Næsten for behageligt

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/bd/f5/9a/-XTJ3386-63-1507620437.jpg
09. Oktober 2017    

Da Paradise Lost indtog Voxhall sammen med Pallbearer og Sinistro, blev det næsten for pænt og behageligt for de mange fremmødte lørdag aften. Der manglede bid.

Titel
+ Pallbearer + Sinistro
Spillested
Dato
06-10-2017
Genre
Trackliste
1. God's of Ancient
2. Remembrance
3. From the Gallows
4. One Second
5. Tragic Idol
6. Medusa
7. Eternity of Lies
8. Shadowkings
9. Faith Divides Us – Death Unites Us
10. Blood and Chaos
11. Eternal
12. Beneath Broken Earth
13. Embers Fire

14. No Hope in Sight
15. The Longest Winter
16. The Last Time
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
3

 

En lørdag aften i Aarhus er på papiret allerede en god ide. Når man samtidig har muligheden for at høre Paradise Lost, der fik en ganske rosende anbefaling med for deres koncert i Pumpehuset ugen før, så kan det nærmest ikke gå galt.

Som vores anmelder i København pointerede, var Sinistro en ganske spøjs størrelse at stifte bekendtskab med. Portugiserne spiller en tung doom, der er mere avantgarde end de fleste midtjyder. Men Voxhall var allerede tæt pakket, da Sinistro gik på, og publikum fik set forsanger Patrícia Andrade vride sig gennem deres numre. Monologen, som denne anmelder var blevet adviseret om på forhånd, var blot en understregning af, hvor specielle Sinistro er.

Lidt mere traditionelle er Pallbearer, trods alt. Det er doom, som vi kender det. Dejlig langsomt, men med en progressiv vinkel. Den blues-inspirerede guitar hos Devin Holt fungerer godt og er med til at løfte stemningen en anelse fra det nærmest komatøse, der efterhånden er ved at have indfundet sig hos publikum. Den afslappede stil køres fuldstændig fra samtlige fremmødte, hvor det sågar er muligt at have en plads ved hegnet og samtidig drikke rødvin af glas på stilk. Ingen smalle steder i Aarhus denne aften.

Efter sådan to ganske forskellige opvarmningsbands var der spænding forud for hovednavnet. Paradise Lost har været inde i en opadgående formkurve, og at de gav en god koncert i Pumpehuset gjorde kun forventningen til Nick Holmes og co. større.

Helt så godt gik det bare ikke. De kom lidt sløvt ud af starthullerne, og det selvom ’Remembrance’ alligevel fik hidset publikum en smule op. Alligevel slæbte de fødderne af sted under ’From the Gallows’ og ’One Second’. Det var først ved ’Tragic Idol’, at bandet ligesom fandt hinanden. 

Derfra blev det en anelse bedre, og titelnummeret fra deres seneste plade ’Medusa’ blev vel modtaget. Nu nærmede vi os også nogle af de større hits. ’Faith Divides Us Death Unites Us’ gik godt igennem, den nye ’Blood and Chaos’ ligeså. Det var lige før, vi skulle til at finde de store ord frem, da vi fik ’Beneath Broken Earth’ og halvfemserhittet ’Ember’s Fire’, men desværre snublede de også lidt her. Det var bare, som om tingene ikke rigtig ville flaske sig fuldstændig for Paradise Lost denne lørdag aften.

Vi kan næsten ikke tilskrive det andet end dagsformen. Det var, som om de ikke helt havde sjælen med i det. Det blev for afslappet og nærmest helt behageligt at være der. Ingen store overraskelser, hverken positive eller negative. Det blev ikke nogen stor oplevelse. Ejheller ved ekstranumrene ’No Hope In Sight’, ’The Longest Winter’ og ’The Last Time’ kunne publikum eller Paradise Lost for alvor finde hinanden. 

Tilbage stod vi med en velafviklet koncert, men uden den forløsende stemning, der er, når man er blevet blæst bagover og imponeret. Det var som at opleve tre bands, der kørte den på rutinen og bare skulle have det overstået, og det var en skam, for Voxhall var fyldt til randen med feststemte publikummer. Det kunne have været meget bedre, men også været meget værre. Den bløde mellemvare, som man ikke rigtig ved, om man skal elske eller hade. Vi sætter os mellem to stole og giver den tre behagelige firkanter.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her