Årsliste 2023 – Thune Kirk

Året fløj af sted. Småbørn, ægteskab, arbejde. Jeg forsøgte at følge med. Ind imellem flygtede jeg med musikken.

På et år hvor min opmærksomhed allermest og især har været på fantastiske albums som Yom ‘Alone In The Light’, Kali Malones ‘Does Spring Hide Its Joy’ samt Omri Mor & Yousef Gutmans ‘Melodies Of Light’ og Berliner Philharmonikernes lækre indspilning af ‘Rachmaninoff: Piano Concerto No. 2’ har jeg ikke nødvendigvis brug for meget mere.

Dog har Mitski med pladen ‘The Land Is Inhospitable and So Are We’ også sat sit præg på dagligdagens soundtrack, ligesom Martin Kohlstedt og Hilary Woods har det.

Påvirker musik dagligdagen, eller er det dagligdagen der påvirker musikvalget?

På den elektroniske scene er det især Hidden Orchestra, Mouth Wound, Wata Igarashi og Ital Tek der har fundet vej til mine ører – hvis da ikke jeg er gået i pop-mode og har sat Dina Ögon, Afskum eller særligt Terese på. Rockscenen blev beriget med Spotlights og Riverside, og så var det i øvrigt et år med enorm lækkert grindcore fra Suffering Quota, The Arson Project og Closet Witch.

Fra jazzverdenen blev vi forkælet med eminente albums fra The Necks, Yussef Dayes, Eyolf Dale, James Mainwaring, Noonmoon og Uriel Herman.

Alt sammen godt og spændende – men ikke nær så vigtigt som hovedgenren!

Årets danske Album:
1. Martre: ‘Ofelia’ – Det er hverken rart eller særligt behageligt, men netop det ubehageliges kunst, som vi udsættes for på Martres debut. Det er mørkt, arrigt og ubekvemt i en grad der er så markant, at det kunstnerisk er årets danske album i vores genrer. Et eksperimentelt livtag med black metal indeholdende elektroniske elementer samt samples i et altoverskyggende kaos af rå, upolerede følelser. 

2. St. Digue: ‘Toxic Kiss’ – I en dunkel verden af retropektiv synth med elementer af drum ‘n’ bass og gabber, bundet sammen af eurodance og blød tristesse leverer Kasper Deichmann med sit andet album soundtracket til forladte, vindomblæste togstationer, natbussen hjem eller den indadvendte refleksion under neonrør en diset december-dag.



3. Mite: ‘Relentless’ – 2023 var året, hvor odenseanske Mite skiftede ham og introducerede os til lokal fynsk hardcore af den arrigste, mest voldsomme slags – som et uventet cirkelspark i fjæset i pitten; det er overraskende aggressivt. Og rart. Debutalbummet ‘Relentless’ er råt og upoleret og udgøres af 29 minutters intervaltræning fordelt på 13 stykker stump vold. Lige til at blive glad i låget af. Så det blev jeg.

4. Telos: ‘Delude’ – Det rene kaos oversat til lyd og matematik er, hvad vi har med at gøre på Telos’ andet album.
Nummeret ‘Never Me’ er et af dem, som mine ører er blevet gjort fortræd med allerflest gange i år, og de har endnu ikke brokket sig. Telos tøjler kaosset og gør det lytværdigt og spændende og har i praksis en ventilerende funktion på lytteren.

5. Bloodgutter: ‘Death Mountain' – Et debutalbum i dødsmetalgenren indspillet på fire dage uden clicktrack, triggers eller sound replacement? Ja tak. Ægte musicianship. Bloodgutter beviste med deres debut, at Silkeborg-døden lever i bedste velgående samt at den ikke har tænkt sig at blive gammel lige foreløbig. ‘Death Mountain’ er i sit klassiske snit stadig moderne og legesyg, uden nogensinde at være andet end tonstung dødsmetal lige i brystet på lytteren. Aarhus kunne med fordel kigge mod Silkeborg pt.



Boblere:
Imperious Mortality: ‘Realm Of Mortal Decay’.
Broder: ‘Skarpretterfossilet’.
Anti Ritual: ‘Green Terrorism’.
Mouth Wound: ‘Nothing Will Belong To Us’.
Pestigor: ‘Baptized In Pus’.
Elitist: ‘A Mirage Of Grandeur’.

Årets internationale album:
1. Dødheimsgard: ‘Black Medium Current’ – Dødheimsgards sjette album er ikke bare årets bedste album, det er måske også et af de bedste metal-værker i mange år. Jeg selv blev fra start ikke fanget, men måtte pludselig overgive mig da jeg i en rolig stund fik lyttet albummet ordentlig igennem, og fik en lille åbenbaring. Det er følelsestungt, modent, nærværende, sårbart og voldsomt – og bør kunne række ud til mange flere end bare metallytterne. Et vaskeægte musikalsk mesterværk.



2. Mansion: ‘Second Death’ – Finske Mansion er et nyt bekendtskab for mig, og har med deres andet album ramt plet inden i mig og indtaget min playliste. Det er rock, men det er også doom, og så er det helt vildt melodiøst og stemningsfyldt. Især korene over den doomede sfære rammer noget i mig.
At operere med et tema omhandlende en lille finsk, ekstremt religiøs kult, der opstod i mellemkrigsårene er også spændende.



3. Sól Án Varma: ‘Sól Án Varma’ – Endnu et black metal-album, der har krøbet sig ind under huden på mig i år. Islandske Sól Án Varma er progressive, avantgarde og indkapsler både Islands smukke forrevne natur og mørket i voksne melankolske metal-sind, og netop som bandet har udsendt deres debut er de gået i opløsning og fadet ud i en nordatlantisk tåge.



4. Acausal Intrusion: ‘Panpsychism’ – Dødsmetal når det er mest spændende. En på en gang voldsom og sønderrivende samt eksperimenterende omgang moderne dødsmetal, der er mørk og ubehagelig og har plads til roligere lysninger, når kaosset ellers ser ud til at overtage.



5. Bekor Qilish: ‘The Flesh Of A New God’ – Den italienske multiinstrumentalist Andrea Bruzzone må siges at være produktiv disse år, og årets Bekor Qilish-projekt er eksperimenterende, kreativt og alt det, jég gerne ser i dødsmetalgenren.



Boblere:
Malokarpatan: ‘Vertumnus Caesar’
Seraphic Entombment: ‘Sickness Particles Gleam’
Jute Gyte: ‘Unus Mundus Patet’
Sarmat: ‘Determined To Strike’
Asystole: ‘Siren To Blight’
Sulphur Aeon: ‘Seven Crowns and Seven Seals’
Mithridatum: ‘Harrowing’
Cruciamentum: ‘Obsidian Refractions’
Horrendous: ‘Ontological Mysterium’
Sigh Of Defeat: ‘Immortal Black Flame’
Spirit Possession: 'Of the Sign’
Thantifaxath: ‘Hive Mind Narcossis’
Cursed To Occult: ‘Diary of a Broken Man’
Bees Made Honey in the Vein Tree: ‘Aion’

Årets danske hit:
Er et hit et stykke musik, man ikke kan få ud af hovedet?
Sådan har det været med Pleasers ‘Join the Strings’.



Årets Internationale hit:
Dette er potentielt det bedste portugisiske nummer, du har hørt i år.



Årets genfundne klassiker:
The Ruins of Beverast lærte jeg at kende i år. Sådan går det ind imellem; musik, man burde have opdaget, opdages først senere og man falder i gryden. Især albummet ‘Blood Vaults’ fra 2013 har været en tro følgesvend på det seneste.
Atmosfærisk doom med black metal-tendenser. Jo tak, det er et helt enormt godt album.



Årets koncerter:
Om det har noget at gøre med at være flyttet til provinsen, eller om det bare er, fordi jeg mere eller mindre er blevet full-time familiefar med andre prioriteringer kan ikke siges med sikkerhed – i hvert fald har 2023 ikke budt på den slags koncerter der for alvor har sat sig. Men der har været nogle ganske fine. Her er et par af dem.

1. Gutless: Kill-Town Death Fest, Pumpehuset, 31-08-2023 – De australske gutter i Gutless lagde en proppet underetage ned på årets KTDF. Sammen med Civerous afgjort en af årets hidsigste koncerter overhovedet på festivalen, i hvert fald var det voldsomt. Voldsomt varmt, voldsomt fedt, voldsomt intenst.

2. Rot Away: Ilter Festival 27-05-2023 – Ingen over, ingen ved siden af Rot Away i dansk hardcore disse år.
Rot Away brændte Ilter fuldstændig ned og leverede årets bedste koncert på festivalen.

3. Joe Satriani: Posten, Odense 04-04-2023 – En koncert med musikere i verdensklasse, omgivet af enormt god og grundig stemning, på et fyldt Posten med suveræn lyd, en tidlig forårsaften i provinsen. Perfekt.

4. Suffocation: Slag-Town Slays, Slagelse 29-04-2023 – Hvad kan jeg gøre; jeg er Suffo-fanboy – og årets Suffocation-show på Slag-Town Slays var et af de bedste Suffocation-shows i Danmark i årevis. Bandet gav den gas og gav os alle klassikerne og serverede os også lidt af det nyere materiale.

5. Bell Witch: Kill-Town Death Fest, Pumpehuset, 03-09-2023 – Måske var det allermest, fordi jeg ingenting ventede mig. Jovist, Bell Witch er skam udmærket på plade, men måske også indimellem lidt kedeligt; men kedeligt var det i hvert fald ikke søndag aften på årets KTDF, da bandet entrerede Pumpehusets store sal. Det var flot, det var følelsesladet, og det var tungt i en grad, så jeg faktisk stod og fik gåsehud på armene. En lækker oplevelse, og ofte er livedelen netop det, der skal til for at musikken kan åbne sig.

Årets danske navn:
Pestigor – fordi de var supergode, havde en afsindig fed lyd, og desværre opløste sig selv lige i det, at de skulle til at eksplodere. Nogle af os var, på årets Ilter, heldige at se deres første og eneste koncert.



Årets internationale navn:
Dødheimsgard – de har udgivet årets bedste album, og trods at de er gamle i gårde fornyr de sig og er i stand til at skrue på kvaliteten samt kreativiteten ikke mindst. Derfor er de årets internationale navn.

Årets danske nye navn:
Wildr – de er måske ikke decideret nye, men nye nok til mig, og med debut EP’en ‘Dream In Color’ i hvert fald nye nok til denne kategori.
Wildr spiller rar “dream core” direkte ud af København, og med medlemmer der tidligere har spillet i I'll Be Damned, Jærv og The Entrepreneurs. En af årets bedste, mest venlige bidrag til den danske rockscene.



Årets nye internationale navn:
I virkeligheden er det omsonst at kaste sig ud i, for hvert år er fyldt med tusindvis af nye navne, der udsender tusindvis af nye udgivelser i metalgenren. Hvert eneste måned modtager Devilution hundredvis af albums og nogle af dem lytter vi, andre når vi ikke at lytte – og andre igen falder under radaren. Men der har været fine tilføjelser i 2023.
I år blandt andre Abysmal Disarray, Sigh Of Defeat, Seraphic Entombment, Pustilence, Claustrum, Ershetu, Lunar Chamber, Vision Deprived, Malformed, Skourge, Sanctuarium og en masse andre spændende navne, jeg for en stund har glemt.

Årets comeback:
King Diamond med albummet ‘The Institute’, eller ... Det må blive i 2024 så.
Men hvad med Terrorizer? De gik både i opløsning og samledes igen i 2023.

Årets fysiske udgivelse:
Året 2023 har for mit vedkommende budt på uhyggeligt få vinyl-indkøb, udover den meter klassisk musik samlingen er vokset med – til gengæld udsendte Swartzheim årets grimmeste (og fedeste) t-shirt!

Det overså jeg i 2022:
Jeg overser til hver en tid en masse ting.
F.eks var det først i år, at jeg fik øjnene op for A.A. Williams smukke univers. Det er jeg glad for at jeg gjorde. Kæmpe fan.



Årets optur:
Årets lokale optur har afgjort været Anger Management Bookings shows på Svendsgade i Odense. Dét manglede vi, og det naturlige lille venue er perfekt til dans, kram og moshpit! Grave Hammer, Maurda, Speedpik, Extended Suicide, Decorticate, WhoresNation, Fragile Masculinity, Demersal, Regarding Ambiguity, Social Decline, Anti Ritual og Smertegrænsens Toldere var gennem parcelhuset i år – rygterne siger, at næste år bliver lige så godt. Man glæder sig.
Det var også optur at prøve ikke at være på Copenhell. Det var hverken slemt, eller særligt meget fyldt med FOMO. Til gengæld sparede jeg, hvad der svarer til en rejse for fire personer, og undgik overcrowdede koncerter med store dinosaurbands – samt turen ad Refshalevej og Forlandet kl. 02:30 om natten.

Årets største skuffelse:
Jeg havde vel nok skudt forventningerne helt op for Evan Mariens album 'Elysian', der udkom i marts, men blev dog slemt skuffet. Det er godt. Det er bare ikke så godt, som vi blev stillet i vente. Dana Hawkins bidrag er dog stadig helt igennem verdensklasse.

Som en der både har boet, arbejdet og gennem årene rejst massivt i Israel-Palæstina uden at have tilknytning dertil, udover at have venner og bekendte på “begge sider” samt at drømme om en fred for alle i området, er krigen årets største skuffelse personligt. Givetvis er selve krigen ikke særlig overraskende, men vi bør alle generelt være skuffede over mennesket for tiden, hvis vi kigger ud i verden. Man kan også vælge indimellem at flygte ind i musikken; og det er vel det, vi alle gør heromkring?

Største ønske for 2024:
Jeg vil ønske at nogle flere kunne tænke sig at skrive om musik, og jeg ville ønske at dem, der skrev om musik ikke generelt havde et for familiært forhold til de udøvende. Dertil er landet og miljøet måske for småt.
Jeg kunne også godt tænke mig at folk i større grad gjorde sig selv den tjeneste at skifte de store mainstream-festivaler ud med de mindre metalfestivaler over det ganske land. Det er derude, at de bedste metaloplevelser (og metalmiljøet) gemmer sig.

Det glæder jeg mig mest til i 2024:
At være sammen med mine døtre. Og hustru. Generelt at høre endnu mere musik. Høre endnu mere musik med mine døtre. Og hustru. At Martyrdöd forhåbentligt udsender nyt. At blaste dødsmetal i kolonihaven. At de hjorte der besøger kolonihaven spiser færre af mine tomater. Opdage en masse obskur dødsmetal. Lytte til endnu mere classical crossover. Få en kat; kalde den Abbath.