligvis kontroversielt i en metalgenre, hvor der nogle steder mere end ofte flirtes med fascistiske udtryk eller udsagn, men det antifascistiske islæt er ikke noget, der viser sig i Ilsas musik eller æstetiske udtryk, og det ender derfor som en politisk positionering, der står adskilt fra musikken. Uagtet deres udsagn gør Ilsa som så mange andre i metalscenen: De spiller overbevisende og voldsomt, og vokalen, der lyder som kommer de fra en person med alvorlig halsbrand, er teksterne alligevel ikke til at dechifrere. Medmindre det altså lige er, når Satan hidkaldes i begyndelsen af ’Long Lost Friend’, efter et horror-filmsample har sat stemningen.

I de små 50 minutter, ’Corpse Fortress’ varer – en time, hvis man tæller de to bonusnumre med – tromler Ilsa igennem som en bulldozer, og selvom der varieres i tempi undervejs, er det for det meste uvarieret og indifferent. Der er ikke mange hooks eller hager, der sætter sig fast efter en endt gennemlytning, men det taler faktisk til bandets fordel, fordi deres veldefinerede lyd og lettere uvarierede sangskrivning fører til en konsistent helhed. ’Corpse Fortress’ er bedst i ét stræk, for det er ikke i de enkelte numre men i albummets hele, at bandet for alvor viser deres værd.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her