Copenhell '17: Torsdag Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/f3/70/d4/-XTD0998-91-1498634702.jpg
27. Juni 2017    

Der er heldigvis masser at være sur over på Copenhell: fra Trump over ølpriser til forkert metal. Og så er der den stadfæstet rigtige metal, som veteranerne står for.

Titel
+ Devildriver + Every Time I Die + In Flames + Frank Carter & the Rattlesnakes + Carcass + Prophets of Rage + Invocator + Saxon + Ministry
Dato
22-06-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Der er alt for meget ungt core, der er alt for meget bedaget metal, der er alt for mange mennesker, øllene er for dyre, merchen er for dyr, det kommer til at regne, man bliver solskoldet, og når der endelig er noget godt og gammelt, får de ikke lov til at spille længe nok til at nå alle klassikerne. 

OK? Godt, tør øjnene, og lad os komme i gang. 

På sit ottende år er Copenhell så fast en institution i dansk metal, at de kritiske holdninger forlængst er blevet til rygmarvsreaktioner. Ikke nødvendigvis uberettigede af den grund, men man ved også, at man er oppe mod så stort et maskineri og så talstærkt og kampberuset et publikum, at selv Devilutions hæderkronede skepsis ikke kan stille meget op imod det.

Så med erklæret åbent sind sætter man sig på bakken, som torsdag eftermiddag endnu ikke er gennemsølet af pis og regn og sjatter, og hører Devildriver. Det er sådan et band, hvor jeg godt kan forstå, hvorfor de er populære. Det er festligt og swingende, og det er det på en tilpas gammeldags måde – gammeldags som i midthalvfemserne, hvor frontmanden Dez Fafara startede Coal Chamber, ikke de rigtig gode, rigtig gamle dage, mind you – til at også det ældre publikum kan være med. Alle familiefædrene på udgang står og spiller ballonguitar i overkåde femhestesbranderter, hvis ikke de har taget børnene med, så de kan sidde på skuldrene og smide horn og se nuttede ud, når de headbanger og brøler af deres lungers fulde kraft, uden at der er nogen pædagoger eller hverdagsstressede forældre til at tysse på dem.

Det er så kært, at Anders Fridén hiver et af børnene op på scenen for at sidde sammen med sin far ved siden af trommesættet og se koncerten med In Flames derfra i ro og mag. Det er sympatisk og meget trygt, sådan som metal er gået hen og blevet det. Kun en enkelt gang går In Flames tilbage i kataloget til den melodiske dødsmetal, de udsprang af, og det virker nærmest, som om det er af pligt: resten af tiden er det Boogie Listen-metal med fængende omkvæd, masser af keyboard og cargo pants.

Frat boys
Vil man have vildskab, skulle man i stedet have været ovre på Pandæmonium en times tid forinden, hvor Every Time I Die leverede deres notoriske Jack Ass-show. Selvom medlemmerne så småt er begyndt at blive gråhårede, springer de stadig rundt og laver saksespark og rejehop og siger “fuck” og “fucking” mellem hvert andet ord, hvilket næsten formår at overskygge, at deres nuller-hardcore er noget generisk med southern rockeren ‘Rendez-Voodoo’ som den eneste reelle undtagelse. Det er ikke fri for at være temmelig frat boy, hvilket guitaristen Jordan Buckley får understreget godt og grundigt, da han knuser en øldåse mod sit hoved, men som fest betragtet fungerer det bedre end Devildriver. Det er i hvert fald mere energisk, og for en udenforstående virker bandet ikke til at være mærket af, at sangeren Keith Buckley en uge forinden er blevet fløjet hjem til USA og indlagt efter et ildebefindende. Efter alt at dømme udgør Sam Carter fra Architects en glimrende erstatning, og da bandet får hevet en fyr fra publikum op for at synge en af sangene, klarer han det faktisk også med bravour.

Energinievauet matches fuldt ud af Frank Carter & the Rattlesnakes et par timer senere. Den lille englænder med pink hår og stribet guldskjorte når i løbet af de første par minutter ud at stå på skuldrene af publikum og lave håndstand, hvilket er noget vildere, end hvad man kan sige om den punkede pubrock, han har givet sig af med efter Gallows. Der er dog ikke tid til mere end ti minutter i hans selskab, før Carcass trækker omme på Hades.

Jeg kan huske første gang, en kammerat satte ‘Symphonies of Sickness’ på en aften for snart tre årtier siden, hvor teenager-Jon var ved at skide i bukserne af skræk over kombinationen af den ildevarslende horror-intro, den kaotiske splattergrind med smaskende vokaler og rundsavsguitar og gatefolden med skadestue-collage. Så skræmmende er Carcass ikke længere: Bill Steer smiler bredt fra start til slut i brun skjorte og bukser med svaj, mens han laver de mest smooth guitarist-moves og fyrer det ene lick efter det andet af, og Jeff Walker virker så lykkelig som en englænder under happy hour på pubben. Der er heller ikke grund til at være andet end glad, når Carcass elegant og fejlfrit spiller sig gennem en sætliste med hit på hit fra bagkataloget. Det er noget nær perfekt, hvad enten de spiller grindcore fra de første par plader eller melodisk død fra de efterfølgende og comebackpladen ‘Surgical Steel’, og englænderne tegner sig for torsdagens helt store koncertoplevelse.

Automatholdninger
Der er altså ikke rigtig noget at være sur over, skulle man mene. Bortset fra, at dét er Prophets of Rage. Der er ikke noget overraskende i, at de er imod Trump, og når Tom Morello flasher det “fuck Trump”-skilt, han har klistret bag på sin guitar, høster det behørigt bifald fra et publikum, der ikke synes at kere sig synderligt om, at der sandsynligvis under det skilt sidder en række tilsvarende fucks hele vejen gennem præsidentrækken tilbage til dengang, hvor Rage Against the Machine blev dannet ved indgangen til halvfemserne. Nu, hvor Zack de la Rocha stadigvæk ikke vil lege med resten af bandet, er de så teamet op med Chuck D fra Public Enemy og B-Real fra Cypress Hill og spiller hits fra alle tre bands’ repertoire samt en instrumentaludgave af et Audioslave-nummer som hyldest til den nyligt afdøde Chris Cornell. Det er hit på hit, men specielt på Public Enemy-numrene skærer det i ørerne, hvor tamme de bliver i hænderne på Rage Against the Machine-musikerne. ‘Fight the Power’ og ‘Prophets of Rage’ lød oprindeligt, som de virkelig ville fighte og rage, der var hvid støj og samplecollager: I dag er det højskolefunk med en guitarist, der stadig tror på alle dem, der engang kaldte ham en af verdens bedste guitarister, og bliver ved med at hive de samme Joe Satriani-tricks ud af ærmet for at bevise det. Et battle mellem ham og DJ Lord, der sikkert skal få en til at tænke på Jimmy Page og Robert Plants duetter, tjener kun til at vidne om, hvor meget han og resten af Prophets of Rage overvurderer sig selv.

Et af de bands, jeg virkelig har set frem til på Copenhell, er Invocator, som er gået ud af dvalen til lejligheden. Det er et virkelig stærkt navn at trække op af hatten, og det pleaser alle de gamle thrashere. Forventningerne blev så nedjusteret noget, da det et par dage før koncerten blev pointeret, at deres set ville bestå af sange fra de tre sidste plader og ikke noget fra hverken demoerne eller debuten. Det passer heldigvis ikke helt, de spiller trods alt titelnummeret fra ‘Excursion Demise’, og da introen til ‘Alterations’ fra demoen af samme navn lyder, er der ikke et øje tørt. Det bliver dog ved introen, så er Invocator tilbage i det mere groove-metalliske materiale, de endte med at spille frem mod bruddet i midten af nullerne. Hvad de taber på det, vinder de dog på det overskud, de demonstrerer. Vestjyder er jo notorisk besindige, men Jacob Hansen kan ikke skjule sin glæde over at stå en scene igen foran så mange fans, og selvom Invocator så i dag mest har karakter af et hobbyband, han kan trække op af hatten med nogle års mellemrum, når efterspørgslen er der, og der er et hul i producerkalenderen, er der ikke noget hyggeligt eller afslappet over det format, de præsterer. Det er simpelthen tight og tændt.

At ældes med værdighed
Hvis Invocator er et gammelt band, er Saxon dinosaurer. I år fejrer de fyrreårsjubilæum, og de gør det med en værdighed og et overskud, som er misundelsesværdigt. Det gør det selvfølgelig også lettere, når man har et bagakatalog at trække på, der rummer klassikere som ‘Crusader’, ‘20,000 Ft.’, ‘And the Bands Played on’, ‘Heavy Metal Thunder’, der bliver dedikeret til Lemmy fra Motörhead, og headbangerhymnen ‘Denim and Leather’, hvor sangeren Biff Byford med den imponerende stålmanke får en denimvest med Saxon-rygmærke på fra publikum.

Når Saxon efter fire årtier kan mønstre så stort et overskud, kan det undre en, at System of a Down efter bare to årtier, hvoraf de endda kun har været rigtig aktive det første, kan virke så ugidelige, som de gør på Helvíti. Som vores anmelder påpeger, er det egentlig kun bassisten Shavo Odadjian, der virker oprigtigt engageret i det, han laver, i hvert fald i at prøve at engagere publikum, mens Daron Malakian under sin kunstnerhat ser ud, som om han næsten væmmes ved at skulle nedlade sig til at udbrede sin kunst for pøblen. 

System of a Down har ry for at være det kunstneriske, eksperimenterende og tekstmæssigt dybe band i nu metal. Om det så er, når de synger “everybody everybody everybody  livin’ now / everybody everybody everybody fucks”, eller når de synger, at krig er dumt og uretfærdigt, står lidt uklart hen: Med årenes afstand til storhedstiden i starten af nullerne fremstår de mere som et metallens Gogol Bordello end som noget med en blivende relevans. Når man står inde midt i pitten, som jeg gør det under første halvdel af koncerten, er det dog tydeligt, at de virkelig har betydet meget for rigtig mange mennesker. Det er medrivende og decideret rørende, når alle omkring en synger med på hver eneste strofe, også selvom de strofer i bund og grund er temmelig fjollede, og det er fuldt fortjent, at System of a Down er torsdagens hovednavn, når man tager det på den præmis. I længden kommer det dog også til at føles som en følelsesmæssig voldtægt, når Daron Malakian og Serj Tankian med vibrato på stemmen og henførte blikke synger om indre smerte og et urimeligt samfund, og jeg bliver nødt til at mase mig ud af mængden og finde nogen at være sur over det sammen med.

Og der er ikke mange, det er bedre at være sur sammen med end Ministry. Al Jourgensen med dreadlocks og en bandana, der får ham til at ligne Whoopi Goldberg, der er faldet ned i sømskuffen, er en sublim indpisker. Også han har automatholdninger til Trump, men han er i det mindste selv bevidst om, at det er mere eller mindre de samme holdninger, han i sin tid havde til både den første og den anden Bush, og det er med til at gøre klassikere som ‘N.W.O.’ relevante femogtyve år senere. Mens regnen med flere timers forsinkelse endelig står ned i kaskader, pisker han og bandet det ondeste ‘Mad Max’-metalrave i gang på Hades, og således ender alt i fryd og gammen på Copenhells første dag.

Der er heldigvis stadig masser at være sur over.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her