Hvorfor midaldrende metalfans elsker ‘Watchmen’

Frivole absurditeter, en mørknende nostalgi, en længsel efter et tydeligt godt og ondt og en omfavnelse af kaos og moralske gråzoner. Med ildevarslende retro-synth henover. Selvfølgelig måtte metal elske ‘Watchmen’ i 2019.

Det styrtregner blæksprutter som en efterdønning af den mystisk forsvundne ærkeskurk Ozymandias’ fatale angreb på New York for tre årtier siden. De maskeklædte bonderøve i Det Syvende Kavaleri spreder rædsel blandt USA’s sorte befolkning, og politiet har iført sig masker for at skjule deres identitet, så de undgår flere repressalier fra selvtægtsbanden. Tech-trillionæren Lady Trieu opkøber land rundt om Tulsa og er ved at bygge noget kæmpestort og ildevarslende. Doctor Manhattan kan ikke hjælpe længere, for han har været på Mars, siden han hjalp USA med at vinde Vietnamkrigen. Og ja, det dér er Don Johnson fra ‘Miami Vice’, og Robert Redford er præsident i USA.

Næppe siden ‘Twin Peaks’ fuldstændig ændrede præmissen for TV-serier for 30 år siden har nogen større serieproduktion så bevidst rundforvirret og storcharmeret sine seere, som ‘Watchmen’ gjorde det i efteråret 2019. Den gjorde det med omtrent de samme virkemidler som David Lynchs fortælling: Et på én gang urovækkende og forjættende nostalgisk univers, der minder om en mere uskyldig tid, vi forestiller os har været, som noget ustyrlig ondt bliver plantet i og spreder sig i, så man ikke kan stole på nogen. Og en accept af det bizarre og inkoherente som en grundpræmis, der efterhånden tager mere og mere overhånd, om det så er med pludselige sangnumre fra de glade 20’ere, dansende dværge, der taler baglæns eller, i ‘Watchmen’, de ovenfor nævnte rigeligt doserede absurditeter.

‘Watchmen’ var kommercielt en moderat succes med god kritikermodtagelse og et mindre, men voldsomt dedikeret publikum. Det var ikke en serie for alle. Men det var en serie for metalfans, skulle det vise sig.



Genkendelig eskapisme
Det er der flere grunde til, ligesom der er flere grunde til, at vores subkultur – igen – er blevet interessant for udenforstående at henvende sig til. Metal er blevet midaldrende, vores kultur er ikke længere hverken toneangivende, nyskabende eller for den sags skyld en modkultur. Til gengæld er vi qua vores alder et langt mere forudsigeligt og trofast publikum at henvende sig til end de evigt flygtige og komplet sindsuligevægtige unge, som de gamle medier – som serieproduktionerne i den grad hører til, selvom de med streaming har fundet sig en ny platform og en ny guldalder – efterhånden har opgivet at forsøge at fange.

Vi så det senest i 80’er-nostalgi-overflødighedshornet ‘Stranger Things’, hvor karakteren Billy Hargrove var en tveægget hyldest til hårmetallens notoriske trussetyve, der desværre forblev en ligeså endimensionel karikatur af en subkultur, som de langhårede, overskæggede, ærmeløse metalfans blev gjort til af en fordømmende omverden i sin tid.

I ‘Watchmen’ er der ingen metal. Som sådan. Der er til gengæld masser, der er relatérbart for metalfans. Hele superheltetegneserieuniverset har eksisteret som sin egen eskapistiske subkultur med veldrejede kvinder og muskelsvulmende heltemænd, en lettere verden at drømme sig væk til, overhovedet ikke ulig den, metal repræsenterede. Tænk bare på Manowar, tænk for den sags skyld på Thor, der levede og lever superheltedrømmen med babyolie og papmachékulisser. 

Man kan også se det sådan, at superhelteuniverset på samme måde som brætspil og metal repræsenterede en måde at undslippe en kvælende normalitet: 80’erne var en langt mindre tilgivende tid end i dag overfor nørder og outsidere, selvom ‘E.T.’ gerne ville have os til at tro noget andet. Tegneserierne viste os en verden, hvor nørderne og outsiderne kom til deres ret og blev tilbedt for det, ligesom metal gjorde. Hvis Bruce Dickinson kunne score damer på at være Bruce Dickinson, var der på en måde håb for os alle. Hvis vi altså bare lige fik taget det der pilotcertifikat og lærte at fægte. 



Ingen magi, bare stædighed
I alt væsentligt er ‘Watchmen’ en superhelteserie, men det er en ret betydelig pointe i den, at ingen af heltene – med en enkelt, lysende undtagelse – har deciderede superkræfter. De er maskerede af forskellige grunde, og deres intelligens og kampevner er et pænt stykke over middel, men de er ikke blevet givet noget udefra. Der er ingen magi, bare stædighed. Det er ikke mindst sådan noget, der er svært relatérbart for den midaldrende metalfan, der aldrig fik taget det pilotcertifikat og blev Bruce Dickinson, men på den anden side også har hørt de senere Iron Maiden-plader og har affundet sig med erkendelsen.

Det er ikke decideret fedt at være helt i ‘Watchmen’. Den skarpe opdeling i godt og ondt, man henholdsvis skulle forsvare og bekæmpe, flimrer. På samme måde som vi, omtrent på det tidspunkt, hvor Ozymandias sønderbombede Manhattan, og David Lynch lancerede ‘Twin Peaks’, indså, at vores metalhelte ikke alene kunne bære os gennem livet. De var fejlbarlige som os, de opgav metal som os. Og fandt tilbage til den. 

For os, der så småt er blevet midaldrende med metal og superheltetegneserier, er der noget betryggende i at opleve personerne i ‘Watchmen’ leve med den erkendelse, vi selv har gjort. Og acceptere absurditeterne, blæksprutteskyllene, Don Johnson, maskerne, med en resignation som FBI-agenten Laurie Blake, der hen mod slutningen konstaterer: “I’m tired of all the silliness.” Og desuagtet fortsætter kampen, fordi hvad skulle hun ellers stille op? Eller Angela Abar, der med en stadigt mere forurettet mine hvæser “Motherfucker!”, når ting omkring hende udarter sig mere og mere absurd, som de bliver ved med at gøre.



Metals uafklarede forhold til synthesizeren
Det amokløb, ‘Watchmen’ foretager frem mod konklusionen på sine ni afsnit, føles på sin vis lidt som at lytte til rablende kompliceret og helt af hængslerne ekstremmetal, der smider om sig med komplet uventede klichéer og insisterer på ikke at forklare sig selv med så meget som et riff eller et plot før til allersidst.

Men igen: ‘Watchmen’ har ikke meget med metal at gøre. Så når serien har appelleret til metalfans, er det altså på grund af parallellerne til metal, men også på grund af musikken. Soundtracket til ‘Watchmen’ er synthwave: 80’er-retro-dystre synthflader, som vi elskede dem i ‘Stranger Things’. Og metals forhold til synthesizermusik er mildest talt uafklaret.

Op gennem 80’erne og ind i 90’erne var synthesizeren selve billedet på alt, der var galt med den popmusik, metal stod i tydelig opposition til. Når metal- og hardrockbands som Iron Maiden og Van Halen brugte synthesizere, solgte de fælt ud – med bravour: Det er stadig værd at huske på, at det er ‘Jump’, alle normale mennesker kender Van Halen for 36 år senere, ikke Eddie Van Halens skoledannende shredden eller David Lee Roths alsidige brølen og skrigen.

Metal brød sig ikke om synth. Synth var for diskere. 

Bortset fra den synth, metalfans elskede. Euronymous fra Mayhem havde som bekendt en forkærlighed for den tyske synth fra 70’erne: Han fik overtalt Conrad Schnitzler til at give ham et stykke musik, der kunne anvendes som intro til ‘Deathcrush’, og den uorganiske, kolde synthlyd viste sig at være eminent stemningsskabende for døds- og black metal. Blasphemy brugte synths til at sætte en mørk stemning på debuten ‘Fallen Angel of Doom’ i 1990, Morbid Angel skabte plasticoverturer på ‘Blessed Are the Sick’ året efter, og deres tidligere trommeslager Mike Browning brugte synths i sin sci-fi-død i Nocturnus samtidig.



Reznors trendbevidsthed
Så skete 90’erne for alvor, og alt ramlede sammen i metal. Én af dem, der var med til at få det til at ramle sammen og skabe sig en karriere ud af det, var Trent Reznor med bandet/aliasset Nine Inch Nails. Det er Reznor, der har lavet det godt nok tidstypisk 80’er-nostalgiske, men også uomtvisteligt effektive soundtrack til ‘Watchmen’ sammen med sin nuværende samarbejdspartner, Atticus Ross. Intet giver i virkeligheden bedre mening: Reznor har skabt sig en karriere på at destillere musikalske strømninger i sin samtid, så naturligvis måtte han også binde an med den synthwave, som Carpenter Brut har gjort populær blandt metalfans, og Survive genintroducerede i ‘Stranger Things’.

Ved indgangen til 90’erne var det Skinny Puppys og Ministrys crossover fra industrial og EBM – electronic body music – over i metal, som Reznor øjnede et potentiale i at gøre lettere tilgængeligt for et bredere publikum med et grænsesøgende selvhad kombineret med en satanisk libido, som han efterfølgende videreudviklede med lanceringen af fænomenet Marilyn Manson.

Sidenhen har Trent Reznor og Nine Inch Nails haft en besynderlig tilværelse som et af de største og mest universelt ringeagtede navne i randområdet af metal og elektronisk musik. Han har fremstået desperat famlende, uelegant og kalkuleret konfrontatorisk. Han har skabt storværker, som få andre end de mest insisterende fans og taktløse rockanmeldere har gidet at beskæftige sig med.

Med soundtracket til ‘Watchmen’ tegner der sig en kreativ genfødsel for Trent Reznor. Det er her, han for alvor træder i karakter og viser sin evne til at tappe af strømninger i tiden. I ‘Watchmen’ opsummerer han og Atticus Ross den lyd, Carpenter Brut, Survive og flere andre igennem 10’erne har gjort stadigt mere populær. Det er lyden af 80’erne, metallens storhedstid, som årtiet tog sig ud uden for metallen. Det er ikke mindst derfor, ‘Watchmen’ ræsonnerer hos midaldrende metalfans: Som ‘Stranger Things’ er den som et ekko af noget, der foregik sideløbende med, at de – at vi – sad begravet i Iron Maiden-plader og superheltetegneserier. 

Det var det her, der skete inde ved siden af. Det her er vores chance for at genopleve det, vi gik glip af dengang. Velvidende, at verden er kompleks, kaotisk og absurd. At godt og ondt ultimativt ikke findes. Men at det er værd at søge efter det tætteste, vi kan komme på en afklaring af, hvad der er hvad.