Blod, ild og sejhed

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/25/20/9f/watain-trident-17-1515053999.jpg
04. Januar 2018    

Med Satan og Quorthon i ryggen åbner Watain pladeåret 2018. For den dovne lytter kan det fremstå råt og primitivt, men de finere nuancer ligger lige under den grumsede overflade. 

Kunstner
Titel
Trident Wolf Eclipse
Dato
05-01-2018
Trackliste
Nuclear Alchemy
Sacred Damnation
Teufelsreich
Furor Diabolicus
A Throne Below
Ultra (Pandemoniac)
Towards the Sanctuary
The Fire of Power
Karakter
4

Mens de fleste af metallens glittede printmagasiners forsider i årets første måned prydes af Machine Heads nü-metal-flashback, ser det anderledes ud i Sverige. Her er Robb Flynns tryglende hundeøjne fortrængt af Watains Erik Danielsson med blod, corpsepaint og flammer på forsiden af Sweden Rock Magazine og et af medlemmernes lædervest med Watain-rygmærke og påskriften Black Metal Militia på Close-Ups forside.

Jovist, i hjemlandet er de godt klar over, at de i Watain har noget stort, og bandet er forlængst krydset over i mainstreamen uden at give køb på hverken integritet eller den nidkære agtpågivenhed over for black metallens hævdvundne traditioner. Rigelige mængder griseblod, ildkanoner og dyrelig i varierende grad af forrådnelse draperet henover de møjsommeligt tilvirkede scenerekvisitter er en uundværlig del af koncertritualet; medlemmerne selv gør deres til at fuldende billedet af, at metal fortsat kan være komplet utilregneligt og decideret farligt. Om det så er ved at kaste en brændende fakkel ud midt i publikum eller ved at overfalde Krigsguden. Watain lever i et parallelunivers, hvor den svenske velfærdsstat og dens opdragelse af borgerne ikke når ud, og både svenskerne og resten af os skandinaver elsker det frydefulde gys, bandet troligt giver os, når de viser, at ånden fra andenbølgeblacken fortsat lever. 

Strategisk tilbagetrækning
På de seneste plader, ‘Lawless Darkness’ og specielt ‘The Wild Hunt’, åbnede Watain lydbilledet, skabte større variation i sangene, skruede op for de episke ambitioner og gjorde black metal tilgængeligt for et større publikum, i fuld overensstemmelse med forbillederne i Dissection og Bathory. Derfor er det oplagt at se ‘Trident Wolf Eclipse’ som en strategisk tilbagetrækning mod sikrere grund, sådan som flere anmeldere har gjort. Der er ingen ballader denne gang. Der er ingen umiddelbare crowdpleasers, der vil få det forlystelsessyge festivalpublikum til at synkronpumpe næverne i vejret. I stedet er der godt en halv times rå fræs af den gamle skole.

Sådan har den hurtige dom lydt. Men den er lige så forkert, som det er at afskrive Watain som et black metallisk helhedsteater for de autenticitetshungrende. Man skal være en doven lytter for ikke at fange de nuancer, der ligger i de otte korte sange. Selvom gennemsnitslængden ikke er meget over fire minutter, er det rigeligt til, at Watain kan fylde dem med detaljer i de underliggende guitarfigurer, med synth til at bidrage til den pompøse effekt, med vokaleffekter, breaks, broer og rigeligt med epik. Det skal man ikke høre meget mere end åbneren, førstesinglen ‘Nuclear Alchemy’, for at indse, men så igen er det egentlig også nemt nok at forstå, hvordan en video fuld af flammer, brændemærkning, metalsløjd og en efterbehandling, der får den til at ligne et VHS-bånd, der er blevet overspillet for mange gange, kan fjerne ens fokus fra netop de finere nuancer.

Mindre eksplicit
Chokeffekten er i virkeligheden Watains store svaghed, fordi det, der skal påvise deres oprigtighed, lige så let kan tages for staffage, der skal dække over noget andet. Og selvom showet er en integreret del af pakken, tager det let fokus fra det, Watain faktisk kan. “Watain hatar dig” er for eksempel så fedt et klistermærke, at det næsten er lige meget, hvordan musikken egentlig lyder. Det lyder bare sejt, og så er man tilbøjelig til kun at høre samme sejhed i musikken.

‘Trident Wolf Eclipse’ er en sej plade. Den trækker på en lang black metal-historie helt tilbage til 80’erne, hvor ikke mindst Bathorys første fire plader lyder som et ekko bag det hele. Intet under, når Watain tidligere har spillet et helt livesæt med Bathory-sange og udgivet det på en plade i begrænset oplag. Og det er egentlig nok i sig selv. 

Men sange som ‘Sacred Damnation’. ‘The Power of Fire’ og ‘Towards the Sanctuary’ demonstrerer, at den langt større spændvidde, Watain viste på ‘Lawless Darkness’ og ‘The Wild Hunt’, stadig er fuldt ud til stede, den er blot ikke gjort tydelig på samme måde. Det er en plade, som det umiddelbart er langt lettere at komme ind i: Udfordringen består i at trænge ned i den. At netop ‘Sacred Damnation’ var så sært uforløst en oplevelse som anden singleforløber lige før jul, viser sig at være kendetegnende for alle sangene: ‘Trident Wolf Eclipse’ er et album, der skal forstås i sin fulde udstrækning, hvor sangene spiller op mod hinanden. 

Så kan det godt være, at Robb Flynn har de bedrøvede øjne og de hurtige holdninger. Watain har Satan og Quorthon.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her