Knurrende crowdpleasere
Pleaser stryger ikke en med hårene, men formår alligevel at charmere med sange, der favner vildskab og popsensibilitet helt uden besvær.
Plunge
Join the Strings
Crawl
The World Says its Name
Drive of Distress
Light and Fire
The Dream
This Is How I Die
Er Pleaser en supergruppe? Måske ikke – man skal nok være samlet af bands, der er lidt mere i stadionklassen for at få den betegnelse, men ikke desto mindre består Pleaser af medlemmer fra bands som Konvent og Shamash og Slægt, og ligesom medlemslisten er et behageligt sammenrend fra flere verdenshjørner, så er musikken også herligt sammensat og mangefacetteret. Selv om hovedingrediensen på ‘Pleaser’ er punken, så er der også elementer af black metal, tyggegummipop, americana og 90’er-støjrock at spore på denne virkeligt vellykkede debut.
Pleasers snerrende musik får en afvæbnende og imødekommende kant af vokalerne, som tilfører et poppet og charmerende præg, uden at det af den grund kommer til at virke kalkuleret eller midtersøgende. Det er, ganske simpelt, som guitarist og sanger Annie Nyvold sagde det i vores interview med dem, “dark, cute og sejt”. En temmelig præcis beskrivelse af den ret godt pacede plades 21 minutter.
I midten af pladen får vi instrumentalnummeret ‘ The World Says it’s Name’, som, ud over at være pladens måske mest eventyrlystne nummer i forhold til fusion af genrer, fungerer fint som midterakse på pladen. Sådan noget kan jeg godt lide.
Og der er smæk på! Lyt for eksempel til ‘Crawl’, som blæser godt derudad, men der er aldrig en jagt på at smadre løs uden andet formål end at larme. Pleaser vælger nemlig heldigvis ikke at deltage i “hvem kan spille hurtigst og hårdest”-konkurrencen. De synes i stedet at have brugt energien på at finde frem til deres egen sammensatte lyd. Det var et godt valg, og det musikalske håndværk er superfint. Trommerne og bassen er skarpe og fungerer blændende som anker for de Lake og Nyvolds opfindsomme og overbevisende guitarspil.
Musikkens kaos slipper aldrig fra Pleaser, som i stedet synes at ride på dens energi. Pleaser kan sagtens spille hurtigt og hårdt, og de gør det også, når det giver mening, men de har også en masse andre strenge at spille på, og det gør bandet til et, vi kan tillade os at forvente en hel masse af i fremtiden. Lyt eksempelvis til min personlige favorit på pladen, ‘The Dream’. Det er en virkelig velspillet og medrivende sang med noget melodisk guitararbejde, der minder mig om den mere legesyge ende af 90’ernes støjrock. Det gør bestemt ikke noget, og ‘Pleaser’ efterlader indtrykket af en plade, som formår utroligt meget sin korte spilletid til trods, deriblandt at tegne et billede af et kapabelt band med noget på hjerte.