Letvægts-prog

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/8d/8f/89/Leprous-Malina-82-1507442726.jpg
08. Oktober 2017    

Med deres femte album ’Malina’ smider Leprous tyngden væk og svæver højt på storladne og melodiske omkvæd. Det er pænt, poleret og progressivt, men overraskelserne og forløsningen mangler.

Kunstner
Titel
Malina
Dato
25-08-2017
Trackliste
1. Bonneville
2. Stuck
3. From the Flame
4. Captive
5. Illuminate
6. Leashes
7. Mirage
8. Malina
9. Coma
10. The Weight of Disaster
11. The Last Milestone
Forfatter
Karakter
3

Blandt den nyere progressive metals spydspidser står den norske kvintet Leprous. Hvor det op gennem nullerne var navne som Between the Buried & Me, Opeth, Tool og Mastodon, der lavede eklektisk metal med inspirationer hentet mange forskellige steder fra, er det i nye årti Leprous, der for alvor har taget teten og markeret sig som en af de mest spændende og hurtigst voksende grupper inden for genren.

De har også været populære her på Devilution. Både ’Bilateral’ (2011) og ’The Congregation’ (2015) blev modtaget med topkarakter, og ’Coal’ (2013) fik ligeledes rosende ord med sig.

Med ’Malina’, Leprous’ femte plade i rækken (når vi også tæller debuten ’Tall Poppy Syndrome’ fra 2009 med), bryder vi dog den tendens. For selvom ’Malina’ fortsat viser et spændende band i udvikling, så er det også en udvikling, som desværre trækker bandet væk fra det, der gjorde dem så markante til at starte med.

Melodisk opstigen
Hvor ’Bilateral’ var et lille mesterværk inden for nyere progressiv metal, var ’Coal’ og ’The Congregation’ interessante videreudviklinger af bandets stil og deres særegne lyd, der er stærkt kendetegnet af forsanger Einar Solbergs falsetvokal og bandets lejlighedsvise brug af ottestrengede guitarer, der dog sjældent d-d-djenter som i megen moderne progressiv metal.

Men 'The Congregation' blev for denne skribent også hurtigt en flad oplevelse. Enkelte stærke numre og omkvæd kunne ikke bære de noget langstrakte kompositioner, der ganske vist var spændende i deres minimalistiske arrangementer, men som i længden også var noget uengagerende og kedsommelige.

På ’Malina’ centrerer sangskrivningen sig fortsat om omkvædene, der er både storladne og melodiske, og i den forstand fortsætter Leprous deres rejse mod den fængende ørehænger. Men der er stadig masser af kant i kompositionerne og det dynamiske lydbillede, som er fyldt med detaljerigt sammenspil i kraft af de polyrytmiske elementer og synkoper, der er så kendetegnende for bandet. På den måde lyder Leprous fortsat umiskendeligt som sig selv.

De har dog samtidig også skåret tyngden fra. De ottestrengede er lagt på hylden for en stund, og guitarlyden er i det hele taget tyndere, klarere og mere Stratocaster-agtig end tidligere. Ind i stedet træder flere elektroniske effekter oven i de i forvejen så præsente keyboards og synthesizere tilsat strygere, der her spilles af den canadiske musiker Raphael Weinroth-Browne, som er mest kendt for sine cello-covernumre af blandt andet Opeth på YouTube.

Der fokuseres derfor mindre på riff og mere på melodier, bombast og melodrama. Med tyngden skåret fra og vægten lagt på Einar Solbergs falsetvokal og dynamiske fraseringer stiger Leprous på ’Malina’ som et letvægts-progband op mod det stjerneklare himmelrum.

Stilintegration
Det gør også, at Leprous ikke længere kan karakteriseres som et metalband. Man kan argumentere for, at det skifte fandt sted allerede på ’The Congregation’, men det album havde trods alt stadig momenter af vildskab, der gav det popmelodiske en anden intensitet.

Men det er ikke kun metallen, de træder væk fra, det er også prog-elementerne, som vi kender dem hos bandet. For hvor prog-elementerne tidligere støttede det metalliske udtryk, gav det modspil eller fungerede som et overraskelsesmoment – som når de eksempelvis smækkede en trompetsolo ind på nummeret ’Thorn’ – er det her mere integreret i et samlet udtryk og i et samlet lydbillede, der favner både klassiske inspirationer, rockguitarer, moderne elektronik og intime ballader.

Tag titelnummeret som eksempel: Et svagt, syntetisk keyboard indleder nummeret med akkordbrydninger, før celloerne fejer ind over lydbilledet, og Solbergs lyse vokal toner frem. Et minut inde kommer det afgørende hook, celloerne smyger sig rundt og giver modspil, og pludselig træder trommerne ind i noget, der lyder som en kompleks rytme spillet i frit tempo. Guitaren lægger sig ovenpå, og hele gruppen løfter sig op i et crescendo, og Solberg går ned i sit kraftfulde mellemleje. Her peaker nummeret, men så starter bandet blot forfra i et nyt, flere minutter langt crescendo over det hook, man hørte tidligere.



Det er eksperimenterende, komplekst og legende, men det lyder mere som en indiegruppe, der har opdaget, hvad progressive metalbands har gået rundt og lavet de seneste par årtier, end det lyder som et band, der er på vej i den anden retning.

Det tilnærmelsesvis samme kan siges om de væsentligt mere rockede numre som ’Stuck’, ’Captive’ og ’Illuminate’, der alle er rytmisk legende og iørefaldende på samme tid, og som ligeledes tager forskellige indgange til sangskrivningen og forsøger at integrere dem i en form, der favner både det intime og storladne, poppede og rockede.

Manglende forløsning
Og alligevel er det, som om spændingen aldrig helt forløses. Leprous eksperimenterer, pirrer og irriterer, men lader det aldrig kulminere for alvor.

På paradoksal vis kommer Leprous trods deres dynamiske og integrerede sangskrivning også til at skære de helt store kontraster fra, der gav deres sange så stærkt et punch for blot et par plader tilbage. De introverte, tungsindige og intime momenter mangler en modvægt, og man savner, at de enten går all-in på at lave de skarpe og rene omkvæd, der giver rent payoff, og som vi ved, de har i sig (tænk blot på ’Moon’ eller ’The Price’), eller at de tager metallen tilbage og laver prog metalliske ridt, der bølger mod større og større klimakser som på ’Forced Entry’.

I deres vej væk fra metallen har Leprous tabt den modvægt, som har forstærket deres melodier, og dette kommer næppe tydeligere til udtryk end i den faux-klassiske albumlukker ’The Last Milestone’, hvor Weinroth-Brownes strygere og Solbergs falset i forening forsøger at nå frem til en højere forening ved at fremkalde drømmelignende, hypnotiske stemninger med lange udstrakte toner og fraseringer. Det skulle måske virke dybfølt og modigt, men ender tværtimod med at føles som en prætentiøs og påklistret afslutning på et album, der strengt taget ikke havde brug for det.

'Malina' viser et band i fortsat udvikling, og det i sig selv er interessant at følge. Derfor skal pladen nok også finde et publikum, og måske vil Leprous' musik endda også åbne sig for et nyt segment, der ikke går så meget op i progressiv metal, men som godt kan sætte pris på en storladen, artsy rock tilsat komplekse rytmiske underlag.

For denne lytter, der har fulgt bandet igennem en årrække, ender Leprous i forsøget på at favne lidt af det hele desværre et sted midt imellem. Og i processen har de tabt en del af den styrke, der gjorde dem så spændende til at starte med. Det er en skam, når man trods alt ved, hvad de er i stand til.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her