Tør humor og saftig død

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/ed/b8/da/-XTD2802-32-1506338762.jpg
23. September 2017    

Greg Mackintosh pissede territoriet af på Pumpehuset med sit eget projekt Vallenfyre, inden han returnerer med Paradise Lost en lille uge senere.

Kunstner
Titel
+ Implore
Spillested
Dato
20-09-2017
Trackliste
1. Born to Decay
2. Messiah
3. Odious Bliss
4. Degeneration
5. Scabs
6. Instinct Slaughter
7. An Apathetic Grave
8. Nihilist
9. Cathedral of Dread
10. Dead World Breathes
11. Savages Arise
12. The Merciless Tide
13. Kill All Your Masters
14. Desecration
15. Splinters
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi er glade for Vallenfyre her på redaktionen. Briternes blanding af død, doom og crust har udløst gode karakterer hele diskografien rundt. Fire stjerner til debuten ’A Fragile King’ (2011); Fire stjerner til opfølgeren ’Splinters’ (2014); og senest fem stjerner til dette års ’Fear Those Who Fear Him’.

Besøget i Pumpehuset var imidlertid bandets første visit i Danmark, hvilket desværre ikke var nok til at trække mange folk frem fra gemmerne denne onsdag.

Implore, der som hovednavnet er signet på Century Media, stod for opvarmningen. Genremæssigt var her tale om metal, der stak i lidt i forskellige retninger – deathcore, doom, black, grind, groove – men med vægt på død. Første del af koncerten forblev en kende monoton, hvilket især skyldtes en forholdsvis identisk og svært adskillelig guitarlyd fra bandets to guitarister. Sangene livede op hen mod slutningen, hvor Implore virkede til at fokusere på deres kommende udgivelse ’Subjugate’. Trommeslager Guido Montanarini er glad for fills og breaks, men Implore havde det bedste drive, når sangene forblev en kende mere primitive. Gode breaks og kringlede trommefills kan godt give en sang det fornødne punch, men det afhænger af, hvor breaket kommer fra og vil hen. For Implores vedkommende forblev de mange breaks ofte uinteressante og virkede snarere som tekniske gimmicks end facetter, der var med til at bære nummeret frem.

Generelt for koncerten var det, at der manglede sammenhæng mellem numrenes enkeltdele i sangskrivningen. Der var mange gode ideér, men de passede ikke altid lige godt sammen.

Ændringer i besætningen
Anderledes var det til gengæld med Vallenfyre. Her passede enkeltdelene fremragende sammen, og det selvom der har været lidt udskiftninger i medlemmer mellem anden og tredje udgivelse.

Adrian Erlandsson (ex-Paradise Lost, ex-Cradle of Filth, The Haunted, At The Gates m.fl.) er blevet erstattet på trommerne af den nuværende Paradise Lost-trommeslager, finske Waltteri Väyrynen. Finnen var bundsolid, da Devilution (og denne anmelder) så ham i aktion med Paradise Lost på sidste års Roadburn, hvor pladen ’Gothic’ (1991) blev fremført i sin helhed. 'Gothic' er muligvis ikke den mest udfordrende plade rent trommemæssigt, men den kræver alligevel timing i breaks og groove for at fungere rigtigt – begge dele blev dengang leveret til ug. Det var spændende at se, hvor tight Väyrynen var bag kedlerne, når tempoet momentvis blev skruet en del bpm op.

De tunge toner blev tidligere leveret af bassisten og tidligere Doom-medlem, Scoot, men er nu besat af Chris Casket (Eastern Front).

Herudover er Sam Kelly-Wallace med som ekstra guitarist i livesammenhæng, foruden de faste medlemmer, lead-guitarist Hamish Hamilton Glencross (ex-My Dying Bride, ex-Solstice) og Greg Macintosh himself, der live dedikerer sig udelukkende til vokalen.

Man kunne have frygtet, at leveringen af de sange, der lå forud for ’Fear Those Who Fear Him’, ville halte med så mange udskiftninger i lineuppet. Det var heldigvis ikke tilfældet – Vallenfyre satte ikke et ben forkert i deres en time lange sæt.

Det var især spændende at observere Waltteris tilgang til trommerne. Hvor Guido Montanarinis stil var funderet på ren kraft, så er Waltteris trommespil langt mindre forceret og med masser af dynamik. Finnen ser ubesværet ud, når han bevæger sig rundt på trommerne, men det gør hverken fills, breaks eller temposkift mindre imponerende. En imponerende trommeslager – intet mindre.

Grin absurditeten op i ansigtet
Mackintosh, som havde barberet de lange, mørke lokker af og i stedet havde fået gang i en god hanekam, var karismatisk som frontmand. Med tør, sort og bidsk britisk humor kævlede han om druk, heroin, præster og ikke mindst Københavns egen Indian Palace, hvor han netop havde fortæret en curry, der sendte ham på tønden: ”… the worst Indian in my fucking life!”.

Det er en hårfin grænse med snak mellem numrene. Det falder ofte til jorden, når frontmænd tyer til klicheer og siger floskler, som de virker til at have sagt gennem hele igangværende tour. Mackintosh talte ikke til intellektet, men et eller andet sted tilføjede hans usentimentale og uhøjtidelige introduktioner til egne numre hele koncerten en herlig trækken på skuldrene. Det mindede mig om Memoriams Karl Willetts’ tilgang til eget materiale på dette års Copenhell. Her blev der også klukket over eksistensens elendigheder, og der er virkelig noget livsbekræftende i at grine lortet op i ansigtet – det er i hvert fald i min optik trodsigt og noget dybt essentielt ved metalgenren. Sangene blev leveret benhårdt og seriøst, men der var ikke et gran af selvhøjtidelighed at spore hos de fem medlemmer.

Varieret materiale på sætlisten
Der blev åbnet med de tre første fra ’Fear Tho Who Fear Him’, kun afbrudt af en enkelt afstikker til ’Splinters’ med ’Odious Bliss’. Sidstnævnte en hyldest til druk og heroin, som Mackintosh også proklamerede.

Der var en god synergi mellem Vallenfyres hurtigere numre – der tenderede til død og crust-genrerne – og de langsommere skæringer, hvor doom fra den engelske 80’er- og 90’er-skole synes at være inspirationen. Hos denne anmelder står Vallenfyres seneste udgivelse stærkest i hukommelsen, og denne vekslende sætliste var medvirkende til, at koncerten aldrig blev opfattet som ensartet eller monoton. Der var et vekslende flow og grove igennem hele koncerten, men uden at gå på kompromis med udgangspunktet.

’An Apathetic Grave’ satte midtvejs tempoet et nøk ned, men mismodet og doomen et nøk op. Mackintosh er muligvis bedst kendt for sine dyder på den seksstrengede, men hans growl og vokale facetter i Vallenfyre skal ikke fornægtes. Hans vekslen mellem abrupte grynt og udstrakte, fyldige growls giver de fleste skæringer adskillige hooks og punch. Det er rart med metalmusik, som har umiddelbarhed over sangskrivningen, men som stadig indeholder disse mange hooks, der får næven i vejret, og som man ser frem til i løbet af koncerten.

Der kom sågar en kort afstikker til grindcore med ’Dead World Breathes’ på små 40 sekunder. Greg Mackintosh er uden tvivl glad for landsmændene fra Naplam Death i sit musikalske og især lyriske udgangspunkt.

Koncerten varede en lille time, men for at være helt mættet havde man brug for en 2-3 skæringer mere. Det havde klædt koncerten med den latterlig fede ’Amongst the Filth’ fra den seneste udgivelse. Mindre kan heldigvis gøre det, og nu er der kun at glæde sig til, at Paradise Lost kigger forbi samme spillested fredag d. 29. September.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her