Ægte originaler
Cirith Ungols sjette og måske sidste album er tidløs og formidabelt velspillet metal fra en af genrens store stilskabere.
2. Relentless
3. Sailor on The Seas Of Fate
4. Sacrifice
5. Looking Glass
6. Dark Parade
7. Distant Shadows
8. Down Below
Hvad er det, der gør, at ældgamle Cirith Ungol – de blev dannet i 1971 – efter deres gendannelse lykkes med at levere den ene strålende udgivelse efter den anden, hvor utallige andre gendannede bands fejler og ender med at levere enten en bleg kopi af fortidens bedrifter (fordi man ikke kan genskabe den tid, der skabte de tidligere udgivelser) eller forsøger sig med en mislykket modernisering, der hverken bliver rigtig moderne eller rigtig god?
Måske skyldes det, at Cirith Ungol holder sig temmelig strikt til deres oprindelige stil uden anden modernisering end en mere kraftfuld og klarere produktion end på de gamle plader. En anden grund kunne være, at de tager sig tid til at skrive sange, der kan måle sig med det ældre materiale. De blev gendannet i 2016, udgav først comebackalbummet 'Forever Black' i 2020 og nu først i 2023 et nyt album. I mellemtiden kom ep'en 'Half Past Human', men den bestod af gamle numre.
At være sig selv tro
Men jeg tror, den primære årsag må være, at Cirith Ungol altid har været originale, og at de aldrig helt har passet ind i deres egen tid – og aldrig forsøgt at gøre det. Er man ligeglad med sin samtid, så undgår man også mislykkede forsøg på at forsøge at tilpasse sig den med genreeksperimenter, tvivlsomme produktionsvalg og konceptændringer. Fuldt fokus på kunstnerisk kvalitet og ikke på de forventninger, man går og bilder sig selv ind, at andre eller markedet vil have.
Cirith Ungol virker komplet ligeglade med den slags størrelser, de er bare sig selv i suveræn stil, kører på med Michael Whelan-covers fra Michael Moorcocks Elric-bøger og en på en gang majestætisk doom metal blandet med en klassisk metal, der bevarer en mørk kant fra det sværd og trolddom-univers, teksterne kredser om. Dertil en snert af den progressive rocks episke sangskrivningsformat og enkelte bluesy elementer, og man har en unik blanding, som ingen har kunnet kopiere.
Mange højdepunkter
Var man det mindste i tvivl, forsvinder den, så snart man hører åbningsnummeret, 'Velocity (S.E.P.)', en uptempo sang, der lægger ud med heltemodige leads, som bør få hjertet til at svulme af stolthed i brystet på enhver metaller, og ellers bør den pumpende, headbangervenlige rytme fra den alt for underkendtet trommeslager Rob Garven klare det. Sanger Tim Bakers vokal med sit bansheehyl er ikke for alle, men man kan ikke beskylde ham for ikke at have taget vare på stemmebåndene. Han er efterhånden blevet 66 år, men lyder stadig som en drøm. Eller et ominøst mareridt.
'Dark Parade' er et album, der er rigt på højdepunkter: Den otte minutter lange 'Sailor on the Seas of Fate' både galopperer og er doomy; et sandt episk storværk fra amerikanerne. Og 'Sacrifice' med dens orientalsk klingende akustiske intro før en knusende, titanisk doom sætter ind, og hårene rejser sig på armene efter et kort akustisk tema, da Baker cirka 1:20 inde vræler: "A symphony of evil begins their judgement day".
Den slags detaljer – de små variationer, de små højdepunkter rundtom i sangene – er der mange af på 'Dark Parade', og det vidner om et band, der har en organisk tilgang til sangskrivning, har stået i øvelokalet, finpudset materialet og arbejdet med de detaljer, der løfter sange fra det ordinære og ind i det spektakulære.
Tidløs metal
Og andensinglen 'Looking Glass' med dens imponerede og halvandet minut lange guitarsolo er et studie i, hvordan man laver lange instrumentalpassager uden at kede lytteren, hvordan man bevarer kraften i noget, der ville være gået galt i de fleste andres hænder. Cirith Ungol spiller som en drøm på dette album, og hvor mange andre veteranbands efterhånden begynder at lyde slidte, lyder amerikanerne som et band i topform.
Der er ikke mange fejl på 'Dark Parade', men blandt de få er, at albummet slutter af med to doomy numre, hvor man kunne have haft en bedre balance med et mere uptempo nummer før den afsluttende 'Down Below', der til gengæld leverer en så episk afslutning, at man glemmer det igen. Det er sjældent, at bands i den alder leverer noget, der faktisk er omtrent på højde med storhedstiden. Normalt ville man sige, at et album fra et halvtreds år gammelt band er godt, i forhold til hvad man kunne forvente fra aldrende musikere, der ikke har ungdommens energi længere. 'Dark Parade' er et ualmindeligt godt album helt uden den slags besværgelser. Tidløst. I dag kan et nyt album ikke få samme gennemslagskraft som dengang af en lang række grunde. Men var 'Dark Parade' udkommet dengang, tror jeg, at den ville blive regnet for en klassiker på linje med bandets to første. Det er store ord, men den er faktisk så god.
Du kan lytte til førstesinglen 'Velocity (S.E.P.)' herunder. Cirith Ungol har offentliggjort, at 2024 vil blive året for deres sidste turné. Forhåbentlig bider danske bookere på.