Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

WOA ’19: Velspillende Vltimas

Updated
vltimas vincent 2019

Vltimas gav et show, der var nogenlunde identisk med det, de turnerede med på Copenhell i juni måned. Det giver ikke topkarakter, men kan sagtens gå an en torsdag aften.

Kunstner
Dato
01-08-2019
Trackliste
1. Something Wicked Marches In
2. Praevalidus
3. Total Destroy
4. Monolilith
5. Truth and Consequence
6. Last Ones Alive Win Nothing
7. Everlasting
8. Diabolus Est Sanguis
9. Black Sabbath (cover)
10. Marching On
Koncertarrangør
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen (Copenhell 2019)
Karakter
3

Trioen i Vltimas er nogle velbevandrede herrer i den ekstreme del af metalbranchen. Forsanger David Vincent har en fortid i legendariske Morbid Angel. Rune Eriksen har været med i berygtede Mayhem og trommeslager Flo Mounier er fra Cryptopsy. Sammen lavede de tidligere på året pladen ’Something Wicked Marches In’, som vores anmelder gav rosende ord med på vejen i marts måned.

Siden gæstede Vltimas så Copenhell i juni måned, hvor de fremførte pladen i sin helhed og kastede et cover af Black Sabbath ind til at bryde koncerten bare en lille smule op. Det er præcis samme fremgangsmåde, Vltimas anvender, da de torsdag aften i det store telt på Wacken Open Air 2019 giver koncert. De spiller hele pladen og kaster Black Sabbath-coveret af sig før de lukker og slukker koncerten med afslutningsnummeret på pladen ’Marching On’.

Hvad er så forskelligt fra Copenhell til Wacken, spørger den nysgerrige læser sig?

Ikke meget. Og dog. David Vincent brøler selvfølgelig ”How are you, Wacken?!” i stedet for Copenhell, men responsen han får retur, er nogenlunde identisk med det han fik på Refshaleøen. Rune Eriksen og Flo Mounier er begge stadig dygtige musikere, der fremfører pladen lige så ubesværet og tungt, som de gjorde i Danmark. David Vincent ser dog ud til at være mere tilpas i sin rolle som forsanger uden at være fanget bag en basguitar og et mikrofonstativ. Hans gang frem og tilbage på scenen ser mere naturlig ud, og han kommer bedre udover scenekanten. Det er tydeligt, at de både har gæstet Hellfest i Frankrig, Tons of Rock i Norge og Mystic Festival i Polen i mellemtiden samt et par koncerter i London og Holland. 

David Vincent ser derfor mere ud som en naturlig frontfigur og forsanger end på Copenhell, når han går frem og tilbage over scenen på Wacken og inddrager publikum i begge sider af teltet. Det bliver da også så varmt på scenen, at han må smide den store jakke og fuldfører koncerten i trøjen. Det er tydeligt, at han er omdrejningspunktet i Vltimas, når de spiller koncert. De andre musikere kværner bare af sted på deres instrumenter, mens David Vincent sørger for at inddrage publikum. Det fungerer udmærket, og havde vi ikke set en nærmest identisk koncert halvanden måned tidligere, var vi også kommet længere op på karakterskalaen, for det fyldte telt fik i den grad, hvad de kom efter. En brutal blanding af døds- og blackmetal lavet af nogle af genrernes bedste.