RF 23: Blodfattig fredag i høj sol
Fredag bød på solskin, drinks og fremragende selskab. Desværre var programmet lidt blodfattigt, selvom der var enkelte lyspunkter.
Efter en ufrivillig pause på Roskildes fedeste dag, var det tid til at hoppe ind i festen igen. Og heldigvis var vejret fremragende, da vi nåede pladsen omkring kl. 13, og fredagen bød på en blodfattig eftermiddag og enkelte aften-åbenbaringer. Solskin er godt på en festival som Roskilde.
Selvom vi alle sammen taler om 'Smatten' som et sagnomspundet lidelsesfællesskab for garvede Roskilde-rotter, så er det gode vejr bare et bedre udgangspunkt for en god fest – og måske særligt når musikken er lidt blodfattig. Roskildes nye indretning med flere åbne scener og færre under teltdug egner sig bare heller ikke ret godt til det ustadige danske sommervejr.
Så dagen startede roligt i græsset et sted i nærheden af Avalon, hvor Guldimund spillede en virkelig god koncert, som desværre var så fuldkommen propfuld, at jeg ikke havde mulighed for at komme tæt nok på til hverken at kunne se noget særligt eller bedømme det næstmest populære samtaleemne på festivalen: Lyden. Det virkede nu som om den var fin, fra hvor vi stod, men det er begrænset, hvor længe man kan holde koncentrationen til en koncert, der helt klart burde have været på Arena, når man står så langt væk, så vi udstyrede os med drinks og gik hen i skyggen for at hænge ud.
Og det kan også en hel masse, der med at hænge ud. Og bare være i det, der i moderne tider hedder “Orange Feeling”. Man kunne også bare kalde det festival-ånd, men det fungerer knapt så godt som hashtag. Efter lidt tøffen rundt på pladsen, fik vi lyst til at høre Eee Gee, som på papiret lød ret festligt. Det viste sig desværre at være ret generisk popmusik, der ikke havde slagkraft nok til at spille friluftsscenen Eos op til et niveau, hvor det blev interessant at blive hængende, og i stedet fandt vi et fint sted bag Orange, hvor vi kunne høre tilløbsstykket JammJam slå sig løs med Free Nationals, Christopher, Lukas Graham og Ida Nielsen.
Overraskende mange var kommet for at høre en blanding af gamle evergreens og nyere dansk pophistorie, og det ledte til stilfærdige drøftelser af, om Orange måske er ved at være fortid, når man ikke er i stand til at fylde noget bedre, noget større og noget nyere på scenen. Det lød jo for så vidt fint, men jeg savner godt nok de dage, hvor rocken fik en plads på festivalen, der jo i disse år tager en drejning mod rap, hiphop og pop. Udviklingen kan man ikke stoppe, men derfor kan man jo godt sukke nostalgisk efter gamle dage.
Klæbrig sovs og brutal skrøbelighed
Mad skal der til, og mad fik vi. Ikke ret god mad, men der var protein og kulhydrater og noget klæbrigt, halvkoldt klister, som skulle forestille at være persillesauce. Det gjorde, hvad det skulle, og så var det tid til et af de sjældne indslag af metal: Code Orange. Dem kan du læse en anmeldelse af her, hvor vores anmelder var tydeligt begejstret. Det var så som så med min egen begejstring, men det bunder nok mest i det forhold, at jeg ikke rigtig bryder mig om musikken.
Heldigvis var der Alice Glass ganske kort tid efter på Apollo, og med dumme fødder var faktisk meget fedt at have god tid til at bevæge sig på tværs af pladsen og til synthpop-fænomenet med sine stærke tekster og historier om overgreb i det nu nedlagte Crystal Castles. Det var hårdt og råt og brutalt, og Devilution har naturligvis anmeldt koncerten.
Blur vs. Backxwash
Blur, det helt store trækplaster på dagens program, har aldrig formået at gøre noget særligt for mig. Men de fik chancen, selvom det var superærgerligt, at de gik på samtidig med Backxwash på Gloria. Hende så vi på Roadburn, og var ved den lejlighed ret overvældede.
Men efter tre numre med Blur, vedtog jeg med mig selv, at det var for uinteressant og til alt held nåede jeg faktisk Backxwash, hvor jeg kun gik glip af 2,5 nummer. Og så er det jo heldigt, at en tidligere skribent her på magasinet var så venlig at tage virkelig gode noter og således sikre, at vi også på Roskilde Festival kan anmelde Backxwash, der aldrig holder op med at bevæge mig med sit nærvær og sin sociale indignation. Det var helt enkelt en fremragende koncert og lige, hvad jeg trængte til ovenpå et ellers lidt blodfattigt program.
Fredagen sluttede siddende i græsset til det besyndelige band Wu-Lu, der var ligeså uforudsigelige som de var underholdende, da de gav koncert for de ganske ganske få, der ikke var optaget af Blur. Efter et kort visit hos Lady Neptune, var jeg mør. Og heldigvis var fotografen ædru og kunne fragte os sikkert hjem i egen seng.