Årsliste 2018 – Jacobh Hansen

Judas Priest, Voivod og Sleep leverede alle forrygende comebacks, mens undergrunden ulmede med så mange guldkorn, at det var svært ikke at blive stakåndet. En personlig rekord blev slået med over 400 koncerter i årets løb, og Summer Breeze triumferede endnu engang som årets bedste festival.

Årets danske album:

1. Slægt: 'The Wheel' – Stadig en plade, som udforsker, som varierer, som brænder med metallisk nerve, og som ikke mindst har meget på hjerte. Der er skåret mere ind til benet end sidste års 'Domus Mysterium', og det vel at mærke kun til det bedre. Ambitionerne træder skarpere i karakter, bandets lyd er klarere defineret, og Slægt har leveret deres stærkeste udspil til dato .

 

2. Rising: 'Sword and Scythe' – Melodiøsiteten er styrket gevaldigt på Risings fjerde udspil, der også vinder på Morten Grønnegaards vokal, der er stærkere integreret i kompositionerne end på forgængeren. Selvom inspiration fra Mastodon stadig spøger hist og her, er Rising endelig blevet et band med en mere selvstændig klang og tyngde, og Tim Christensens mellotron er et kækt indtænkt lille ekstra krydderi til helheden.



3. Black Book Lodge: 'Steeple and Spire' – Ronny Jønsson, Jaob Gundel & co afviklede bandet i foråret med deres stærkeste opus, der både raffinerede og byggede videre på de progressive elementer, som fik mere frit løb på forgængeren 'Entering Another Measure'. Lidt flere numre, der trædte selvstændigt i karakter, havde kunnet trække 'Steeple and Spire' længere op ad rangstigen, men ikke desto mindre en kraftpræstation og en modig beslutning at slutte karrieren med et album så påfaldende udansk og overdådigt.

4. Sinnrs: 'Profound' – Blackened død med nerve og nosser, uden at give tabt på melodierne. Velsagtens det nærmeste, vi kommer Svart Crown inden for landets grænser, og et band, der bør træde ud af skyggerne i det kommende år. Med en debut som 'Profound' er der bestemt grobund for at tænke både større og vildere, hvis de da ellers stadig har viljen i hjertet.

5. Hyperdontia: 'Nexus of Teeth'– Efter deres debutshow på Kill-Town Death Fest i september var jeg ikke i tvivl om, at denne debutfuldlængde fortjente min udelte opmærksomhed. Konstellationen af medlemmer fra danske Undergang og Taphos samt tyrkiske Burial Invocation afslører, hvor drabelig en enhed vi er ude i, og energien skærer sin vej gennem den smadrede produktion. Er du til oldschool død af den kradse skole er dette blot endnu en årsag til, at der er mødepligt på Metal Magic 2019!

Årets internationale album:

1. In Vain: 'Currents' – Et album, der har kørt i fast rotation, siden det udkom i januar måned. Der er doom til dem, der føler for den slags, thrash for dem, der har det sådan, death for dem, der ikke kan få det hårdt nok, og prog, hvis der gerne må være lidt højere til loftet. Lige så bevægende som titlen indikerer og progressiv i sit grundfundament, men ikke på den stereotype måde. In Vain vil meget mere end det og kan meget mere end det, og det er præcis det, jeg elsker 'Currents' for.

 
 
2. Slugdge: 'Esoteric Malacology' – Når man har set igennem fingre med, hvor fjollet det er at lave et konceptband om snegle, hvor samtlige sangtitler er platte referencer til deres musikalske forbilleder ('War Squids', 'Salt Thrower', 'Transsylvanian Fungus' m.fl.), så er 'Esoteric Malacology' usvigeligt en stærkt sammenskruet teknisk perle. Gojiras grooves har ikke levet forgæves, og brudstykker af mere melodiske klangflader gør sammen med de stramt eksekverede dødsmetal-elementer albummet til en plade, der åbner sig mere og mere for hvert lyt.

 

3. Judas Priest: 'Firepower' – Ja. Flertallet har ret. Det bedste album siden 'Painkiller' by far, og selvom den halter en smule hen mod sidste halvdel, så er 'Rising From Ruins' en af de stærkeste skæringer, jeg har hørt fra Judas Priest i umenneskelige tider, og 'Sea of Red' vækker minder om 70'ernes mere klassiske sangskrivning. Det er svært at begribe, at K.K. Downing er fortid, og Glenn Tipton kører på reserverne, men Richie Faulkner er en forbløffende stand-in til at videreføre arven, og Halford har stadig stemmen. Det er de færreste bands, der kan spytte så stærkt et opus ud 50 år inde i karrieren. Hvis det ender med at være svanesangen, så er det absolut tilgiveligt.

4. Voivod: 'The Wake' – Proggen er for alvor tilbage på Voivods seneste opus, og Chewy har endelig for alvor fundet sit eget ståsted i bandet som den tunge arvtager for den afdøde guitarist Piggy. Produktionen er skarp, og numre som 'Inconspiracy', 'Orb Confusion' og den 12 minutter lange 'Sonic Mycelium' er mere end noget andet lyden af en Voivod-konstellation, der har genfundet nerven og dynamikken fra den gyldne æra fra 87-91. Der er dog ikke meget smag af thrashen fra de unge år, hvis det er ens primære succeskriterium.

5. Alkaloid: 'Liquid Anatomy' – Veleksekveret progressiv brutalitet. De første 2 minutter lugter af King Crimson-venlige harmoniske disharmonier, inden døden slår ind med et brag, og derfra går det så over stok og sten med kompositioner, der måske ikke alle er lige memorable, men ikke desto mindre leverer på udførelsen med overlegne teknikaliteter og en produktion, der sidder lige i skabet. Ekstremmetal med en finpoleret facade. Kan du lide det progressivt og hårdt, så er 'Liquid Anatomy' svaret.

Årets internationale hit:

Candlemass: 'House of Doom' – Sidste år faldt valget på de meget Candlemass-inspirerede landsmænd fra Below. I år udgav doomlegenderne så selv en ep, der ganske vist havde sine svagheder, men titelnummeret har ramt et sweet spot hos undertegnede og tåler stadig genhør flere gange i streg. Af samme årsag det mest hørte nummer på min Spotify-konto i 2018.

 

Årets danske hit:

Rising: 'Salted Earth' – Modbydeligt catchy sludge-traver, der tilføjes mere atmosfære via Tim Christensens førnævnte mellotronflader, uden at tyngden går tabt undervejs. Mesterligt komponeret, lyden af et band med ambitioner og noget at have det i.

 

Årets fysiske udgivelse:

Type O Negative: ' Bloody Kisses' – En vigtig tilføjelse til vinylsamlingen, der ikke blot vækker minder om forlist kærlighed, men også stadig har et tidløst skær, der kun yderligere forstærkes i den skarpe lyd på dette genoptryk. Bookletten tilføjer yderligre grafiske finesser til det gotiske lydtapet, og når det nu ikke er lykkedes at opdrive det amerikanske optryk, hvor favoritskæringer som 'Suspended in Dusk' og 'Black Sabbath' er med som bonusnumre, så må man nøjes. Midlertidigt.



Årets koncerter:

1. Uriah Heep: Sweden Rock Festival 8/6 – Festivalgigs kan ofte smage lige rigeligt af det rutineprægede. At dømme ud fra sætlisten skulle man også tro, det var tilfældet her, men Mick Box og Phil Lanzon supplerede sublimt hinanden på guitar og keys, og ånden fra de tidlige år var til stede. En af den slags koncerter, der gjorde en høj på livet, helt uden pikante tilsætningsstoffer.

2. Whoredom Rife: Aalborg Metal Festival 2/11 – 35 minutter. Mere skulle Whoredom Rife ikke bruge til at overbevise om deres krigeriske black metal-extravaganza. Dagen havde døset sig af sted indtil da, og med ét kæmpede de forreste rækker for at brøle K.R. huden lige så fuld, som han brølede publikums hud fuld, med en attitude og et blik, der kunne dræbe. Bandet virkede tændte og frygtindgydende og stormede sig igennem debuten 'Dommedagskvad', nådesløst og ægte.

3. Suffocation: Pumpehuset, Kbh 19/3 – Barske vilkår som support for Venom Inc. på en mandag aften i stueetagen af Pumpehuset, men hvad betyder det, når Suffocation er out for the kill og nailer de tekniske grooves fra start til slut? Øretæveindbydende hårdt og tight, og 'Thrones of Blood' blev mit nye yndlingstrack med Suffocation den aften. Det er blevet hørt alt for mange gange siden! Hvis man da kan det.

4. Claudio Simonetti's Goblin: Metal Magic Festival, Fredericia 14/7 – Umiddelbart en påfaldende underlig booking i dette smadrede metalscenarie, men Simonetti og hans unge kumpaners instrumentale synth-prog rock var lige tilpas creepy og twisted til at falde perfekt i jord hos os trve metalrødder. Vocoder-hittet 'Tenebrae' og soundtracket fra kultklassikeren 'Suspiria' sidder stadig på nethinden et halvt år efter.

5. Gruesome: Underwerket, Kbh 5/8 – Death-nostalgi i en tætpakket kælder i Valby. 70 mand. Man kan ryste på hovedet af de fleste bands, der på den måde gør en dyd  ud af at lyde som deres forbilleder, men Gruesome nailede lyden af 'Leprosy'-perioden spot on med deres eget bagkatalog af groovy thrashy-perler og rundede af med pletfri versioner af 'Open Casket' og 'Pull the Plug'. What's not to love?

Årets internationale navn:

Judas Priest – Efter flere middelmådigheder i den senere del af karrieren er det imponerende, at de aldrende herrer leverer så gennemført et comeback i 2018. 'Firepower' er en storslået return to form med mange nyklassikere, der fint tåler sammenligning med fordums storhed. Derudover demonstrerede deres koncert på Sweden Rock endnu en gang, at Richie Faulkner har både drivet og coolness-faktoren til at gøre det ud for sin famøse forgænger, og Rob Halford har fortsat stemmen over dem alle! Respekt!

Årets danske navn:

Slægt – Hjulet spinner for de unge nørrebrogensere, og fortsætter de denne inspirationskurve vil der næppe gå længe, før deres navn også når ud over de danske stepper. Det har de vitterligt fortjent.

Årets nye internationale navn:

Whoredom RIfe – Koncerten på AMF ender i mine personlige erindringer, når jeg bliver gammel. 'NID - Hymner av Hat' er en fortræffelig opfølger på den overlegne, blot et år ældre debut. Et band, jeg gerne rejser for at se igen i 2019, hvor end vejen ender.

Årets nye danske navn:

Sinnrs – Hvem er de? Hvor vil de hen med projektet? Ser vi dem nogensinde på en scene?
Spørgsmål er der nok af, og svarene fortaber sig fortsat i tågerne, men 'Profound' smager vederstyggeligt af mere, og man har som bekendt lov at drømme.

Årets genfundne klassiker:

Inquisitor: 'Walpurgis – Sabbath of Lust' – Eneste fuldlængde fra de brutale hollændere (udover en middelmådig gendannelsesskive sidste år), men den får så heller ikke for lidt fra start til slut. Samtlige numre er hæsblæsende musikalske stormløb, og så den vokal ... Nedenstående åbning af albummet har været brugt som vækkeur flere gange i årets løb, stiv dolk og håret tilbage, den slår aldrig fejl.

 

Årets comeback:

Sleep – Ganske vist har de spillet flere mindre turnéer og one off-koncerter i de senere år, men at de skulle snyde os med udgivelsen af 'The Sciences' på tjaldens årsdag 20/4, var ikke just noget, vi havde set komme. At den samtidig viser sig at være det mest helstøbte album de tunge syrehoveder endnu har lagt navn til, er kun endnu mere overvældende, og koncerten på Den Grå Hal i foråret stod som det endegyldig bevis på, at de er her for at blive. Skæve eller ej.

 

Det overså jeg i 2017:
Intet. Medmindre jeg stadig ikke har opdaget det.

Årets optur:
På trods af jeg i 2018 har været på flere festivaler end noget andet år, så er det stadig Summer Breeze der tager teten! Programmet var solidt, der var cremet for lyden på samtlige scener, og så er vores lejr et dejligt internationalt fællesskab, der elsker at dyrke metallen sammen på tværs af landegrænser år efter år! En skøn famlie at fejre min fødselsdag med år efter år!
Endelig bør også nævnes årets prægtige høst af førstepræmier i adskillige rock- og metal-quizzer, især den overlegne sejr på Copenhell.
Fåk janteloven.

Årets største skuffelse:
Folk, der er upålidelige og ikke tør stå ved deres handlinger. Mit liv er for kort til den slags.
Derudover var Behemoths opfølger på 'The Satanist' noget af en halvhjertet mavepuster.

Største ønske for 2019:
- Mere black på Copenhell.
- Whoredom Rife og In Vain kommer til Danmark.
- At være flere om dækningen af Summer Breeze, så jeg ikke skal spæne rundt på pladsen og således gå glip af en del af lejrstemningen ...


Det glæder jeg mig mest til i 2019:
Lejlighedskøb, at blive metal-quizmaster og ikke mindst min 40-årsfødselsdag.
Voksenpoint in the making.