Copenhell 23: Another day, another dollar
Pandæmonium blev udsat for et sært mix af rå energi og leflende underholdning. Kun en af disse klædte Fever 333.
2022 var et kaotisk år for Jason Aalon Butler. Den udgave af Fever 333, der på indlevende vis overbeviste os om bandets livekvaliteter på Copenhell i 2019 og senere gæstede Pumpehuset, stoppede med at eksistere. Butler var alene, og alle med relation til bandet frygtede, at årets booking ville blive annulleret.
Så slemt gik det heldigvis ikke. Den energiske frontmand sammensatte et nyt hold, bandet blev udvidet til en kvartet, og klokken 17:30 fik Copenhell fornøjelsen af Fever 333 på Pandæmonium. Med alle de politiske paroler, energiudladninger og al den showmanship, man kunne håbe på – og forventer af Butler. Var det så lige så godt som i 2019? Nej, langtfra.
‘Bite Back’ blev leveret insisterende, nærværende og råt. Selvom trommeslager Thomas Pridgen ikke helt formåede at overbevise på samme måde, som Aric Improta tidligere gjorde, var især April Kae på bas en opgradering. Perfekt matchende bandets rå og levende musikalske univers. På instrumenter såvel som på scenen. Brandon Davis på guitar virkede derimod mindre engageret i eftermiddagens foretagende.
“The people will show that we hold the motherfucking power”. Det blev ikke lagt fingre imellem. Som vi kender Butler, fik vi monologerne. Invitationen til at deltage, være en del af fælleskabet og tage stilling. Man kan være enig og med på Butlers vogn, eller man kan finde en anden koncert. Men man skal reelt være lidt af et fjols for ikke at gå ind for ligestilling, hvad enten det er mellem køn eller racer. Derved fik vi også endnu en forventet monolog, mens ‘Made an American’ blev leveret. Og selvom det uden tvivl er velment, er det også meget nemt. Det er nemme holdninger at tage, for hvem ved sine fulde fem er egentlig uenig?
Underholdning for den middelaldrende koncertgænger
Det var ikke en lang koncert. 45 minutter godt og vel. Med et fint udsnit af numre fra debutpladen, ‘Made in America’, en ny single og endda et cover. Fint arrangeret og sat sammen, med hensigt om at genskabe den energiske koncertoplevelse, vi netop fik i 2019. Alligevel klingede det hele underligt hult.
En ting er, at vi ligesom har set nummeret udspille sig på Copenhell før, et andet er bandets vanvittige leflen for publikum. Eksemplificeret i det ligegyldige cover af Blurs ’Song 2’. Nuvel, teksten var ændret, men af alle de revolutionære numre og bands, man kunne have valgt, landede valget på Blur? Valget kombineret med den høje andel monologgenbrug tydeliggjorde, hvor lidt revolution der egentlig er i Fever 333. Hvor meget cirkusset handler om underholdning og penge.
Nuvel, det var et meget kortvarigt visit, men så udødelig er Blurs anthem heller ikke. Det er et nummer, der resonerer med midaldrende mænd. De, der har karrieren og pengene til at sjaske dyre fadøl i hovedet på Køb’n’hell og egentlig bare gerne vil høre Rage Against the Machine. Men det var da også underholdende. Den nye single ‘Swing’ lød endda interessant live (modsat på plade), Butler rappede af sted, og alle følte en ungdommelig energi. Alle var underholdt, men reelt set havde kejseren intet tøj på.
Det fysiske tøj blev smidt på ‘Out of Control’, Pridgen ramte trommerne helt perfekt i eftermiddagsolen, og Davis lagde et solidt guitargrundlag. På én gang eminent og tilsvarende fuldstændigt gennemskueligt, forudsigeligt og stadig ganske effektivt. Tilsvarende med ‘Burn It’, hvor Butler fik hevet lidt intensitet tilbage i koncerten. Mere blev det ikke til. ‘Hunting Season’ sluttede koncerten efter små 45 minutter, og mens vi mindedes Butler, der kravlede rundt i scenetårnene, stod han på røven på et skateboard, mens Davis med lettere ligegyldig attitude spankulerede rundt. Også det var mere underholdende end relevant.