Copenhell 2018: Torsdagsplanen

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/4d/11/7a/Copenhell-89-1528873133.jpg
12. Juni 2018    

Elitist-Fischer og Devilutions ‘core-ekvilibrist knalder panderne sammen i en faretruende rolig samtale om, hvad der er hit og shit om torsdagen. Fischer skal ikke se så meget. Sebastian skal se en del. Ingen skal se Tremonti.

Sebastian: Fischer, hvad skal du egentlig på Copenhell om torsdagen? Er der overhovedet noget på programmet, der rykker de sjove steder for dit vedkommende?

Fischer: Det er sgu et godt spørgsmål. Udover en lovende punk-, hardcore- og goreviolence-pakke med UxDxS, Smertegrænsens Toldere og Nyt Liv klokken halv to om eftermiddagen er torsdagen ikke lige mig i år. Faktisk virker, det som om Copenhell vitterligt har sigtet efter at samle alt det, jeg aktivt ville undgå at udsætte mig selv for, på den dag. Det er ret imponerende, hvor meget det slet ikke rammer mig. Så jeg havde egentlig planer om at se noget maling tørre i stedet. Kan du få mig på andre tanker?

Sebastian: Nu du alligevel er på pladsen tidligt, så kan jeg varmt anbefale, at du skipper Tremonti (hvor mange år kan Mark Tremonti mon gæste Copenhell?) og går direkte med over og ser Parkway Drive. Jeg har været til et utal af koncerter med folk, der hader metalcore, som stadig er gået fra koncerten med en god oplevelse. Det er australsk energi og tons på højeste plan. Årets metalcore-navn, også selvom de ikke rigtig spiller metalcore længere, og ‘Reverence’ er en lorteplade. Og så er det jo kun få timer efter, at Danmark forhåbentlig har tævet Australien til VM, så der er rig mulighed for at håne surfer-drengene. Generelt er fordelingen af core-relaterede bands utroligt skævt fordelt på årets festival. Så er der farverige drinks foran panda-scenen i ventetiden?

Fischer: Ja, altså, de farverige drinks er jeg på med. Hellere det end det der tynde Royal-sjask, der ellers bliver serveret. Men inden Parkway Drive kunne det også godt være, jeg kunne finde på at give The Last Internationale et lyt. Det virker som noget kompetent rock, og selvom det ikke lige er mig, så kan det sagtens gå hen at blive underholdende, hvis jeg nu absolut skal blive hængende. Så er der bare det der med resten af dagen. Jeg kunne måske finde på at se Nightwish; jeg kan huske, jeg engang syntes, 'Century Child' var en okay plade, selvom jeg nu om dage ikke hører meget andet end en tarvelig udvanding af ikke blot metal, men også klassisk musik, i dem. Men jeg er jo også glad for at brokke mig, så jeg kan da møde op og råbe surt op om manglen på inspiration fra Stravinskij og Penderecki.

Sebastian: Når jeg snakker med kendere af Nightwish, falder emnet hurtigt på deres forsanger, hvem der er den rigtige, og hvem der absolut ikke er. Hvad er din holdning, hvad det angår? Jeg kan heller ikke anbefale så voldsomt meget imellem de bands, du nævner. Selvom jeg burde være fortaler for Asking Alexandria, så har de aldrig rigtig sagt mig noget. Deres nye plade er også mere bøv-heavy end nogen form for core … og Skindred får jeg det skidt af, selvom der uden tvivl lurer en mindre fest. Arch Enemy er ikke noget, der lokker?

Fischer: Floor Jansen er en dygtig sanger, og hun har nogle stærke optrædener hos Ayreon. Hvorvidt hun passer ind i Nightwish, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men hun lyder i hvert fald ikke som Tarja Turunen. Arch Enemy har aldrig rigtig sagt mig det store, og efter de har skiftet vokalist for tredje gang og fået Jeff Loomis på guitar, så virker bandet mest af alt som en pengemaskine. Hvilket er ærgeligt, for det er nogle store talenter, der er med, der knap bliver benyttet. Men på det tidspunkt er jeg nok tilpas fuld til at finde det underholdende at spille dum til Thy Art Is Murder. Og efter det kan det godt være, jeg alligevel ser en lille del af Arch Enemy, om ikke så for at se Jeff Loomis og ønske, at Nevermore stadig var et band. Og så er tiden kommet til, at jeg søger dækning for aftenens to største navne. Er de din kop te?

Sebastian: Jeff Loomis i Arch Enemy er en af den nyere tids største jokes. Jeg fatter slet ikke, hvad den mand laver i det band. Især ikke efter deres seneste udspil. Han kan så meget, men ingen af hans talenter benyttes. Den plade er en våd prut i hovedet på alle. Flirtede en årgang med Nevermore, har vist endda hans soloplade ‘Plains of Oblivion’ stående derhjemme. Han er en dygtig guitarist, og jeg kunne godt lokkes til Arch Enemy blot for at se ham, selvom jeg nok bliver irriteret. Thy Art Is Murder er nok mere min kop guldøl. De plejer at være garant for tons og tæv. Lige noget for mig. Selvom der ikke er meget kompleksitet i deres kompositioner, er deres plader kun blevet bedre og bedre, om end de ikke gør meget for udvikling. Ét af de få store deathcore-bands, der holder fanen højt i en tid, hvor deathcore efterhånden har mistet relevans.

Jeg så Avenged Sevenfold, sidst de spillede i Royal Arena, og det var helt hæderligt. Det er et entertainer-band, der har overlevet sig selv. Skulle jeg pege på et band, der kunne være det nye Metallica, ville det være Avenged Sevenfold (forstå mig ret). Forhåbentlig slipper vi for de stjernenykker, der prægede dele af bandet, sidst de gæstede, og får et prægtigt headliner-show. Jeg har det lidt tungt med, at det band, og for den sags skyld Bullet for My Valentine, skal have så mange verbale tæv fra elitære trve metal-røvhuller, mens selvsamme med stor sandsynlighed står og fester løs til festivalens største joke – Ghost. Når det er sagt, har jeg hørt Bullet for My Valentines nye plade, og den har jeg det sgu lidt stramt med. Den udkommer først den 29. juni, så grunden til det må vente til anmeldelsen. 

Bliver du hængende til Soulfly og ser Max være tyk, pinlig og ugidelig, mens han voldtager sit materiale?

Fischer: Jeg har, ærlig snak, aldrig givet hverken Avenged Sevenfold eller Bullet for My Valentine en eneste chance. Da de begyndte at kigge frem, dengang det var in at være emo, der kunne jeg ikke fordrage trenden, og sangerne i begge bands gjorde heller ikke meget godt for min hørelse. Hvad de har lavet siden, det har jeg ikke skænket en eneste tanke, og jeg kommer nok heller ikke til det. Men det bliver helt sikkert en fest for dem, der er til det – ligesom jeg nok kommer til at synes Ghost er en meget hyggelig teaterkoncert, selvom jeg egentlig kun synes, de har nogle enkelte gode numre.

Om jeg bliver og ser, om Soulfly kan be- eller afkræfte Jons seneste klumme, kommer nok til at afhænge af girafkiggerkoncerten med Zeal & Ardor. Det er et band, jeg oprigtigt er i tvivl om, om jeg bryder mig om, og om de har fortjent hypen. Deres forsøg på blanding af black og afroblues er, om ikke andet, unik, og nogle gange virker det faktisk. Jeg kan forestille mig, det enten bliver en spændende oplevelse eller falder helt igennem. Hvis det sidste er tilfældet, så tager det nok pusten af min feststemning, ligesom Myrkur gjorde, da hun spillede sit debutgig på Roskilde. Efter den koncert var jeg så sur på hypemaskinen, at jeg tog hjem og surmulede. Hvis de derimod viser, at de er et projekt, man skal holde øje med, så kan det godt være, jeg bliver hængende til et par drinks og et godt grin.

Sebastian: Jeg får med stor sandsynlighed fornøjelsen af at anmelde Bullet for My Valentine, og derefter gider jeg helt sikkert ikke mere. Gammel mand og alt det der. Så kan Soulfly være Soulfly. Jeg så dem i Pumpehuset, sidst de spillede i København, og det var ikke specielt interessant. Grundet anmeldelse bliver Zeal & Ardor et no go herfra, selvom jeg også er ret interesseret i at høre, hvad Manuel Gagneux & co. egentlig kan live. Så må vi få en farverig drink til Thy Art Is Murder. Det lader til at være den koncert, hvor der er størst sandsynlighed for, at vi begge er.

Fischer: Det er sgu en deal! Hvis jeg altså ikke alligevel beslutter mig for at se det der maling tørre, vel at mærke.

Læs redaktionens kronologiske gennemgang af torsdagens bands her

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil