Rykker for sindssygt
'Dead End' er ingen blindgyde, men Night Fevers formidable bejlen mod hardcorens og metallens absolutte superliga.
Det er 10 år siden, 'Vendetta' så dagens lys, og dengang kunne Devilutions anmelder ikke få armene ned af ren begejstring. På livescenen har bandet været aktive siden da, blandt andet på Ilter og Copenhell i 2023, men disse shows kom dog efter fire års pause. På flere punkter er det et nyligt genforenet band, der efter ti års pladefravær har smidt 'Dead End' på gaden. Salomon Segers synger "it's good to be back", og det føles som en sandhed, der bankes ind med syvtommersøm. Spilleglæden synes stor, energien vild og her 10 år efter 'Vendetta', så er det så en anden Devilution-anmelder, der ikke kan få armene ned i ren begejstring.
Det er finske Svart Records, der har kaset sig over det danske hardcore-ensemble. Et label, der sjældent skuffer. Passende til et band, der tilsyneladende heller aldrig skuffer, selvom anmeldelsen fra Refshaleøen kunne pege derhenad. Men læser man nærmere, så lød beretningen også, at årsagen især skyldtes en druknet vokal i lydbilledet. Og dét må ikke ske for Night Fever, for Segers vokal er noget af det ypperste indenfor genren, og skal ligge som på skiven her: Helt i front. En ren fryd at lægge ører til. Der råbes på det yderste af stemmebåndet med vildt hysteri, snerren og rasende fråde. Mens der i andre passager nærmest croones, som havde Glen Danzig fået et skud firser-Henry Rollins-Black Flag-vitaminer. I det hele taget er det utroligt, hvor let og elegant Segers kan gå fra det hidsigste hidsige til lige at smide en melodisk vokallinje ind.
K-Town classic
'This is hardcore - here we go again' lyder det på skiven. Og ja, det er utvivlsomt hardcore, men for fanden hvor det også bider skeer med metallens riffs, hvor et ungt Megadeth og ditto hjemlige Artillery godt kunne være inspirationskilder. 'Lone Wolf' lyder nærmest som et lille drilleri til Megadeth-kendere, der kan nå at tænke, at K-town-gruppen har kastet sig ud i et forsimplet og energisk 'Tornado of Souls'-cover.
Night Fever er fandens catchy, nu såvel som på de forrige udgivelser, men hvor man tidligere har hørt udsagn om, at det er på scenen det hele foregår for dette band, så er 'Dead End' et formfuldendt værk, der kan stå alene. Som en nyklassiker, for det her er så vanvittigt godt. Det står godt på anlægget – hvad det helt sikkert også vil gøre på scenerne derude, hvor Night Fever er hjemmevante og har spillet nærmest kloden rundt allerede.
En sand fornøjelse
Hver et nummer holder hele vejen igennem over sine hver især to til godt tre minutters varighed. I alt giver det 36 minutters fornøjelse, og selvom det så samtidig er det længste værk fra Night Fever, så betyder den længere spilletid ikke fillers. Nej, der er blot plads til flere killers. Som det medrivende hit 'Numb the Pain' med lækker melodisk vokal hele vejen igennem, 'Lone Wolf' som sætter hardcoren så metallisk op og 'The Killing Floor' som er så snerrende energisk og med de for bandet så vanlige guitarlead-krydderier. Gaspedalen slippes kun på 'By The Throat', som er knusende tung, og selv uden bandets varemærke med tæskende tonsertempo holder dén sang lytteren i et jerngreb om struben.
Skiven lyder fantastisk godt, guitarerne skærer godt igennem, når der riffes over akkorder eller flirtes med harmonier i de kraftigt metal-inficerede riffs eller lige kastes en lead hastigt over musikken. Bassen er pulsen, der også smider lidt varme i lydbilledet, mens trommerne er som det lokomotiv, som Segers så frygtløst har placeret sig på taget af, mens han råber og skriger den ustoppelige energi, han besidder, lige lukt ind i musikken. Man kan kun stå måbende tilbage og juble over et så fremragende udspil.