Få din lede funkmetal på
Den lovede ep-opfølger til sidste års ‘World Gone Mad’ viser, at det nok var bedst, hvis Suicidal Tendencies gjorde alvor af truslerne om at holde op med at indspille musik.
Get United!
iAuthority
Ain't Mess'n Around
S.E.D.
I Got a Right
Get Your Right on!
Get Your Bass on!
Get Your Shred on!
Get Your Fight on!
Sidste år kunne Suicidal Tendencies fejre et jubilæum af den mindre glorværdige slags: I 25 år havde de spillet uden at udgive en god plade. I de første 12 år af bandets levetid var de ellers gået fra simpel hardcore til en stadigt mere mangefacetteret og velskreven crossover, der både tiltalte metallerne og grungepublikummet med sin skaterfølsomhed. Men efter pladen ‘The Art of Rebellion’ i 1992 besluttede Mike Muir og Mike Clarke sig for at træde et par skridt tilbage og satse på den mere ligefremme hardcore fra de første par plader. Den på papiret gode idé virkede desværre lige så godt, som det godt ti år senere gjorde det for et andet, lidt større californisk band, der søgte tilbage mod egne rødder i thrash metal med assistance fra Suicidal Tendencies’ bassist. For den rå charme, der kendetegnede debuten og ‘Join the Army’, kunne ikke genskabes, og på de efterfølgende plader virkede det mest af alt lidt krampagtigt og temmelig forceret.
Det triste jubilæum markerede Suicidal Tendencies sidste år med pladen ‘World Gone Mad’, der med en del hændervriden og mumlen i hageskægget blev lanceret som deres vist nok sidste album, i hvert fald som det så ud lige der. Samtidig annoncerede de dog også, at der i 2018 mindst ville komme en ny ep, og det er så den, der kommer nu i form af ‘Get Your Fight On!’, som godt nok på papiret har en spilletid på 46 minutter fordelt over 10 sange, men i realiteten går 20 minutter med fire variationer af titelsangen: En Dave Matthews Band-funky version med den akustiske guitar, der dominerer flere af de andre sange på ep’en; en, hvor sangen primært fungerer som baggrund for en bassolo; en, hvor den gør det samme for en guitarsolo; og en, der er løftet direkte fra ‘World Gone Mad’. Læg dertil et cover af The Stooges’ ‘I Got a Right’ – som de trods alt slipper OK fra – og det begynder at give bedre mening at kalde ‘Get Your Fight On!’ for en lang ep. Uendeligt lang.
Skuffelse på trods af lave forventninger
Suicidal Tendencies har en lang historie med at pine deres materiale til det yderste på den måde: ‘Controlled by Hatred/Feel Like Shit… Déjà Vu’ bestod i vid udstrækning af genindspilninger af sange, Mike Muir allerede havde indspillet med Mike Clarkes oprindelige band, No Mercy, og hittet fra den foregående plade i to edits. Og da Suicidal Tendencies besluttede sig for at søge tilbage mod rødderne, gjorde de det ved at genindspille debuten med et par sange fra toeren oveni på ‘Still Cyco After All These Years’.
Man kan altså dårligt tillade sig at være decideret skuffet over ‘Get Your Fight On!’ som produkt. Man kan heller ikke rigtig være overrasket over, at det ikke er rigtig fedt længere. Det, der alligevel overrasker, er, at Suicidal Tendencies lige kan synke et trin længere ned. De sange, der ender med at fremstå som noget særligt på ‘Get Your Fight On!’, udmærker sig primært ved ikke at være decideret frastødende. ‘Ain’t Messn’ Around’ er lige med nød og næppe en OK sang med et nogenlunde fængende omkvæd, ‘S.E.D.’ scorer hurtige point på at indlede med et breakdown, der giver associationer til titelsangen fra deres egen ‘Join the Army’, og holder fanen nogenlunde højt resten af vejen.
På samme måde prøver de at være fede by association ved at plagiere den indledende bas og guitar i ‘Get United!’ fra Fugazis ‘Waiting Room’. Det er også en fantastisk god sang, det er ‘Get United!’ bare ikke. Ep-formatet tillader nemlig som allerede antydet Suicidal Tendencies at eksperimentere noget mere, end de har gjort det i et kvart århundrede, og det, de eksperimenterer med, er den gode, gamle funkmetal. Den var Mike Muir og guitaristen Dean Pleasants selv med til at give et skub frem i sideprojektet Infectious Grooves, og hvis det virkede lettere uovervejet dengang, er det intet imod, hvad det metalhistoriske sejrherreblik på fadæsen har gjort for den genreafstikker.
Men den skal altså genoplives nu, og det kan hverken en Dave Lombardo på trommer eller noget som helst andet overbevise Mike Muir om ikke er en fantastisk idé. Resultatet er en drøj omgang latin-påvirket funkrock med plastic-lydende akustiske guitarer, rigeligt med bas-noodlen og en uklædeligt kælen vokal tilsat rap og råbekor. Bvadr.
Dave Lombardo har op til udgivelsen fortalt, at han virkelig håber på, at han kan overtale Mike Muir til at ombestemme sig og fortsætte med Suicidal Tendencies. Vi andre kan kun håbe, at Dave Lombardo får alt for travlt i de Roskilde Festival-aktuelle Dead Cross til at kunne holde Mike Muir til ilden.