Stjerneprog

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/d5/15/6b/leprous-thecongregation-89-1433104889.jpg
31. Maj 2015    

Norske Leprous gør det komplekse let på 'The Congregation' og sætter det i kontrollerede rammer. Manglen på særhed og vildskab har allerede skuffet nogle fans, men skribent Villumsen køber fuldstændig bandets udvikling og skamroser bandets nye udspil.

Kunstner
Titel
The Congregation
Dato
25-05-2015
Distributør
Karakter
5

Da skribenten bag tasterne tilbage i 2011 anmeldte skiven 'Bilateral' af de norske progmetallere i Leprous, så var det med de store ord og sætninger som "i en klasse for sig" og "gør den progressive metalgenre stor ære". Min Devilution-skribent, Emil Svendsen, tillod sig så i anmeldelsen af opfølgeren, 'Coal', at notere, at netop 'Bilateral' var lidt godmodig og "goofy". I stedet kom han med ros til 'Coal' for storladenhed og kølighed og med detaljer, der var værd at gå på opdagelse i.

Mens 'Coal' af uransagelige årsager gled lidt hen over hovedet på den så 'Bilateral'-glade-anmelder, så synes 'The Congregation', at komme med svaret på hele idéen med netop 'Coal'. Nu kan det ses, hvor bandet ville hen, og 'The Congregation' er i den grad kommet helt ind under huden og har åbnet for 'Coal' igen.

'The Congregation' er på ingen måde 'Bilateral'. Det legesyge er teknisk og overmåde imponerende, men det er mere kontrolleret. Det kølige fra forgængeren går igen, men de her synkoperede staccato-rytmer, som bandet også legede lidt med sidst, er forfinet, og specielt åbneren og 'Triumphant' er genistreger i dét univers. Det gør det så heller ikke dårligere, at vokalist Einar Solbergs vokal lægger sig smukt og naturligt over de abrupte rytmer. Den nye trommeslager Baard Kolstad tryller virkelig med tønderne og spiller skæve rytmer som det letteste i verden, og så flirter han i nogle sange så meget med gulvtammerne, at man skulle tro, at han havde glemt resten af trommesættet – og han slipper kreativt og stærkt fra det.

Vokalens samlende kraft


Ejner Solberg har hevet stærke vokalmelodier frem på dette udspil, og selvom den rå vokal, som fik lov at kaste vildskab over visse dele af 'Bilateral', er nærmest fraværende, så er det et fornuftigt træk, for hans vokal ligger solidt på toppen af den krævende musik. Han er bindeleddet, der gør det hele så let at gå til. Det førnævnte staccato-virvar er forførende og gøres gerne i hele akkorder i modsætning til djentens typiske 1-strengsvalg. Det gør det mere melodisk og – i hvert fald i Leprous' hænder – meget mere tilgængeligt.

Fans af progressiv metal kan være svære at gøre tilfredse, og man møder nogle gange en holdning om, at hvis musikken er let at gå til, så er det ikke progressivt. Leprous har måske nogle steder skåret en hæl af de allersæreste tendenser og har gået en vej med store, catchy omkvæd, men omvendt skyldes det umiddelbart fængende altså også, at albummet er så gennemarbejdet, og ingen tone er tilfældig: hverken de skæve eller de mere ligefremme.

Leprous er et progressivt metalband i verdensklasse, og selvom det fjerde studiealbum allerede ser ud til at dele vandene og få nogle til at sige, at de aldrig topper 'Bilateral', så er 'The Congregation' det helt rigtige træk for at gøre bandets produkt mere kommercielt. Og det uden at vige alt for meget fra proggens præmisser, som lommefilosofisk kan siges at være en slags blanding mellem at tænke ud af boksen eller helt at fornægte, at der er en "boks". Denne skribent er i hvert fald helt solgt til albummet.



Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her