Intet nyt under Primordials sol
Populær
Primordial går sig selv i bedene på nyt album, der veksler mellem absolut topklasse og mådelig mellemvare.
2. Ploughs to Rust, Swords to Dust
3. We Shall Not Serve
4. Traidisiúnta
5. Pilgrimage to the World's End
6. Nothing New Under the Sun
7. Call to Cernunnos
8. All Against All
9. Death Holy Death
10. Victory Has 1000 Fathers, Defeat Is an Orphan
De færreste bands ændrer sig radikalt fra album til album, og hvis de gør, holder de sig typisk enten til de radikale ændringer i begyndelsen af karrieren eller som resultat af en midtlivskrise (fx alle store og mellemstore metalbands i 90'erne). I stedet finder de en skabelon, hvor de langsomt udvikler og varierer det musikalske udtryk.
Det gælder også Primordial, der sigende nok kalder et nummer for 'Nothing New Under the Sun' på dette nye album. Gruppen foretog stilskiftet fra en black-orienteret stil til en mere episk, hedensk, keltisk stil allerede på deres andet album, 'A Journey's End' helt tilbage fra 1998. Siden har de arbejdet med at forfine deres storladne og hårdtslående udtryk, bedst fra 2002-2007, hvor de med tre album i rap ramte fuldstændig rent og turde være rendyrket metal i en tid, hvor metallen virkelig gerne ville være post-rock og indie og 'core og alt muligt andet end metal, og så på 'Where Greater Men Have Fallen' (2014).
Men der har også været udgivelser, der i mere ('Redemption at the Puritan's Hand', 2011) eller mindre ('Exile Among the Ruins', 2018) grad har føltes skabelonagtige, som et AI-genereret Primordial, der ligesom automatiseret lyder som Primordial, men savner de numre, der hæver irerne til et at tidens bedste metalbands, og i stedet mest af alt er meget, meget lange, som om det i sig selv skulle garantere epik.
Det fine ved Primordial er dog, at selvom der er svipsere imellem, har man altid på fornemmelsen, at det her album kunne være endnu et hovedværk. Det er deri, spændingsmomentet ved et nyt album fra irerne består; hvor berusende er det, hvor meget får man lyst til at løfte næven mod himlen og glemme alt omkring sig?
Svaret er: En hel del, men ikke helt så meget som på diskografiens bedste udgivelser.
Direkte til sætlisten
I hvert fald er det, som om Primordial har lagt det bedste materiale på albummets første halvdel, hvor de tre første numre samt 'Nothing New Under the Sun', albummets femte, er topklassebangers, helt og aldeles egnede til at gå direkte ind på sætlisten til bandets koncerter, fællessang, råbe med på linjer som "Who dares to sing out of tune and rewrite the refrain?" fra titelnummeret.
Er genbrug godt?
Som altid lyder forsanger Alan "Nemtheanga" Averill oprigtig og meget lidenskabelig, når han synger sine tekster om at kæmpe heroisk mod overmagten, om imperiers fald, historiens gang og alt det, der virker så overbevisende for et metalband af Primordials type. Men lytter man til teksterne, er der også noget efterhånden temmelig velkendt over Nemtheangas virkemidler. Når Nemtheanga synger om "The satanic fist of empire" på "We Shall Not Serve" lyder det som mere end et ekko af 'Where Greater Men Have Fallen' med dens 'dark satanic mills of progress'. Og ser man på teksterne virker det også næsten, som om Primordial har fodret algoritmen med deres gamle materiale og bedt den lave nye. For ikke at tale om titlerne. Men Nemtheanga lyder så meget, som om han tror på det, at man er villig til at se gennem fingre med det.
Berusende, javist, men selvforglemmelsens stadie rammes ikke rent. Det gør dog mindre, når sangskrivningen er så god som på de fire nævnte numre.
Magelig tomgang før afslutningen
På anden halvdel af albummet er det dog, som om gruppen bliver for magelige på flere numrene. 'Call to Cernunnos' med dens keltiske motiver (Cernunnos er den hornede gud fra de keltiske myter) virker forfriskende efter al den widescreen-storfilmsmetal på albummets første del, men fiser ud i tomgang, ligesom 'All Against All' og 'Death Holy Death' virker mærkeligt substansløse, og det er lidt et problem, at man ikke rigtig husker noget af sange, der varer henholdsvis 8:48 og 5:40 minutter.
Alt godt kommer dog til den, der venter længe nok. Afslutningsnummeret 'Victory Has 1000 Fathers, Defeat Is an Orphan' er (trods klichéer som "The hunter becomes the hunted" og, nå ja, titlen selv) svulmende storslået med sine Thin Lizzy-inspirerede guitarmotiver og får mig til diskret at løfte næven i storrumskontoret og drømme om slag, der er mere storslåede end kampe om mobiltelefoni i klasselokaler med modvillige elever. Det er når det lykkes at fremmane denne drøm om det heroiske og kampen, endog nederlaget, som lutrende, at Primordial for alvor rykker. Det gør de ofte på 'How It Ends', der ender under gruppens bedste, men langt over deres middelmådigste.