Canadiske Riot City vrider metalklichéerne og gør dem unge og friske på debutalbummet. Resultatet er akut luftguitarspilfremkaldende i en grad, man næsten ikke vil være ved.
Ventetiden har været lang, men Denial of God skuffer ikke: ’The Hallow Mass’ er blandt årets bedste album.
Når black metal bliver mainstream, kolliderer den med en offentlighed, der ikke nødvendigvis forstår dens koder. Og så ruller nazianklagerne igen. Dem addresserer Mgła med vekslende held på ’Age of Excuse’, men det er så også det eneste nye.
Danmarks ældste black metal-band viser storform på ep-appetitvækker forud for kommende album.
Ved Buens Endes kantede og mystiske univers ligner ikke på forhånd et oplagt soundtrack til lørdag aften på en festival. Men det progressive black-band tryllebandt alligevel Metal Magics publikum som lørdagsheadlinere.
Debutalbummet fra finske Aethyrick vinder ikke på originalitet, men på udførelse: En mere end almindeligt vellavet opdatering af det, der gjorde den melodiske black metal interessant i 1990'erne.
Trods en sanger, der lige skulle synge sig varm, var doom-legenderne Saint Vitus simpelthen godt gammeldags fede onsdag aften i Pumpehuset. Dopelord var til gengæld bedre, end man skulle tro ud fra bandnavnet.
Manowar vekslede mellem metallisk storhed og dorsk fællessangs-rock i ujævn afsked på dansk grund.
Pumpehuset bød på forskellige varianter af nordisk mørke og melankoli, da Anna von Hauswolff gæstede Pumpehuset med Of the Wand and the Moon som opvarmning.
Cultes des Ghoules’ nye album er kortere end den over to timer lange forgænger, men leverer stadig en obskøn og okkult heksesabbat: ’Sinister, or Treading the Darker Paths’ holder, hvad titlen lover.
Norske Faustcovens gurglende black og doom metal har grandeur som en forfalden borgruin. Resultatet? Stort set alt, hvad der er fedt ved metal.
Rockanmelderkoryfæet Steffen Jungersen udgiver en genrehybrid med afsæt i idolet Lemmy. Man er godt underholdt, men stilen spænder til tider ben i en bog, der vil noget mere, end den kan bære.
Paul Roland var en af de få kunstnere, der afveg fra det metalliske på årets Metal Magic. Men festivalarrangør Martin Jørgensen er kæmpefan af den ærkebritiske sanger og sangskriver og tog chancen med ham alligevel. Det var en fremragende satsning.
De excentriske tjekkiske black metal-pionerer tog Metal Magic med storm og pauker som hovednavn fredag.
Claudio Simonetti's Goblin stak med deres progrock med funk-, fusions- og italo disco-elementer i den grad ud på Fredericias årlige metalfestival. Heldigvis stak de også af.
Deathhammer var dumme, grimme og grumme, og det var svært ikke at have det godt med deres koncert på Metal Magic.
Søndag på Amager viste metalguderne Judas Priest, hvor kværnen skal stå. Birmingham-bandet osede af klasse, mens opvarmningen Megadeth stank som Køge Bugt i pålandsvind.
Australske Vomitor tæver lytteren gul og blå med primitiv dødsthrash gennem lidt over en halv times underholdende smadder.
Der er stjernestunder at finde på Judas Priests nye album: ’Firepower’ er en del bedre end normalen for album, som man kalder for ”det bedste siden [titlen på bandets sidste rigtige klassiker]”. Men der er for meget fyld.
NWOBHM-bandet Pagan Altars svanesang med episk, storladen og doomy heavy metal er som en klassiker, man har kendt altid.