Årsliste 2016 - Emil Hansen Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/1a/7c/86/image4-DONE-93-1482442818.jpg
21. December 2016    

Den øvre stratosfære af metallen skuffede i 2016, mens undergrunden buldrede løs. Oranssi Pazuzu, Sleep og Black Sabbath stod for nogle af årets højdepunkter, men alt blev overskygget af ét navn: Vektor.

Forfatter

Årets danske album:

1. Narcosatanicos: ’Body Cults’ – Uden helt at være metal har århusianske Narcosatanicos alligevel formået at lave en af årets mest støjende plader. Guitarer, trommer og ikke mindst saxofoner hvirvler rundt, og det er både mørkt og krasbørstigt, postpunket og progressivt, som hvis King Crimson blev trukket igennem sølet og hængt til tørre af Killing Joke.



2. Causa Sui: ’Return to Sky’ – Causa Sui har efterhånden en lang række udgivelser bag sig, og selvom det sjældent er nogle, jeg hiver frem, så kan jeg godt unde bandet mere succes. For de er skamløst oversete i dansk øjemed. Det ser desværre ikke ud til at ændre sig med ’Return to Sky’, der ikke desto mindre er endnu en velspillet, jammet, medrivende og varieret rockplade, som fortjener langt bredere anerkendelse.

3. Værket: ’Jealousy Hits’  Årets hjemlige overraskelse kommer i form af de unge, seje københavnere i Værket, der har fået den fikse idé at genoplive den vel nok mindst seje og zeitgeisty stilart i rockhistorien: prog rocken. Men Værket gør det med bravur og bærer deres Jethro Tull-inspirationer med ære og værdighed, hvilket gør 'Jealousy Hits' til et kærkomment lyt, selvom der til tider går lidt for meget James Bond i deres start-stop-kompositioner til min smag.

4. SVIN: ’Missionær’  SVIN er næsten for skæve til at komme med her, men efter at have set dem optræde til Copenhagen Jazz Festival må jeg erkende, at de i deres eksperimenterende og infernalske jazzbulder til tider rammer en råstyrke og brutalitet, som også findes i metallen. Det er kvartetten godt klar over på ’Missionær’, der starter hårdt og progget ud (især trommerne på åbningsnummeret ’Dødskontainer’ er sprængfarlige) og undervejs arbejder sig over i mere ambiente stemninger og improviseret udforskning af teksturer. Spændende, givende og ikke mindst skævt.

5. Dawn of Demise: ’The Suffering’  Listens eneste reelle metalplade. For at være helt ærlig har jeg ikke hørt 'The Suffering' særligt mange gange – men de gange, jeg har, kunne jeg lide hvad jeg hørte. Og det er nok til at få Dawn of Demise ind på en femteplads i et dansk metalår, der i det hele taget ikke har imponeret.

At den danske metalscene ikke har imponeret i år kan skyldes flere årsager. Dels mine personlige præferencer, dels en mangel på ophidsende udgivelser. Svaret ligger nok midt imellem – for det er sjældent, at dansk metal rigtigt udmærker sig. Det skyldes såmænd ikke en mangel på professionalisme, den er der skam, men der er for mange imitationer og genretro efterligninger, til at der for alvor bliver rykket ved noget. Der bliver ikke udforsket, eksperimenteret, taget opgør eller revet i stykker. Den samlede scene ligger i et behageligt, men kedeligt søle af konsensussøgende middelmådighed, og det er en skam.

Slægt udgav ganske vist en fremragende ep med 'Beautiful and Damned', men da den reelt set udkom i november 2015, er den ikke inkluderet på listen her, selvom den er at finde hos nogle af de andre skribenter.

Hvis der til gengæld er noget dansk musik, der har udmærket sig i år, så har det været hiphop. Sivas, Jamaika, Benal og Ukendt Kunstner har alle udgivet strålende musik, der ikke holder sig tilbage fra at hylde tidens forbilleder, men ikke desto mindre arbejder sig frem til et kunstfærdigt og selvsikkert udtryk, der er spændende, frisk, nyt i en dansk kontekst og ikke mindst ofte politisk relevant. Samtidig har Bisse udmærket sig som ny samtidspoet, især med gigaalbummet ’Højlandet’, der trods en spilletid på 80 minutter alligevel føles enormt konsistent.

Årets internationale album:

1. Vektor: ’Terminal Redux’  Jeg synes, jeg har skrevet en del om det her album, dels i selve pladeanmeldelsen, men også i sommerens koncertanmeldelse. Jeg må dog erkende, at jeg ikke er i stand til at gøre det udtømmende, og derfor knytter jeg gerne nogle flere ord til albummet: For et halvt år efter udgivelsen er ’Terminal Redux’ stadig bjergtagende. Jeg mener helt oprigtigt, at det er årets, måske årtiets, måske dette årtusindes hidtil bedste metalalbum. Det er der flere årsager til:

Et er, at 'Terminal Redux' musikalsk og tematisk er så forbandet gennemarbejdet, velskrevet og stor, at man ikke kan gøre andet end at bøje sig i ærefrygt og evig respekt for et band, der gør, som Vektor gør her. Det er et album, der lægger op til længere musikvidenskabelige, kulturteoretiske, politologiske og filosofiske analyser, uden at jeg tror, det vil hæmme fascinationskraften. For 'Terminal Redux' er overordentligt komfortabel med sin størrelse og sine ambitioner. 

For det andet synes Vektor med det her album at pege på en udvej for metallens udfordringer i dag. Som beskrevet i det seneste Vagttårn ser vi genrens pionerer og helte gå bort, gå på pension eller bruge årevis på at skrive nyt, middelmådigt materiale. Samtidig famler de yngre generationers bedste bud på arvtagere (Ghost, Mastodon, Gojira, Lamb of God og Slipknot) med at udpege en holdbar kunstnerisk retning, og derfor er det simpelthen svært at se, hvem der skal udfylde tomrummet i fremtiden. Der er ’Terminal Redux’ på flere måder en slags svar: Det er et brøl fra undergrunden og vækstlaget (som utvivlsomt er dér, de største kunstneriske landvindinger finder sted i disse år), der i høj grad vedkender sig arven, historien og genrekoderne, men som også blander det hele sammen, hybridiserer det og moderniserer det. Derfor er det ikke bare et suverænt album, men også et vigtigt et.

Og sidst, men ikke mindst, er ’Terminal Redux’ et album, der tør være overmåde ambitiøst, konceptuelt og stort. Det er ekstremmetal i kæmpe skala, og Vektor flyver umådeligt højt over de 70 minutter, pladen varer, men de gør det også uden at tabe højde undervejs. Selvom 'Terminal Redux' ikke er lige så samlende og bredt appellerende som 2010’ernes hidtil største nyklassiker, Behemoths ’The Satanist’, så er det en lige så gennemført helhed støbt i lige så metalhårdt klassikerformat. Og 'Terminal Redux' ligner netop det: en fremtidig klassiker.

Sigende er det måske, at tre af Vektors fire medlemmer i skrivende stund netop har forladt bandet og ladet det være op til frontmand, guitarist og sanger David DiSanto om at definere bandets fremtid. Selvom DiSanto utvivlsomt er bandets primære motor, vil de andres exit sandsynligvis føje noget til albummets arv – at det var et projekt, man internt i bandet knækkede halsen på, en all or nothing-satsning, et album hvis skabelsesproces var så opslidende og drænende, at al kreativ drivkraft efterfølgende var væk. Måske. Det vil i hvert fald give god mening.

For det store stykke arbejde, der er blevet lagt i 'Terminal Redux', kan høres. Hvert eneste af albummets 73 minutter er et vidnesbyrd om en storslået vision og et ekstraordinært instrumentalt håndværk med sans for både detaljen og det store hele. Derfor håber jeg også, at man om 10-20 år stadig vil hive ’Terminal Redux’ frem og anerkende det som dét, det er: Et album og et værk, men også mere end det: Et storværk, et hovedværk, et mesterværk.

 

2. Oranssi Pazuzu: ’Värähtelijä’  Årets andetbedste bud på en reformation og evolution af metallen kom fra finnerne i Oranssi Pazuzu, der på ’Värähtelijä’ tog et skridt væk fra black metallen for til gengæld at tage alverdens musikalske udtryk og koge det sammen til en lang, eksperimenterende og udforskende rumrejse. Indrømmet: Min anmeldelse af albummet var en af mine første skriveopgaver her på sitet, og derfor var jeg varsom med at give en topkarakter, hvilket resulterede i en dom på 4/5. Og uden at der skal gå for meget talrytteri i den, så fortjener ’Värähtelijä’ topkarakteren.

Det er fortsat et betagende og ambitiøst projekt, Oranssi Pazuzu har kastet sig ud i her, hvor space rock, krautrock, psych rock, doom metal, black metal, free jazz og prog fusioneres i en stor, lagret blanding. Det er et univers, der er fremmed og uudforsket, og Oranssi Pazuzu går nysgerrigt og undersøgende til værks. Resultatet er på sin vis stadig åbent og inkluderende: For selvom ’Värähtelijä’ er en lang, tæt og tung plade, forbinder den mange forskellige punkter i musikhistorien: Fra Hawkwinds kosmiske space rock over Miles Davis’ tekstur-udforskninger og George Clintons spacefunk i Parliament til black metallens generelle misantropi og indelukkethed. Oranssi Pazuzu er musikalsk altomfavnende og muligvis pessimistiske rent tematisk, men ikke desto mindre bør ’Värähtelijä’ kunne appellere til alle med interesse ikke bare for metal, men for eksperimenterende musik generelt.

3. Polyptych: ’Defying the Metastasis’  Den opmærksomme læser (og lytter) vil her nok kunne ane nogen paralleller mellem de tre første plader her på listen: De er alle fra undergrunden, de er alle konceptuelle til en vis grad, og de inkorporerer alle en form for sci-fi-tematik. Det gælder også amerikanske Polyptychs ’Defying the Metastasis’, der giver et dissonantisk klingende indblik i en grum, fremtidig dystopi formidlet gennem en blanding af dødsmetal og black metal. Det er dog især produktionen og mixet, varetaget af Andy Nelson (Weekend Nachos) og V. Santura (Triptykon), der er årsag til de mange lyt, jeg har givet det her album. For ’Defying the Metastasis’ lyder helt suverænt, vellydende i al sin dissonans, men stadig fascinerende fortættet og lækkert skurrende.

4. Khemmis: ’Hunted’  Om den retrofiksrede stoner/doom-bølge så småt er ved at lægge sig, har jeg ikke det helt store blik for. Det er ikke en scene, jeg har holdt så meget øje med i år, men ikke desto mindre dukker der stadig gode nye navne op blandt ensformigheden og forudsigelighederne. Den mest bemærkelsesværdige af disse har i år været amerikanske Khemmis, der lyder som både Pallbearer, Candlemass, Iron Maiden og High on Fire. De formår at balancere det heroiske med det sørgmodige, og selvom jeg ikke synes, de kommer helt i mål med ’Hunted’, er det stadig et fremragende album, som man endda får lyst til at vende tilbage til.

5. Cult of Luna & Julie Christmas: ’Mariner’  Det er noget nyt for mig at kunne sætte pris på Cult of Luna – og for den sags skyld også deres forbilleder i Neurosis. Post-metallen har jeg ikke beskæftiget mig meget med, men jeg forstår attraktionen bedre efter at have dykket ned i Cult of Lunas hovedværk ’Somewhere Along the Highway’. Dén kontekst var nødvendig for min forståelse af ’Mariner’, der er næsten lige så god, og som viser bandet i frugtbart samarbejde med sangerinden Julie Christmas, der gør enormt god figur og undgår de værste faldgruber, der desværre ofte forbindes med kvindelige forsangere i metalsammenhæng. Overordnet set var ’Mariner’ en kærkommen og positiv overraskelse.

Uden for top 5 har der været mange glimrende udgivelser, men også en del, der falder hen i glemsel relativt hurtigt, heriblandt Aborteds ’Retrogore’, Lycus’ ’Chasms’ og Nails’ ’You Will Never Be One of Us’ – gode album, men ikke nogen, jeg har haft den store trang til at høre igen. Til gengæld faldt Neurosis’ nye, ’Fires Within Fires’, i god jord, ligesom den fik åbnet mine øjne for bagkataloget. The Dillinger Escape Plan sagde ganske fornemt farvel med ’Dissociation’, og Megadeth fik et kunstnerisk comeback med ’Dystopia’.

Til gengæld vil jeg gerne fremhæve 40 Watt Sun og ’Wider than the Sky’, der godt kunne have lagt sig på en fjerde- eller femteplads, hvis ikke det var, fordi albummet slet ikke er metal. Men 40 Watt Sun spillede faktisk doom på debuten. På ’Wider than the Sky’ har de dog skåret al tyngde og distortion fra, og tilbage står en trio, der spiller meget langsom og sparsomt akkompagneret, sørgmodig musik i lange numre, der minder om den såkaldte slowcore fra 90’ernes indiescene, som blandt andre Low og Red House Painters var eksponenter for. På ’Wider than the Sky’ bliver doomens normale tyngde skrøbeliggjort, men også endnu mere gribende. Det er ufatteligt smukt, forfærdeligt deprimerende og oprigtigt rørende.

Uden for rockens og metallens verden var det et godt år for hiphop, hvor især Detroit-rapperen Danny Browns vanvidsridt på den postpunk-inspirerede 'Atrocity Exhibition' (en titel taget fra en Joy Division-sang) stak ud. Det er et hiphop-album, som alle med hang til skæve klange og udfordrende genresammensætninger burde kunne sætte pris på!

Årets internationale hit:

Gojira: ’Silvera’  ’Stranded’ var lidt af en skuffelse som førstesingle, men spændingen ved udsigten til ’Magma’ steg betragteligt, efter ’Silvera’ kom ud. Det er en klippe af et nummer, formfuldendt og majestætisk med et midterstykke, hvor Gojira træder nyt land med noget, der nærmest kan klassificeres som en guitarsolo. Men på trods af at dette er blandt Gojiras bedste sange til dato, så var det yderst misvisende som repræsentation af ’Magma’, der pegede i en helt anden retning.



Årets danske hit:

Værket: ’Epilogue’ – Et prægtigt prog-nummer, hvor de dygtige metalmusikanter (fra Slægt og Reverie) viser, at de også er stærke sangskrivere. Det er ikke et "hit" i traditionel forstand (til det kunne jeg have valgt Volbeats 'For evigt'), men det er både iørefaldende, melodiøst, smukt og ikke mindst forbandet velskrevet.

 

Årets genfundne klassiker:

Jeg ved ikke, i hvor høj grad man kan tale om en klassiker, når den er udgivet inden for de seneste ti år, men jeg fandt Meshuggahs ’ObZen’, der rimeligvis kan betegnes som en nyklassiker, frem igen og blev blæst bagover af, hvor massivt det album stadig føles. Det vildeste er næsten, at nogle af albummets største godter gemmer sig længere tilbage på albummet – som den totalsmadrende 'Pravus', der kan måle sig med bandets absolut bedste stunder.

 

Det overså jeg i 2015:

Polakkerne Batushka, som laver tung og stemningsmættet black metal med ortodokse temaer og munkesang. En af de større (og bedre) overraskelser.
">
"> 

Årets fysiske udgivelse:

Jeg er mere eller mindre holdt op med at købe musik i fysisk format, så der kan jeg ikke bryste mig af noget.

Årets koncerter:

1. Sleep: Roskilde Festival, 29-06-16  Massivt, højt og tungt ad helvede til. Suset fra Al Cisneros’ Rickenbacker-bas kunne mærkes i buksebenene, og bandet spillede så fantastisk godt, at der intet andet var at gøre end at lade sig rive med og headbange med hele kroppen.

">

2. Ho99o9: Roskilde Festival, 30-06-16  Fuldstændig mindblowing mikstur af horrorcore-hiphop, tung electronica, punk og thrash metal, der satte ild til Roskildes Pavilion-telt i 45 skarpe og højintense minutter.

3. Black Sabbath: Copenhell, 24-06-16  En mere end værdig afsked med metallens absolutte moderband.

4. Oranssi Pazuzu: KB18, 11-10-16  Finnernes kosmosmetal passede perfekt med KB18s håbløse arkitektur, og selvom koncerten var for kort, så var det, vi fik, især fra ’Värähtelijä’, ikke desto mindre mesterligt.

5. Vektor: p.m.k (Innsbruck) 26-08-16  At høre hele ’Terminal Redux’ blive spillet fra start til slut live var en mulighed, jeg ikke ville undgå, så jeg valfartede til Østrig for at fange Vektor på den europaturné, der ikke bragte dem forbi Skandinavien. Det overjordiske sci-fi-materiale var sværere at omsætte til koncertrammen, men det var en stramt spillet koncert, hvor numrene blev leveret dedikeret og levende.

Årets internationale navn:

For mig er der absolut ingen tvivl. 2016 tilhørte Vektor.

Årets danske navn:

Volbeat  Jeg burde måske nævne Narcosatanicos, da de trods alt er placeret på min førsteplads over årets danske udgivelser, men vil faktisk hellere fremhæve Volbeat. De er ganske vist ikke min kop te musikalsk, men de aftvinger respekt som landets største internationale navn i disse år. At man som dansk band tilmed kan sælge Parken ud (det er som bekendt 45.000 billetter, der skal sælges!) og sætte endnu en rekord, er svært at fatte, især når man normalt går til shows, der gerne besøges af under 100 mennesker. Kæmpe respekt for det!

Årets nye internationale navn:

Polyptych  De er reelt set ikke helt nye, men med så lidt omtale, som de indtil videre har genereret, kunne deres nye tredje album lige så vel være en debut.

Årets nye danske navn:

Værket  Som prog-fan kan jeg kun være glad for, at Danmark har fået et ægte prog rock-band.

Årets comeback:

Megadeth  Jeg burde måske vælge Metallica i stedet, alene fordi de udgav noget i år, men det ville være for nemt. I stedet vælger jeg Megadeth, der sådan set ikke har været væk, men 'Dystopia' er ikke desto mindre et tiltrængt og kærkomment kunstnerisk comeback efter det forrige album, 'Super Collider', der må kåres som karrierens største makværk. Man skal selvsagt fortsat se igennem fingrene med Dave Mustaines snæversynede og trumpistiske politiske prædikener – men når først man mestrer det, og man føler sig som en god demokrat, der plejer sit indre frisind, så er 'Dystopia' det bedste fra Mustaines hånd i i hvert fald et årti.

">

Årets optur:

At få chancen for at høre King Crimson live, at se metalkulturen i Danmark peake i størrelse som på Copenhell i år, at rådyrke ’Terminal Redux’ og at tage udenlands for at høre én koncert – for så at få lov til at skrive om det hele her på sitet. Tak for det og tak til alle, der læste med og måske endda fandt det interessant.

Årets største skuffelse:

Gojira: ’Magma’
  2016 bød på mange skuffelser, politiske såvel som musikalske. Af de musikalske vil jeg nok især fremhæve Gojiras ’Magma’, der aldrig fandt sin plads hos mig. Jeg respekterer retningen, men kan ikke sætte pris på den. I mine ører lyder Gojira her som et middelmådigt rockband frem for et suverænt metalband (som de med 'Silvera' viser, at de stadig kan være). Det falder ind i en større tendens, for adskillige af de nyere større navne har skuffet: Meshuggah og Opeth levede ikke op til deres egne standarder, og selvom Kvelertak udgav et hæderligt album, så havde jeg stadig ønsket, at det var bedre. I det hele taget var det ikke et godt år for metallens øvre stratosfære. Til gengæld var det et superår for undergrunden!

Største ønske for 2017:

Her ville jeg egentlig have skrevet, at mit største ønske var at se en Vektor-koncert på dansk grund, meget gerne på Roskilde Festival, da det utvivlsomt ville fungere bedre en mørk aften under Pavilion Juniors teltdug frem for en eftermiddag på Copenhells åbne Pandæmonium-scene. Men da Vektor i øjeblikket består af én person, må jeg anse det som usandsynligt.

I stedet ønsker jeg, at dansk musik, herunder metalscenen, i det hele taget liver mere op, blander sig i den politiske debat og gør andet end at være entertainment-eskapisme.

Og så håber jeg på bedre navne til landets festivaler end det, der pryder plakaterne lige nu – og at Roskilde fokuserer på mindre metalnavne i stedet for at spise metalpublikummet af med flere middelmådige Arena-koncerter med ringe lyd.

Det glæder jeg mig mest til i 2017:

System of a Down på Copenhell. Og ellers håber jeg på en masse gode udgivelser og stærke koncerter. Der bliver i hvert fald nok at se til.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her