Copenhell 23: Fremtidens band?
Populær
Mastodonten leverede stilsikkert uden at imponere. Så kan man diskutere, om der er brug for flere generationers version af bandet.
Vended. Torsdag formiddag. Bandet, der sandsynligvis SKAL tage pladsen for Slipknot, når Corey Taylor og resten af ensemblet takker af. Når Shawn Crahan ikke gider mere, og vi alle egentlig burde tænke mindre på slut-90’er-bandet, vil ungerne rulle videre. De havde mere energi og relevans end fædrene havde fredag aften.
Vended er sandsynligvis det fremtidige Slipknot, skal man tro Corey Taylor. Det ikoniske navn vil forblive. Monsteret vil leve, selv når det de grundlæggerne medlemmer er døde, erstattet af senere generationer. En fin tanke og filosofi, men principielt lyder det mere som en virksomhed end som et band. Og hvorfor ikke? Fredag aften på Helviti var nok energisk, som vi altid oplever Slipknot, men mere var det heller ikke.
Vi har oplevet bandet et utal af gange. Imponere på Copenhell, overbevise på Roskilde Festival, endda give os genkendelsens glæde, når vi har oplevet amerikanerne i udlandet. I aften fik vi lidt af det hele, uden rigtig at blive imponerede. Måske vi efterhånden har nået tidspunktet, hvor det med at imponere er en opgave for den fremtidige generation?
"I wander out where you can’t see / Inside my shell / I wait and bleed". Ikonisk. Nummeret er efterhånden definitionen af nu-metal. Den afstikker fra genren, der senere skulle blive diskuteret. For spiller Slipknot nu også den “trælse” genre? Svaret bliver naturligvis rappet af sted i aftengløden, som Taylor endnu en gang på overbevisende vis fremstiller sit livsværk. Fortryllende og forførende, men modsat tidligere år, hvor Iowa-bandet har knust festivalen, føltes aftenens optræden mere som et troskyldigt kys med en tidligere affære end som kødets lyst. I samme grad som nu-metallen var sin egen undergang.
En klovnet affære
Ja, Shawn Crahan var tilbage (såvidt vi ved?), men det havde ingen betydning. Set i forlængelse af Taylors udmelding om, at bandet alligevel vil bestå for evigt, ville det måske være bedre, om klovnen, der var med til at skabe monsteret, havde trukket hovedet til sig. Det gjorde intet godt – for Slipknot var ikke den spændende opvisning i artisteri og gøgleri, som de ellers har været så mange gange tidligere. Det var et middelmådigt, afsuttet bolche, der smagte derefter.
Vildskaben, magien og det rebelske var svært at føle i bandets nye numre til aften. Selvfølgelig kan man diskutere, om det er påvirket af Craig Jones' afgang eller blot niveauet på bandets seneste, trælse fuldlængdeudgivelse? Om ‘The End, So Far’ er en plade, man vitterligt skal tage alvorligt, eller den blot er ment som et forsøg på at afslutte en pladekontrakt? At der kun blev spillet to numre fra pladen, taler vel sit eget sprog. Det var få af bandets nye numre, der imponerede fredag aften på Copenhell.
Men bandet har også brugt 30 år på skrive en succes. For 24 år siden vågnede vi op til ’Wait and Bleed’ fra bandets debutplade. Det gjorde vi igen fredag aften. En af få gange hvor vi virkelig mærkede amerikanerne. Hvor bandets gustne agressivitet satte sig i knoglerne, uden at blot at minde om en tid, der for længst er forbi. Uden at fremstå dateret.
Sådan står vi der. Igen. Med et hovednavn, der ikke rigtig er et hovednavn, for klokken er i højere grad fem minutter i opvarmning, da bandet går op scenen. ‘Snuff’, som bandet ikke tidligere har spillet i Danmark, og ‘Purity’, som også har været en sjælden gæst på sætlisten de sidste par turneer, gav de hardcore maggots deres oplevelse. Men flere overraskelser fik de ikke. Det viser, at Slipknot ER et hovednavn, hvor man glædes ved de få tilføjelser til sætlisten, men det føltes alligevel mest, som om Slipknot havde en almindelig dag på kontoret. Under 'Spit It Out' tog Copenhell som sædvanlig et knæfald, men denne gang var det mere af pligt end af egentlig lyst. Det mindede mere om et ønske om at genoplive tidligere succeser end om den overbevisende performance, alle håbede på og forventede.
Slipknot er set og hørt bedre og stærkere på Copenhell, ligemeget hvilket format bandet har spillet i.