Copenhell 23: Åbningsangreb i bagende sol
Populær
Heriot indviede skovscenen med hidsig hardcore og brutale breakdowns til formiddagskaffen – en ualmindeligt stærk en af slagsen.
2. Enter the Flesh
3. Violence
4. Demure
5. Coalescence
6. Profound Morality
7. Dispirit
8. Near Vision
9. Mutagen
10. Cleansed Existence
Selvom briterne efterhånden har syv år på bagen, så var det dog først med tilføjelsen af guitarist/sanger Debbie Gough i 2019, at de skruede op for de støjende elementer og blev til det Heriot, vi kender. En kvartet, der dårligt kan presses ned under én genre-paraply, selvom den metalliske hardcore dog er den altovervejende med sidespring udi støj, industrial og deathcore.
Helt så genrebrydende et outfit føles det dog ikke som her på Gehenna i dag, hvor kun fynske Crown the Beast har åbnet på Pandæmonium en halv time forinden. ”Er I klar til en omgang smadr?” lyder det fra konferencien, og hvadend vi er klar eller ej, er det da netop dét, der venter os. En tung intro fører os over i den hidsigt galopperende 'Enter the Flesh', hvor Goughs screamo-skrig og guitarist/sanger Erhan Almans gutturale brøl sætter lyden i scene.
Heriot er en intens kvartet, og det lader sig bestemt heller ikke skjule i dag. Kun sjældent bevæger de sig ned i gear, som i den slæbende tunge 'Demure', hvor bassen får lov at fylde og musikken lov at ånde. En bekvem afveksling fra den mere konfrontatoriske core-flade, der her i live-konteksten tilsidesætter de industrielle elementer (udover én meget abrupt, malplaceret støjfrekvens midt i 'Cleansed Existence'!), så den metalliske hardcore med dertilhørende breakdowns får lov at dominere, som showet skrider frem.
Et show, der desværre hurtigere end forventet bevæger sig ud i trædemølle-effekten, for når de netop har flere ben at stå på, så ender de lidt med at amputere sig selv ved at skære helheden ind til benet. Den der følelse af, at der er en rigtig god årsag til, at de har fået denne placering – som i mellemklasse-laget, hvor kunstneren endnu ikke har fundet deres identitet og på den vis bedst at alt synliggør, hvor meget andre kunstnere har mere at byde på end dem.
På sidste års 'Profound Morality' er ambitionerne lidt mere klare, men fra scenekanten i dag står vi med følelsen af en lettere amputeret udgave af Heriot, der måske bare først og fremmest endnu ikke har fundet sig til rette i live-konteksten. Almans snak til publikum tenderede da også mere til mumlen, så måske usikkerhed spiller en rolle her, men efter en halv times kaotisk brutalitet, hvor publikum først fik gang i circlepitten de sidste fem minutter, så var vi mange, der kæmpede lidt for meget for at finde nogen mening med galskaben. Identiteten fandt de aldrig, men med stærkere vægt på ambitionerne kan det da være, at Heriot kan drage det videre end netop dette.
Særligt eller ej, så kom vi da i gang – og jeg kan nu godt forestille mig værre måder at indvie en onsdag formiddag end med bagende sol og smadr.