Supergruppe med lugt af ambitioner Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/67/37/f5/packshot-65-1475846856.jpg
07. Oktober 2016    

Giraffe Tongue Orchestra formår at undgå de farligste supergruppe-faldgrupper, men ender samtidig med at udgive en plade, der ikke helt indeholder den vildskab, den opfindsomhed eller de udskejelser, man kunne have håbet på.

Titel
Broken Lines
Trackliste
Adapt Or Die
Crucifixion
No-One Is Innocent
Blood Moon
Fragments & Ashes
Back To The Light
All We Have Is Now
Everyone Gets Everything They Really Want
Thieves And Whores
Broken Lines
Karakter
3

Der kan argumenteres for, at der primært findes to typer supergrupper. Den ene type er den, der opstår, fordi diverse kunstnere har behov for at pusterum eller musikalsk adspredelse fra deres daglige band. Den anden type er de bands, der opstår, fordi medlemmernes daglige band går i opløsning, og det nye band opstår, for noget skal man jo lave. Oftest er der mest liv og holdbarhed i den anden type. Sandsynligvis fordi det er nemmere at holde fokus på ét band, én pladeindspilning, én tour og én økonomi.

Giraffe Tongue Orchestra er en kombination af disse. Bandet har i en eller anden form eksisteret i mere end 15 år. Dannet på baggrund af venskabelige bånd mellem Brent Hinds (Mastodon) og Ben Weinman (The Dillinger Escape Plan). Et projekt, der sandsynligvis har fået et større fokus de seneste år. Brent Hinds lader til at kede sig en smule i Mastodon-regi, og The Dillinger Escape Plan er officielt et overstået kapitel. Om Giraffe Tongue Orchestra så er en reaktion på eller en delvis årsag til The Dillinger Escape Plans brud er uvist. Den officielle udmelding er, at de ønsker at stoppe på toppen.

Ud over Hinds og Weinman består bandet af intet mindre end tidligere Mars Volta-trommeslager Thomas Pridgen, Dethklok-bassist Pete Griffin og Alice in Chains-forsanger William DuVall. Et interessant line-up, der om ikke andet har kvalifikationerne, som tidligere bedrifter har vist. Det første og mest nærværende spørgsmål er derved, om kvintetten formår at undgå den største fælde for supergrupper: at komponere og udgive materiale, der minder for meget om kunstnernes tidligere bedrifter?

Det lykkes høj grad for Giraffe Tongue Orchestra. Nuvel, der er sjældent tvivl om medlemmernes musikalske ophav. ’Broken Lines’ arbejder dog med en mere rocket tilgang, end hvad størstedelen af kvintetten ellers er kendt for. Solid hard rock med et hint af og masser af inspiraton fra den klassiske prog rock. Et grundlag, der er naturligt for medlemmerne. Duvall er i den sammenhæng lidt af en genistreg. Hans vokal passer godt ind og skaber en diversitet, der medfører, at Giraffe Tongue Orchestra udfolder sig som et individuelt band og en enhed, i stedet for et fragmenteret band bygget på medlemmernes medbragte grundlag.

’Broken Lines’ startes energisk af ’Adapt or Die’. En uptempo åbner, der om ikke andet sætter barren for, hvad man skal forvente af resten af pladen. En poppet tilgang til bombastisk prog-inspireret rock. Nummeret i sig selv er dog knap så interessant, og albummet starter først for alvor med den efterfølgende ’Crucifixion’. Et nummer, der forsætter i hæsblæsende tempo, men hvor bandet for alvor forener de forskellige medlemmers kompetencer.

Ud over ’Crucifixion’ lykkes det yderligere tre gange at skrive et rigtig godt nummer. Hertil får man som lytter en række fine skæringer og et fuldstændigt overflødigt nummer. Blandt de gode har ’Blood Moon’ en lækker funky klang og skæv lyd. Et stilsikkert og velskrevet nummer, der er et instant hit. Skrevet direkte til dine øregange og airplay på diverse radiostationer. ’Back to the Light’ har samme funky-poppede tilgang, tilføjet et sikkert rocket vers og Juliette Lewis’ markante vokal på omkvædet. Endelig er der ’Everyone Gets Everything They Really Want’. Et nummer, der er modbydeligt uimodståeligt. Griffin danser af sted på bassen, og Duvall leverer en lige så sublim og sexet vokal, akkompagneret af solidt orgel, der gør det svært at sidde stille.

Omvendt går det helt galt med ’All We Have Is Now’. Et stykke melankolsk navlepilleri, hvor DuValls skønsang for alvor bliver udstillet. Pladens sjæler opnår aldrig det pompøse udtryk, der uden tvivl er hensigten. I stedet bliver nummeret en kedelig mellemstation for Giraffe Tongue Orchestra-toget.

Overordnet er der masser af godt materiale på ’Broken Line’. Nok til at forsvare, at projektet er en succes. Hvad pladen til gengæld mangler, er dybde. Der er masser af skæve takter og ideer, men det bliver ærgerligt begrænset af numrenes radiovenlige spilletid. Man føler lidt, at bandet ikke rigtig tør eller vil gå hele vejen og for alvor skejer ud. Medlemmerne taget i betragtning er det svært ikke at ærgre sig over netop det. At kvintetten ikke skrive den moderne prog-rock-plade, der tydeligvis er potentiale til. I stedet ender vi med en spændende rock-plade, der lugter lidt af prog og ambitioner.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her