Skuffende opfølger
Populær
Pilgrimz sendte i efteråret 2012 opfølgeren til den lovende succes fra 2008 på banen, men albummet skuffer desværre vores anmelder.
Da Pilgrimz sendte deres debut 'Boar Riders' på gaden i 2008, var der masser af ros og efterfølgende spændende koncerter, hvor bandet altid var garant for energisk optræden - og lidt gak og løjer, som dog ikke altid faldt i alles smag. Men pyt med det. Det var allerede dengang et ret erfarent band, for de havde allerede spillet sammen i en ti års tid på det tidspunkt.
Der blev pludselig meget stille omkring Pilgrimz for nogle år siden. Så en dag forlød det, at de var i studiet hos Jacob Bredahl i hans Dead Rat Studio, men pladen lod virkelig vente på sig. Da den så endelig kom, var det også til en mystisk tavshed, hvis man da ikke lige huskede at kigge ind på bandets Facebook-side for nyt. Devilution har faktisk selv måtte spørge bandet om et anmelder-eksemplar, så det kan virke småt med interessen for at promovere skiven. Og shows i opbakning til den nye skive lader åbenbart også vente på sig. Men bandet er stadig sporadisk aktive på nævnte side, så de er vel næppe gået i hi igen?
Nu til skiven. Stilen har ændret sig lidt i retning mod noget mere garagerocket, så udtrykket er kommet væk fra den kække rockabilly-hardcore-stil, som prydede debuten. Første sang virker godt nok stadig lettere flabet i sit catchy udtryk. Omkvædet lærer man hurtigt: "na na na na - na na - yea-i yeah-i". Langsommere kan det gå med tilvænningen til Max' vokal her. En skinger stemme, der sammen med stilen i nummeret kan lyde, som om bandet prøver at gå festrockerne i Supercharger i bedene, men med en AC/DC-agtig vokal.
Albummet prøver helt klart nye udtryk for Pilgrimz. 'Message to the Sun' flirter med lidt musik i en musical-stil, som senere i sangen ender i et højtideligt, men ret flot arrangeret korstykke. Men overordnet er det mest den her fest-rockede stil, som man efter nogle lyt vil beskrive albummet som.
Det er ikke en tro kopi af Supercharger, men modsat Supercharger, så mangler der lidt charme her, og det virker ikke helt som om bandet, har troet 100 % på det. Man fristes til at tro, at de lange pauser i bandet har været resultatet af nogle interne stridigheder - måske om stil - og at mange kræfter måske er brugt på det. Er det tilfældet, så ser man tit, at den slags kanaliseres ud i musikken til en slags positiv frustration - for musikken altså. Men det selvbetitlede album klinger desværre hult på store dele af albummet - som om gnisten og passionen ikke har været (tilstrækkeligt) til stede, da bandet var i studiet.
Man kan tydeligt høre, at bandet har villet noget andet denne gang, og der er da også nogle vellykkede elementer på skiven. Måske er det de store forventninger oven på debuten, som måske gør skuffelsen sværere at sluge og gør, at karakteren derfor bliver sendt til tælling i den lave ende af skalaen. Bandet kan jo sagtens spille, og indspilningen hos Bredahl og mixet fra Tue Madsen gør i hvert fald ikke noget negativt for bandet. Live har gruppen vist sig som glimrende entertainere, så med de gamle sange i kataloget og de bedste fra skiven her, så vil Pilgrimz stadig være en ond konstellation på den danske rock/metal-scene. Hvis de altså vil ...