Copenhell '17: Akrobatik og hormonel rasen Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/95/d3/d1/1-39-1498244897.jpg
23. Juni 2017    

Med deres definitivt sidste koncert på dansk jord viste The Dillinger Escape Plan, hvorfor det er en god idé at stoppe, mens legen er god og voldsom.

Dato
23-06-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Der er noget vemodigt over, at det er sidste gang, man skal høre The Dillinger Escape Plan flænse sig igennem nogle af de sange, der har stået som noget af det mest afsindige, 00'erne kunne præstere inden for hardcore. Efter deres koncert på Copenhell er det definitivt sidste gang, man har hørt kvintetten fra New Jersey på dansk jord.

For en gangs skyld giver den officielle forklaring på bruddet mening: Det energiniveau, The Dillinger Escape Plan præsterer under deres koncerter, kan de ikke længere holde efter 20 år. Det er forståeligt nok. Skægget er grånende på Kevin Antreassian og Liam Wilson, og de spring, Ben Weinman foretager fra forstærkere, podier, hvad som helst, der har en højde, bliver farligere, i hvert fald den skade, de potentielt kan forvolde. Der er kun to mulige veje at gå: drosle ned, spille mere stille sange, gå mere i den poppede retning, der hele tiden har løbet som et parallelspor i diskografien, blive mageligere, simpelthen. Eller stoppe The Dillinger Escape Plan og finde et andet afløb for sin magelighed. Hvilket så uundgåeligt ville betyde at gå på kompromis med det, The Dillinger Escape Plan har stået for.

Det er sådan noget, andre bands godt kunne lære noget af.

Således er koncerten med The Dillinger Plan en påmindelse om vores egen dødelighed, vores ungdoms afslutning. Og den har The Dillinger Escape Plan været et soundtrack til. Det mix af frådende amokløb og overfølsom poppethed, de har stået for, er noget nær det perfekte billede på hormonernes rasen, og det er rettidig omhu ikke at udsætte den for voksenhedens overblik og det skuldertræk over for den slags følelsesudsving, den har det med at afføde. Gennem tyve år er The Dillinger Escape Plan modnet som mennesker og som band, og det afspejler sig i musikken, der gradvist har bevæget sig fra den frenetiske mathcore på de første plader til et stadig mere melodifokuseret udtryk. 

Men når de spiller afskedsturné – en turné, der allerede i foråret ramte Pumpehuset – er det i sagens natur med et bredt vue over hele karrieren. Således lægger de ud med den mathcore, der for de fleste definerer lyden af The Dillinger Escape Plan, og blaster klassikere som ‘Panasonic Youth’ fra gennembrudspladen ‘Miss Machine’. Mens sangeren Greg Puciato sprinter rundt på scenen, dribler guitaristen Ben Weinman ind mellem ham og de andre medlemmer, når han ikke han poserer i stadigt mere åbentstående skjorte, mens han laver alle de tricks, der findes i bogen for blærede guitarister. Guitaren bliver kastet og slynget rundt, og der går ikke mange numre, før det går galt, noget ryger af, og guitaren bliver resolut smadret mod scenegulvet.

Lige der har du dit billede på mistet ungdom: der, hvor Ben Weinman kikser et sving og tager konsekvensen og smadrer det hele. Præcis som han har gjort med The Dillinger Escape Plan.

Max Martins mareridt
Herefter sætter The Dillinger Escape Plan tempoet ned og begynder en række af de sange, hvor de er gået over i pop. Det er den slags, der har det med at ødelægge metalcore, som The Dillinger Escape Plan er beslægtet med, men de har faktisk formået at gøre det elegant. Selvom en sang som ‘Black Bubblegum’ ikke er langt fra den type bastant pop, som Max Martin har produceret for Backstreet Boys, Taylor Swift et al, har den hos The Dillinger Escape Plan haft en mørk understrøm, der bevirker, at den ligger mere i forlængelse af Faith No Mores perverterede pop end af den type popleflende metalcore, deres kolleger gør sig i. 

Derfor er der heller ingen i publikum, der betænker sig for at starte hoppeborg under ‘Black Bubblegum’, og i det hele taget er publikum i den grad med på at sende The Dillinger Escape Plan godt af sted. Der er en støt strøm af crowdsurfere op mod scenen, og både Greg Puciato og Ben Weinman tager hver deres tur ud over publikums hænder. Men alligevel gør de mange melodibårne sange, at intensiteten aftager lidt hen over midten af den timelange koncert, og når Greg Puciato lover at give os "everything you wanted", tænker man uundgåeligt, at det, man egentlig helst vil have, er mere math.

Det får man: 'Sunshine the Werewolf' indleder en afsluttende kavalkade af mathcore-sange i et kapløb med tiden, hvor Greg Puciato flere gange må tjekke med crewet, hvor meget tid de har tilbage. For heldigvis skal det hele afsluttes med ‘43 % Burnt’, The Dillinger Escape Plans absolutte stjernestund. Alt syder på scenen og i pitten, en benprotese løftes over hegnet, et par i kærlig omfavnelse bæres over.

Og så er det slut. Tak for turen.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her