Vanedannende ad helvede til

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/ff/e9/7f/20171118-012505-resized-83-1511099448.jpg
19. November 2017    

Sådan! Den danske undergrund favner bredt og inviterer alle genrer indenfor. På spillestedet Mayhem førte det fredag aften til både harmonisk crooner-country, doomy noise-math og fuzz metal. 

Kunstner
Titel
+ Gullo Gullo + Everly Brothers
Spillested
Dato
17-11-2017
Genre
Karakter
4

Det er de færreste spillesteder, der som Mayhem i Københavns nordvest igen og igen formår at tage deres publikum med bukserne nede om anklerne. Mayhem, der i smukkeste østeuropæiske stil ligger en smule gemt i en af mange graffitidekorerede lagerbygninger på Ragnhildgade, har siden åbningen i 2010 været en af landets vigtigere formidlere af dansk undergrundsmusik. At de bliver ved med at være det, var fredagens eklektiske program endnu et overraskende og frisk eksempel på.

Tre bands. 50 kr. Billige øl og vand. Sådan. Selvom Mayhem for nylig har valgt at skifte ud blandt spillestedets bookere, opererer de med den samme lette imødekommenhed, som de har mødt deres publikum med lige siden begyndelsen. At tage på Mayhem og høre musik kræver vitterligt ikke en skid. Det har det aldrig gjort. Det kræver sandsynligvis en sund portion nysgerrighed på musikkens vegne, en vejviser samt en vis portion åbenhed, forstås, men det er omtrent også det.

Rockmusikere med country-aner
Åbenhed var Mayhem denne fredag selv de første til at omfavne. Første navn var duoen Everly Brothers, der, så vidt jeg erindrer, spillede den første koncert med et strejf af country, som jeg har oplevet i nordvest. Mayhem har gennem årene haft en forkærlighed for hovedsageligt noise og eksperimentalmusik, hvilket som regel ikke harmonerer med lige præcis countrygenren. Når Adam Kjær Nielsen og Jakob Emil Lamdahl Pedersen, blottet med kun hver sin guitar og deres respektive in tune-vokaler, med sådanne tongue-in-cheek-manerer kalder sig selv Everly Brothers, sker det dog selvfølgelig med et blik i øjet. Dette særlige blik synes også at være til stede i musikken, som har en underspillet feeling af noget andet end country.

Helt generelt var der for meget showcase over de fem-seks numre, duoen gav på Mayhem, til at jeg helt blev revet med. Selv i skitseform og med lydproblemer på især den ene vokal var det dog ikke svært at spotte både godt materiale samt to karismatiske musikere, som det stort set er umuligt ikke at være betaget af. Begge har tydeligvis naturlig, upåtaget snilde for x-faktor. Normalvis spiller de to sammen i progrockbandet Værket, ligesom Kjær Nielsen på det seneste har taget den danske metalundergrund med storm, når han spiller trommer også i Slægt, eller for den sags skyld styrer spade og vokal i Kamp. At de ligeledes har noget at byde på, når de begge har countryfrynser på deres skjorter, var koncerten på Mayhem et varmt og ikke uinteressant eksempel på.

Mestervokal møder harmoniske medsammensvorne
At man sagtens kan holde varmen i en lagerbygning i nordvest på en mørk efterårsaften i november, understregede også det næste band, Gullo Gullo. Af aftenens tre navne var Gullo Gullo sandsynligvis bandet, jeg havde sat næsen mest op efter. Så vidt jeg ved, var aftenens koncert deres blot tredje eller fjerde til dato, men efter at have hørt et par meget tunge sager på internettet var forventningerne egentlig allerede skudt en smule i vejret. Det måtte de heldigvis også gerne være. Gullo Gullo kunne holde til forventningspresset.

I centrum af Gullo Gullos på én gang dronede, noisede, doomtunge og mathhysteriske kakofoni af genrer har vi Anders Jørgen Mogensens vokal, der med Mike Patton som tydeligste reference skriger, knækker, spytter og synger lungerne ud. Mogensen var i begyndelsen af 00’erne frontmand i det undergrundsberygtede band KLoAK, som i forlængelse af Düreforsögs aparte take på metal- og rockmusik i slut-90’erne dengang var med til at holde forfriskende liv i den danske rockscene i det hele taget.  At han stadig er med til at gøre dansk metalmusik skævt og interessant, er Gullo Gullo beviset på.

Udover Mogensen består Gullo Gullo også af Anders M. Jørgensen på guitar, der normalt splitter kranier med sit seksstrengede våben i førnævnte Slægt, Jesper Bagger Hviid, der også spiller guitar i Gullo Gullo og er med i black metal-bandet Broder, samt Axel Green på trommer; han spiller trommer også i Kamp.

Gullo Gullo spiller metalmusik, der på en gang er grænsesøgende og rig på alt det, der kunne få en Wacken Metal Battle-dommer til at lægge sig fladt ned. De er uden tvivl eksperimenterende, men samtidig er de slet ikke så skidesvære at finde ind til. Mens Hviid på én gang spiller primitive og fornemme staccatoriffs, der med en smule god vilje kunne minde om en mindre afventende udgave af Sunn O))), er Jørgensen hans seksstrengede medsammensvorne, der giver tyngden en kakofonisk top af henholdsvis ren metal og free jazzet guitarnoise. På samme måde som de to guitarer dueller mellem modpolerne, lægger også vokalen og trommerne sig spændende op ad hinanden. Meget mere af alt det, tak.

Rosinen i pølseenden der tog røven på sit publikum
Sidste navn på Mayhems gulvhøje scene var den nordjyske duo Gabestok. Bandet, der spiller primitiv fuzz metal, har jeg oplevet flere gange tidligere. Det, der er med Gabestok, er, at selvom de i udgangspunktet er simple, har deres sange tilpas mange skift, til at deres sange stort set hele tiden bliver ved med at holde lytterens opmærksom fanget. Bandet skriver med andre ord pissegode sange. Sange, man har lyst til at høre igen. Selvom de ikke har decideret mange koncerter under lædervesten, bliver Gabestok desuden kun bedre for hver gang, man ser dem. Af de fem koncerter, jeg nu har set med dem, var deres gig fredag aften på Mayhem det hidtil bedste.

Ret hurtigt er Gabestok desuden blevet et band, man skal opleve live. Det skal man, fordi de spiller røven ud af bukserne. Sangene er catchy, de spiller dem muligvis til den simple side, men det, forsanger/guitarist Fleetwood Asp og trommeslager d’Ø muligvis mangler i musikalske finesser, kompenserer de begge to mere end rigeligt for i kraft af deres energiske, udkrængende livepræstationer. Denne aften i særdeleshed, hvor Gabestok spillede det vist nok længste sæt, jeg hidtil har set dem give. Meget mere også det, tak!

Alt i alt en fantastisk aften på Mayhem, der ikke blot er et eklektisk og inviterende, men også et vanedannende spillested. 

23380005 1851768508467721 3598990565818990867 n

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her