Krise med god kondition
Populær
Terminalist udgiver ikke den svære, men den gode toer, med en fængende dystopi, der trækker lytteren bagud i tid, men som også borer sig dybt ind i vores samtid og altings snarlige ophør.
The Crisis as Condition
A Future to Weave
Last Remains
Frenetic Standstill
Mutating Fractures
Move in Strife
Først et lille spring i tid.
Det er 1990, og jeg går i 1G. På mit helt urimeligt konfirmationsramte anlæg ligger Kreators album ‘Coma of Souls’. Selv ikke dette anlægs åbenlyse svagheder kan skjule, at tyskerne har fat i den lange ende af thrashen. Nummeret ‘When the Sun Burns Red’ opmaler klimakatatrofen med en nøjagtighed, der synes skræmmende her 33 år senere.
Vi skulle have lyttet til Kreator.
Tilbage til 2023. Terminalist har lyttet til Kreator, og godt det samme. ‘The Crisis as Condition’ er optændt af den samme apokalyptiske ild, og bandet kan alle thrashtroperne (prøv lige at sige det tre gange hurtigt efter hinanden) på fingerspidserne. Og fingerspidserne er hurtige. Farten er ikke kun til stede i musikkens tempo – på albumåbneren ‘Life Won’t Last’ dukker den franske filosof og kulturteoretiker Paul Virilios begreb dromologi op:
“Expanding forcefully / Increasing militancy / Violence a necessity / In the (realm of the) dromocracy”
Dromologi handler, meget groft sagt, om, at afstand i rum og tid komprimeres af teknologier, som kapitalen frembringer: telefoner, internet, radio, et.c. Alt er lige ved siden af os hele tiden, og tempoet stiger og stiger. Terminalist synes at sige, at denne komprimering her i the age of the tech bro uundgåeligt vil føre til konflikt, og et argument for denne tese kunne være: Kig dig omkring i samfundet. Det her lyder meget højpandet, men Terminalist serverer deres komplekse ideer med en nærmest perfekt dosering af trofasthed over for og troløshed mod thrashen. Det er godt set, at en diskussion af verdens tilstand lige nu passer utroligt godt ind i thrashens udtryk, og det er udført med en forbilledlig forståelse for, hvad der gør genren fængende. Samtidig er der nok nye indslag på den soniske palette til, at ‘The Crisis as Condition’ ikke føles bagudskuende eller nostalgisk. Selv nyder jeg enormt de blackede islæt, men der er også noget at hente for folk, der kan lide det lidt progget her.
Og krisen kan også danse. På ‘Mutating Fractures’ lukker de groovet ind, uden at det dog af den grund bliver til groove metal. For farten er der hele tiden. Når krisen er blevet til en livsbetingelse, så må man hele tiden løbe stærkt, også når man løber på stedet, som i ‘Frenetic Standstill’.
Musikalsk tæft
Og samspillet gruppens medlemmer imellem er forbilledligt! Tjek for eksempel ‘A Future to Weave’, hvor trommeslager Frederik Amris fint doserer trashede skank beats med blackede blast beats, og vi får oven i købet også et godt gammeldags trommefill med masser af tam’er, der får lov at stå helt alene. Lækkert og modeluneforsagende, og det er i det hele taget en fornøjelse at høre ham spille. ‘Last Remains’, der følger lige efter, indledes med decideret vederkvægende, rene guitartoner, som leder mine tanker hen på firsernes luksuriøst producerede popmusik med en kant af noget gotisk chorus-fornemmelse, og fungerer glimrende som kontrast til den frenetiske fræsende og præcist huggende thrash. Her får vi også albummets måske bedste oneliner:
“Those who do not make history / will be made history”
Vi får også Thorns-agtig tremolopicking og et lækkert rockantrit til sidst – noget, man ofte hører i black metal, og jeg tror måske det er sådan, det her skal forstås. Uanset hvad fungerer det.
Men den egentlige styrke ved ‘The Crisis as Condition’ er dens vitalitet og intensitet. Det føles, som om hvert eneste lille sekund er følt og ment. Bevares, kompositionerne er også stærke, og de opfindsomme og underholdende riffs ligger præcis hvor de skal, og de trækker ligesom læberne op over gummerne. Hænderne må bare holde usynlige appelsiner. Men det er indføltheden og intensiteten, fra den stærkt forankrende bas over de konstant indpiskende guitarer til lyrikken, som man bør gøre sig den tjeneste at dykke ned i, der gør, at ‘The Crisis as Condition’ er så stærk en plade, som den er.