For stolthed og ære

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/0d/f0/28/Visigoth-19-1519569790.jpg
25. Februar 2018    

Det er hånden på sværdet og næven i vejret, når Visigoth spiller op til heltemetallisk dåd på ’Conqueror’s Oath’, men et brud på mytologien og en lettere uvarieret sangskrivning fører kun til en delvis sejr.

Kunstner
Titel
Conqueror's Oath
Dato
09-02-2018
Trackliste
1. Steel and Silver
2. Warrior Queen
3. Outlive Them All
4. Hammerforged
5. Traitor's Gate
6. Salt City
7. Blades in the Night
8. The Conqueror's Oath
Forfatter
Karakter
3

Hvis man her på Devilution kunne markere ”heltemetal” som genrebetegnelse til denne anmeldelse, ville det være det mest passende. For Visigoth er noget af det mest heltemetalliske, man kan udsætte sig for i en moderne verden med djent, metalcore, post-metal, blackgaze, og hvad der nu ellers er af forræderiske genrehybrider, der bevæger sig væk fra den traditionelle metalhistorie.

Visigoth spiller klassisk metal, som den lød i slutningen af 1970’erne og 1980’erne. Der er strejf af NWOBHM, men de hurtige tempi og den overdistortede lyd holdes hen for at give vej til den gyldne mellemvej. Det er heavy metal-klassik, der burde appellere til alle, der ikke vil have fornyelse, og som også gerne vil have epik, der omhandler noble temaer såsom ære og stolthed i krig og kamp.

Fantasy og mytologi
Visigoterne var ganske vist et gammelt, germansk folkefærd, der holdt til i Gallien og det, vi i dag kalder Spanien, fra omtrent det 5. til 8. århundrede efter at være blevet fordrevet fra det nuværende Østeuropa af hunnerne og deres leder Attila.

I dag er Visigoth dog amerikanere fra Salt Lake City i staten Utah, men de ved godt, hvor de skal hen: De skal ind i fantasyens mytologiske parallelverden, hvor guitarer og trommer er våben i en imaginær historisk kamp mod fjender og forrædere. Trommerne gungrer og galopperer, guitarerne krydser klinger med twin leads og melodiske temafigurer, og det hele akkompagneres af forsanger Jake Rogers’ machomandsbarytonvokal.

Visigoth har stemt deres instrumenter ned – helt præcist til en H-standard, dvs. fire toner under en almindelig guitartuning i E – men selvom de stemmer dybt, spiller de ikke tungt. De spiller ikke groovy og langsomt, og bassen holder sig tilbage i lydbilledet, men den dybe tuning giver Visigoths udtryk en fylde og et vælde, der passer til den klassiske stil, de troværdigt og selvsikkert holder sig til.

De besidder heldigvis også en melodisk tæft, som holder interessen fangen igennem størstedelen af pladen. ’Steel and Silver’ lægger hårdt ud med albummets mest heltemodige omkvæd, og på ’Warrior Queen’ varieres der med et mellemstykke med akustisk guitarspil og fløjte, før et storslået mandskor tager over. Bandet besidder endda også modet til at gå helt power metal på den heroiske og uptempo ’Outlive Them All’, mens det på ’Blades in the Night’ er NWOBHM, der stiles mod.

Forræderisk funk
’Traitor’s Gate’ er et højdepunkt, og som titlen antyder, er det her forræderen, der får som fortjent. Visigoth mener det, og i nummerets klimaks af en finale er det en stærk og selvhævdende kriger, der stikker sværdet i sin fjende, mens Jake Rogers synger: ”Die, traitor, die / Look me in the eye / Die, coward, die / As I take your life”.

Det er ikke stor poesi, men mit gæt er, at stolte og modige fortidskrigere heller ikke gav så meget for den slags, så længe det bare fungerer som heltekvad.

Derfor kan det også undre, at Visigoth bryder mytologien så helt og holdent, som de gør på hjemstavnshymnen ’Salt City’, der lægger sig op ad KISS’ ’Detroit Rock City’ og ligefrem indledes af et forræderisk funkriff! Det er et unødvendigt, glamrocket take på den klassiske lyd, bandet har smedet fast i løbet af albummets første fem numre.

Men det siger måske også noget om, at selv eskapister har brug for eskapisme fra eskapismen.

Visigoth har ganske vist ikke opfundet den dybe tallerken, men ved genlyt bliver det også lettere enerverende, at bandet genbruger de samme tricks i sangskrivningen, som når både ’Hammerforged’, ’Traitor’s Gate’ (der ligger klods op ad hinanden på tracklisten) og ’Blades in the Night’ benytter sig af næsten identiske akkordprogressioner i omkvædene.

Det betyder, at Visigoth på ’Conqueror’s Oath’ ikke kæmper sig til en helt så stolt og ærefuld sejr, som man kunne have håbet – men for inkarnerede metalkrigere er gruppens flugt fra den moderne verden og ind i den klassiske metalmytologis episke parallelunivers en rejse, der er værd at begive sig ud på.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her