Dommedagsminimalisme

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/80/8f/a7/dsc01067jpg-38535263540-o-43-1519048388.jpg
18. Februar 2018    

Lørdagen på Loppen stod på hardcore og post-metal med lovende danske navne og en one off-koncert med franske Celeste. Ingen faldt igennem.

Kunstner
Titel
+ LLNN + Woes + Eyes
Spillested
Dato
17-02-2018
Trackliste
Eyes:
Constant
Figures
Float
Husk
Silhouettes
Transcending
Them

Woes:
Where Roses Don't Grow
The Cold Wind Whispers Your Name
Weighed Down
Grey Skies
Aurora
At the Bottom of the Ocean Lies a Heart of Stone
The Hostility Within
Neverending Nights

LLNN:
Parallels
Despots
Armada
Rapture
Monolith

Celeste:
Comme des amants en reflet
Cette chute brutale
Tes amours noirs illusoires
Sombres sont tes déboires
(I)
Laissé pour compte comme un bâtard
D'errances et inimitiés
Ces belles de rêve aux verres embués
Koncertarrangør
Fotograf
Mikkel Furbo
Forfatter
Karakter
4

Det er relativt sjældent, at man tager til en koncert, der byder på mere end tre bands, og ikke kan pege på det ene, der var markant svagere eller stærkere end de andre. Det kan skyldes forskellige årsager, ens egne smagspræferencer, eller at et givent band ikke var i den bedste liveform lige den dag, men lørdag aften på Loppen var netop en af de aftener, hvor man blev trakteret med ikke mindre end fire koncerter, og hvor alle viste solid liveform.

Ingen bands faldt igennem, og som om det ikke var nok, var der også en stringent rød tråd gennem musikken, der blendede hardcore, post-metal og sludge med en smule black metal-inspiration. Filip Andersen, indehaver af pladeselskabet Bloated Veins og frontmand i hardcoregruppen Hexis, stod for arrangementet og havde ganske eksklusivt fået franske Celeste fløjet ind for et enkelt show.

"Det er punk, for helvede!"
Loppen har det med at dyrke sene spilletider, og denne lørdag var ingen undtagelse. Første band, den nye gruppe Eyes, der består af fire tidligere Hexis-medlemmer, og som spillede deres debutkoncert denne aften, gik på klokken 22 og spillede 20 minutters frådende hardcore. En aggressiv frontmand, Victor, der også er sanger og guitarist i den musikalsk relaterede gruppe Telos, gik bersærkergang nede foran scenen og løb ind i publikum, som ikke så helt parat ud til at tage imod den korporlige kontakt så tidligt i sættet. De korte numre gled sammen, og da frontmanden inden sidste sang proklamerede, at det snart var slut, blev det modtaget af et ”what?” blandt publikum og et rapt svar: ”Det er punk, for helvede!”, før bandet satte ind med endnu et frontalangreb.

Mindre umiddelbart og mere raffineret, men stadig umiskendeligt in your face, var Woes’ sæt, der bestod af deres debutalbum ’The Coldest Place Is Within Myself’, som de også holdt release for denne aften. Med en energisk og enigmatisk frontmand i Nicholas Meents og et ambitiøst setup, der inkluderede flere synthesizere, et multifarvet stroboskop-lysshow styret fra scenen og en røgmaskine, var det en mere inddragende visuel oplevelse at opleve Woes tonse sig igennem deres materiale af post-sludge-black-core-hvad-man-nu-vil-kalde-det-metal. Medlemmerne, her særligt guitaristen Christian Hammer Mattesen (også tidligere medlem af Hexis) så überseje ud, da de grundet lysshowet var reduceret til flimrende skikkelser, der bevægede sig voldsomt og rytmisk til musikken, mens de headbangede og spillede chug-chug-riff som i singleforløberen ’Grey Skies’. Den velspillende trommeslager var gemt væk bag lysshowet, og det eneste spor af ham – udover lyden, selvfølgelig! – var et par bækkener i konstant bevægelse, der stak frem fra mørket.

Kan Woes opretholde niveauet og fortsat levere sådan et fængende liveshow – som de også tidligere har gjort til When Copenhell Freezes Over – kan der meget vel være større scener og større oplevelser forude.

Dommedagsriddere
Af de danske bands denne aften er det mest veletablerede utvivlsomt LLNN. Bandet, der voksede ud af hedengangne The Psyke Project, har ganske vist ”kun” én fuldlængde og en split bag sig, men med en ny plade med titlen ’Deads’ på vej (udgivelsen er sat til den 27. april), der udkommer på tyske Pelagic Records, og optrædener på prominente festivaler som Roadburn og Desert Fest i London er bandet godt på vej ud over de internationale stepper.

Det er da også kun passende, for deres dystopiske, post-metalliske univers, der tæller adskillige sci-fi-inspirationer, taler da også et sprog, der ikke behøver oversættelse. Bandet åbnede med tre nye numre, der lød til at fortsætte stilen fra debuten 'Loss': Den tykke lydmur er fortsat intakt, og de sludgede riff og langsomt gyngende grooves kravler og kradser. Det er i det hele taget meget lidt imødekommende, og dommedagsstemningen sættes til slut, da Bonnesen introducerer nummeret ’Monolith’ med ordene: ”Den har sang handler om at brænde Christiansborg ned”.

Med et sidste ”burn it down!”-udråb kaster LLNN sig ud i et sidste ondskabsfuldt knusende groove af et breakdown, bassistens strop ryger af i virvaret, han må samle bassen op fra scenegulvet og holde instrumentet med håndkraft, mens han slår de sidste, tonstunge akkorder an, og bandets uforsonlige dommedagsridt slutter.

Fransk metalminimalisme
Da klokken nåede halv et, trådte aftenens hovednavn Celeste selvsikkert op på scenen. Bandet, der er fra Lyon og har eksisteret siden 2005, har udgivet fem studieplader over en periode på ti år, senest den glimrende ’Infidele(s)’ fra sidste år. Alligevel har vi her på Devilution helt forsømt at dække dem med undtagelse af den ene koncert, de gav på Copenhell for snart fem år siden.

Setuppet var den samme som dengang: Celeste benytter sig af et minimalistisk sceneshow, hvor stroboskoplys placeret på gulvet bag trommeslageren lyser scenen og bandet op bagfra, og hvor al anden belysning kommer fra medlemmernes røde pandelamper. Det giver et spændende udtryk til deres dynamiske musik, som blander muskuløse grooves, der med stringent sekstendedele-spil fra trommeslageren umiskendeligt minder om Gojira, og mere post-metalliske sekvenser, der sætter en mørkere, mere black-inspireret stemning.

Den stilblanding har Celeste holdt sig til gennem deres karriere, og det fungerer også upåklageligt: Bandet spiller tight og overbevisende, de udøver stramtandet kontrol over deres instrumenter og virkemidler, og de røde pandelamper fungerer som et visuelt fikspunkt, der passer til musikken. Det ser måske bedre ud på afstand, end når man står helt tæt på, men ikke desto mindre er det smart tænkt.

Bandet leder os igennem nyere materiale såsom ’Cette chute brutale’ og ’Tes amours noirs illusories’ og får med hjælp fra Hexis-Filip skabt lidt sporadisk smadren frem og tilbage foran scenen, men for det meste holder publikum sig stille, drages ind af stemningen og tager eftertænksomt imod musikken. I sidste nummer, ’Ces belles de rêve aux verres embués’, deler frontmanden Johan mikrofonen med Filip, og efter omtrent en times særdeles overbevisende fremvisning af deres unikke, blackened post-sludge går bandet af, og vi andre går ud i natten fire gode koncertoplevelser rigere.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil