Fjenden: Fjendens aura

Fjenden har, efter en selvvalgt retræte til total isolation, observeret, hvorledes dynamikkerne på den såkaldte metalscene fungerer. Hvem eller hvad lurer i maskinrummet, og hvorledes skaber disse strukturelle problemer stor lidelse for scenen?

Dybt inde i den urbane gordiske knude, i mørkets nordvestlige vugge, hvor terrorister, autonome og psykisk syge udgør, hvad der i fængselsvæsnet benævnes "generel population", findes et sidste rum, som ingen kan nå. Et rum uden fysiske rammer, et rum uden vægge. Et rum skabt af skurende frekvenser, som kun den mest trænede og højest udviklede mester kan nå. Her sidder Fjenden, alene, i afgrundsdyb tavshed på sekshundredeogseksogtredsindstyvende døgn.

Hans astrallegeme har undergået endnu en guddommelig transformation og har opnået det, som ingen major label-kontrakt, ingen stjerneproducer og intet venskab med diverse mainstream metal-promotorer kan give én:
Fjenden er nu omgivet af det mest frygtede forsvar, universet har at tilbyde. Skabt af det pureste antistof, pyntet med ornamenter fra svundne æoner og med de frygteligste af alle magiske formularer sirligt indvævet af engle.

Fjenden er ikke længere Fjenden. Han er blevet noget andet; noget mægtigere, noget mere grusomt, og han er nu fuldstændig usårlig. Idet Fjenden åbner sine øjne, lyder en klagesang fra tusinder og atter tusinder af stemmer:

Ara ara helgri noms jigda, ligrt oran fraunai Ara.

Oh smerte, oh smerte, aldrig kendte jeg dig, før tyrannen blev svøbt i sort, oh smerte.

Fjenden er nu i besiddelse af Den Sorte Aura.

Sort aura er det ypperste, der kan opnås. Det er det sidste stadie og samtidig starten på den proces, der kaldes opløsningen.

"Hvad er opløsningen?" er den tanke, der nu hersker i dit sind, men det spørgsmål kan du lige så godt glemme igen; du vil aldrig komme i nærheden af at begribe konceptet. Men besiddelsen af sort aura er et forståeligt koncept: Den ypperste karisma, adgangen til al information, evnen til at forandre den fysiske virkelighed, samtlige clairvoyante egenskaber samlet i ét sind.

Alle energivæsner sanser og begriber, når de er i nærheden af sort aura, hvilket er uundgåeligt. Sort aura er selve årsagen til al gude- og idoldyrkelse, til al ambition og er derfor uendeligt eftertragtet. Fejlagtigt at udgive sig for at have sort aura medfører den fæleste, mest ulyksalige dødsdom, en skabning kan nedkalde over sig selv. Men de goder, der er at hente ved at lyve sig til sort aura, er så begærede, at væsner fra både nær og fjern ofte tager en livstid på jorden for at nyde bedraget.

Der findes intrigante skabninger, undervæsner kaldes de (skønt deres udviklingsniveau ligger langt over det menneskelige stadie), der snylter sig fast på menneskets evige og absolut største last: egoets ambition.
Undervæsner har udført arbejde på Terra siden tidernes begyndelse, på befaling af entiteter, der ikke lader sig beskrive med almindeligt forståelige koncepter, men inden for de sidste 30 år har især ét segment af Jordens kreative pøl haft en nøglerolle i dræningen af energi fra planeten: musikere.

Energi bliver som bekendt opdelt i Typer og Spektrum, og specielt én type af energi, der observeres i forsvindende små mænger i universet, ophobes næsten udelukkende i det menneskelige ungdomssind; et udviklingsstadie, der beklageligvis er yderst påvirkeligt og skrøbeligt.

Energien udnytter det unge menneskes identitets-usikkerhed, hormonudvikling og autoritetsskepsis til at så små løgne i sindet om, at alle disse "problemer" kan løses ved at blive rock 'n' roll-musiker.

Fri bar, +1 på gæstelisten overalt, at ryge den store joint med de store bands, at kunne vælge og vrage mellem engangsknald, at have et godt rygte på den lokale scene; i bund og grund at svælge sig i ynkelige små nydelser og forblive på bunden af den spirituelle fødekæde, det er undervæsnernes ypperste mål.

Undervæsner benytter sig ofte af "den nyttesløse dramatrekant", et evigt kørende hjul, hvor jagten på eksponering og popularitet dækker over undervæsners trang til at bestemme og have indflydelse, hvilket altid sker på bekostning af scenens almene helse.

De tre typer af individer, hvori koncentrationen af falsk sort aura er højest, er som følger: bookere/promotorer, medietyper og scenekids. Alle tre typer er gensidigt afhængige af hinanden, og alle indgår i "den nyttesløse dramatrekant".

Ved at være konstant selvrefererende og ved skiftevis at beskytte, beskylde og udnytte hinanden, holder de scenen i et jerngreb, der forhindrer ægte vækst og holder scenens udviklingspotentiale nede på et minimum.
Umiddelbart kan det måske, for det utrænede og ukritiske øje, se ud, som om scenen er i vækst målt ud fra gængse, men ugyldige, mainstream-standarder. Festivaler bliver større, bands når længere ud, scenen bliver mere mangfoldig, ikke sandt?

Illusion. Der er ingen vækst!

Der er kun undervæsner, der suger sig fast, udhuler scenen og efterlader den tom og ude af stand til at forsvare sig selv.

For at forstå dynamikkerne i "den nyttesløse dramatrekant" dybere, læs her.

Selv med en underudviklet og tæmmet forstand vil de fleste kunne oversætte trekanten og begribe, at de interpersonelle dynamikker direkte kan oversættes til også at gælde for grupper af mennesker.

Det er ikke Fjendens mål eller pligt hverken at redde eller bare guide scenen, sub-grupper eller enkeltpersoner ud af denne patetiske misere. Det er den enkeltes egen opgave at udvikle sig væk fra denne undervæsnernes samsara, hvis man i sandhed har forstået konceptet udvikling.

Bookere/promotorer

Denne variant af undervæsner findes i det uundgåelige tomrum mellem musiker og spillested. Her findes rig mulighed for at snylte på musikernes hårde arbejde uden at skulle være i besiddelse af kreativt sindelag eller nævneværdig grad af kritisk tænkning.

Bookerne er på en evig jagt efter ”at stige i graderne” og at få mulighed for at hive de helt store sell-out/retro-kulte bands – der ofte ikke var andet end middelmådige i deres respektive genrers storhedstid – hjem på den lokale scene. For at opnå dette mål skæver bookeren til medietyper og scenekids for at få tips om, hvilket lokalband der skal have en eller anden opvarmningstjans.

Kritisk selvrefleksion og stillingtagen er ikke at finde i undervæsner; det gavner simpelthen ikke deres jævne mål, som i al sin enkelthed er at stjæle så meget energi som muligt.

At være engageret i kritisk selvrefleksion og aktiv stillingtagen forhindrer dette, da den naturlige sorteringsproces, der søger at adskille relevant fra irrelevant fra direkte skadeligt, kommer i vejen for undervæsnets evige jagt på maksimal energi-kvantitet. Denne jagt bringer undervæsnet i kontakt med lokaliteter, der huser den til formålet nødvendige biomasse, hvad enten der er tale om algevækster og andre cyanobakterier eller sortklædte subkulturer i Kødbyen.

Denne type af undervæsen kan kendes på termer og mønstre som:

"Jeg skal bruge et supportband, der trækker folk" – imens skrives mail til det mest hypede upcomingband, der allerede har kørt det lokale publikum træt ved at spille fire koncerter sidste måned.

"Hey, hvis det ikke var for mig, så var der ingen scene!" som skal siges uden ironi foran en forsamling af frivillige medarbejdere på spillestedet.

"Fuck mand, jeg har lige booket (indsæt hype band her)".

At typen underdanigt og med angstsvedige håndflader har svaret ja til en trusselslignende mail fra et magtfuldt pr-bureau.

Medietyper

Har du en kandidat i Mediefag, Journalistik, Kommunikation, Moderne Kultur eller lignende? Har du været fan af minimum ét tungt band i dit liv? Er du i besiddelse af mindst ti af de karaktertræk, der kendetegner psykopater? Velkommen til medierne, det er lige dig, vi har ledt efter!

Ja, okay, du har muligvis ikke den store forstand på musikken, men det er lige meget, bare du skriver godt og er i stand til at bruge Google, så skal det hele nok gå. Dit arbejde kommer alligevel for det meste til at bestå af mingling i diverse spillesteders backstagelokaler, off-the-record rygtespredning og sikkert også muligheden for at agerer dommer i en eller anden band-konkurrence, hvor udfaldet er aftalt på forhånd.

Medietypen kan identificeres via disse udtalelser:

"Jeg syntes ikke rigtig, bandet var helt på i aften", siger anmelderen henkastet efter at have set tre minutter af koncerten, mens han/hun nu er i karambolage med fotografen om at komme hurtigst op til den fri bar.

"Hey, vi ses i mediebyen!", mens high fives gives til udvalgte få, samtidig med at all access-armbåndet i samme bevægelse bliver flashet for 12. gang foran resten af lejren, der består af almindeligt dødelige medløbere.

Scenekids

Generisk metalhead/hardcore macho tough guy/hipster/kvlt-trendtrawler etc.

Lige meget hvilken subkultur der dyrkes, så eksisterer disse undervæsner ikke som individer med en egen personlighed, smag eller analyse, men som en ansigtsløs masse ophobet på de populære venues og drukhuller, hvorfor det er mere korrekt at omtale scenekids som simpel biomasse eller flokdyr. De vil sige alt, hvad de andre siger, gå til de events, som de andre går til, og søge venskaber med den klike, der pt. er den dominerende på scenen.

Hvis man kan udstå stanken af alkohol – dette mest primitive af alle rusmidler – længe nok til at tyde de obskure gutturale grynt, denne tredje types basiskommunikation består af, vil man kunne udlede noget hen i retning af:

"Ej, der er ingen, der synes, det band er fedt". Bemærk det flakkende blik; angsten for at have taget fejl af hot or not-øjebliksbilledet er altopslugende.

"Hey, nå det er dig! Sygt nok at møde dig her!" Både afsender og modtager forsøger desperat at mindes, hvem det egentlig er, de står foran. Men da alle er ens og kommer de samme steder, slås forvirringen hen.


Udvalgte visioner

Man kan sagtens være alle tre typer på en gang.

Man kan også være musiker og stadig være en eller flere af typerne.

Her tales ikke om hin enkelte eller om klare grænser, men om strukturelle dynamikker og deres årsager.

Fjenden er i bund og grund fløjtende ligeglad, hvad du er en del af, for i sidste ende vil du i Fjendens altseende øjne være ubetydelig.

Om du eller andre anser dig som høj eller lav, ude eller inde, first mover eller follower, så er det eneste, du med sikkerhed kan vide, at Fjendens øjne og ører er overalt, præcis fordi Fjendens aura er overalt. Derfor ved Fjenden også, hvem der taler bag Fjendens ryg, hvem der spreder rygter, og hvem der tror, de er uundværlige på scenen.

Som en gave til de uværdige har Fjenden valgt at dele tre visioner om ting, der er sket, og som vil ske. Disse pålidelige linjer rummer afsløringen af personer, der udgiver sig for at have sort aura, og en redegørelse for hvordan de udnytter deres artsfæller:

En ternet sal fyldt med håbefulde skal dømmes af snyltere.
Den slemme tennispige er fraværende,
Ingen vinder, alle er fortabt i løgn.

Et monster født af griskhed bjerger undergrundens sjæl,
en hemmelighed til sommer, gemt væk bag stegte svin.
Håbefulde gjort til slaver, imens folk ler.

Et brændende hoved rider på en død hest.
En plan er lagt, selvom begge er uden fornuft,
Få kan se, de fleste klapper.